God intro til Helligånden
Pædagogisk opbygget grundbog om Helligånden har måske kun én mangel: en lille guide om, hvordan man får del i det, Helligånden kan give.Hvad er Helligånden for en størrelse? Og hvad kan vi bruge Helligånden til? Bogen Helligånden – den glemte dimension i Gud svarer på det første spørgsmål og opfordrer til at finde svaret på det sidste.Helligånden er ikke overraskende en bog om Helligånden, og som undertitlen Den glemte dimension i Gud også afslører, er det en grundbog om Helligånden for den, som ikke kender Helligånden, men som er velbevandret i Guds to andre sider, Faderen og Sønnen.
I løbet af knap 120 sider fortæller bogens forfatter, teologen Morten Munch om Helligåndens nødvendighed og plads i menigheden, om Hel-ligåndens ageren i Bibelen og om Bibelens teologiske undervisning om Helligånden.
Forventningerne var ikke små, da jeg kastede mig over denne bog.
Og heldigvis blev mine forventninger til bogen ikke gjort til skamme.
Kapitlerne er koncentrerede og indholdsrige. Derfor er bogen, selvom den føles lille, ikke læst i løbet af et par timer. Det kræver nogle tænkepauser og tid til refleksion over det, man har læst. For i løbet af bare et enkelt kapitel bliver man præsenteret for så mange informationer og tolkninger, at man må gøre holdt for at få det hele til at falde på plads.
Sproget i bogen er godt, og dermed bliver det aldrig for alvor tør læsning. Bogen er meget pædagogisk opbygget med punktopstillinger, skemaer og afsnitsoverskrifter. Derfor kan man også nemt finde tilbage til et afsnit i bogen, hvis der er noget, der lige skal repeteres.
Bogen er ikke en sådan-gør-du bog. Og det er måske bogens eneste minus. For ikke på ét eneste tidspunkt tænker jeg, der mangler noget – altså lige ud over en lille guide til læseren om, hvordan man sætter sig i forbindelse med det, som Helligånden har at give.
Her kunne jeg godt have ønsket lidt mere. Det skal dog retfærdigvis nævnes, at bogen gennemgår visse af de nådegaver, som Helligånden udruster mennesker med, på baggrund af katalogerne i blandt andet 1. Korinterbrev 12.
Men det bliver ved en op-listning. Heldigvis findes der andre bøger om opdagelse af nådegaver (fx Nådegavetesten af Chr. A. Schwartz), hvor denne bog vil være rigtig god som en grundbog, inden man skal i gang med at opdage sin egen nådegave.
Og det er netop her, at bogen virkelig skiller sig ud. For hvor andre bøger om Helligånden lynhurtigt springer til find-din-nådegave, så ligger vægten i denne bog på at fortælle, hvad Helligånden er og gør.
Vi ved jo utrolig meget om Gud og Jesus. Men Helligånden kniber det lidt mere med, i hvert fald i nogle kredse. I trosbekendelsen er der eksempelvis ikke så meget at hente. Det hedder blot: Vi tror på Helligånden, og fortsætter så med den hellige almindelige kirke … Og for dem, som gang på gang savner en uddybning af dette led i trosbekendelsen, er Helligånden – den glemte dimension i Gud rigtig god.
Morten Munch:
Helligånden
120 sider 129,95 kr.
ProRex