En stille, levende kærlighedshistorie

… stod mormor spinkel og bleg midt i hele det grønne virvar af jødekirsebær og stenbræk, guldblomme og oksetunge, og i sandet perikummen, der blomstrede gult som små bål; i gamle dage blev den kaldt Mandeblod, betyder ikke bare mænds blod, men menneskeblod, fordi den farver rød som vort eget blod.En typisk beskrivende sekvens i Leif Hasles roman. Handlingen udspiller sig i sommeren 1945, Danmark er befriet efter fem lange besættelsesår. Men sådan er det ikke for alle. Den britiske og den danske regering begår krigsforbrydelse, sætter tyske krigsfanger til at arbejde med rydning af minefelter ved Vestkysten – livsfarligt, mange mister liv eller førlighed.
Dette scenarie danner baggrunden for den kulminerende kærlighedshistorie mellem børnehjemsbarnet Abelone og Heinrich, den tyske soldat. Vi følger Abelones kamp ind i en spirende kærlighedshistorie, med lidelser, afsavn, frygt og total hengivenhed. Hun kræver og udlever den grænseløse kærlighed til Heinrich, den eneste ene. At kærligheden er hellig, uden for tid og sted og evigt grundfæstet tænker Abelone ikke på som en konsekvens.
”Kærligheden ophører aldrig, men det stykkevise skal forgå, for kærligheden samler det sønderdelte og spredte. Kærligheden er legemets opstandelse og det evige liv” (s.189).
Bogen er en stille og malende kærlighedshistorie. Den henvender sig til læsere af historiske romaner og hang til følsomme tidsspecifikke barndomsskildringer … en lille bog med smukke sansende tidsbilleder. Romanen efterlader ikke læseren med en læseoplevelse af de store, men dog alligevel med en oplevelse af en levende fortælling, krydret med duft og (sinds)stemning.

Leif Hasle: Mandeblod
191 sider • 256 kr. • Multivers Fikton