Debat

Hvorfor skal lovsangen
være på engelsk?

Tak til Else Kås for dit indlæg i uge 15 om moderne lovsang. Jeg føler, at det er min sag, du prøver at varetage, tak for det. Jeg har i flere år gået og tumlet med nogle tanker om det.
Der er rigtig mange nyere lovsange og korvers, som jeg er utrolig glad for. Især, når det er noget, som jeg kender, og det er en sangbar melodi.
Men så sker der pludselig noget, mens vi står der og lovsynger, noget som gør mig utrolig ked af det, jeg græder nærmest indvendig. Nu bliver der pludselig sunget på engelsk, og jeg er med ét hårdt og brutalt revet ud af fællesskabet.
Det er mig uforståeligt, at vi i danske kirker og menigheder behøver engelske sange, når vi har så mange dejlige lovsange, korvers og salmer på dansk.
Er der nogen, der kan give mig en god forklaring på det?
Det er i orden med en enkelt sang på engelsk, hvis taleren er engelsksproget, så han også kan være med i den fælles lovsang. Men jeg ville ønske, at flere af vore gamle salmer og sange blev brugt til lovprisning og tilbedelse. Vi skal passe på, vi ikke bliver rodløse. Det er meget vigtigt at have noget genkendeligt.
Husk på, det er ånden der gør sangens tekster levende.
(Forkortet, red.)
Henning Klit
Søgade 34
8740 Brædstrup