Hvad stilheden kan bringe …

I stilheden taler Gud faktisk til os. Det kræver blot tid og fordybelse. Bøn er ikke noget, der skal overstås på to minutter.Det har Rose Tholstrup også fundet ud af.
I slutningen af 1997 havde hun igennem en længere periode sat flere timer af til at være i stilhed og bøn med Gud.
Resultatet udeblev da heller ikke.
Godt forberedt sad hun troligt med papir og blyant – klar til at skrive, hvad Gud lagde hende på sinde af ord og billeder – dels til hende selv og dels til andre mennesker, som hun sad og bad for.
Resultatet er blevet denne lille dagbog, som har ligget i en skuffe de sidste 10 år, inden hun langt om længe fandt den frem og valgte at få den udgivet.
Bogen berører almindelige menneskelige emner som bl.a. vrede og afmagt …
Men midt i alle vi menneskers følelsesmæssige kaos skinner Guds store kærlighed til os alle igennem:
”Thi således elskede Gud verden, at han gav sin Søn den enbårne, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv“ (Joh 3,16).
Teksterne er virkelig opmuntrende læsning. De giver trøst og glæde og virker så opmuntrende, at man virkelig føler Guds kærlighed igennem hvert et skrevet ord.
Bogen kan sagtens læses som en slags andagtsbog – en tekst om dagen, da der til de fleste dage er en bibeltekst til, eller den kan læses fra A-Z som en god bog med herlige vidnesbyrd om, hvad Gud giver os mennesker, når blot vi lytter aktivt.
Pia Hinderfelt Jensen

Rose Tholstrup:
Lytteøvelser • 63 sider
Egen udgivelse / Lychnos