Gud giver en tilstand af lykke
Salig den, hvis overtrædelse er forladt, hvis synd er skjult, saligt det menneske, Herren ej tilregner skyld, og i hvis ånd der ikke er svig. (Salme 32,1-2)
Salig udtrykker ikke en følelse, men en tilstand, den lykkeligste tilstand, det er muligt at komme i.
Den salige står i et ret forhold til Gud. Han har alle Guds løfter på sin side, og han er på den vej, der fører til det fuldkomne Gudsrige.
Alligevel er det ikke sikkert, at han føler sig lykkelig. Han kan undertiden føle sig nedslået og fortvivlet, fordi han ser ærligt på sig selv, og fordi han så ofte kommer til kort i alle ting. Han ved også, hvad det er at føle dom og anklage i samvittigheden.
Men Gud vil, at vi skal se mere på det, han har givet os i frelsen. Han vil ikke, at vi skal gå nedslåede rundt, og han advarer os mod mismod. Han vil, at vi skal regne med den lykkelige tilstand, vi er i. Det er jo netop ham selv, der forsikrer os, der tror på ham, om at vi er i denne lykkelige tilstand.
Det er ikke uden grund, at denne salme kaldes en læresalme. Den er netop givet for at undervise os om, hvem der er salig.
Salig den, hvis overtrædelse er forladt. Det er et mægtigt ord, når vi tænker på, hvad overtrædelse egentlig betyder. Alt, hvad der er Gud imod, er synd, men overtrædelse er bevidst syn, og det er et udtryk for, hvor ond vor vilje er. Intet anklager og dømmer en kristen mere end bevidstheden om en sådan synd. Her forsikrer Herren enhver, der åbent bekender sin synd og omvender sig til ham, at han tilgiver sådan synd.
Han opfylder sit løfte: Jeg sletter som tåge din misgerning og som en sky dine synder (Esajas 44,22).
Dette må du regne med, du der stadig må ty ind til Jesus med din synd.
Øivind Andersen (1905-1994) blev teolog ved Menighedsfakultetet i Oslo. Senere var han lærer og rektor ved Norsk Luthersk Misjonssambands missions- og bibelskole i Fjellhaug, Oslo. Artiklen er fra Øivind Andersens andagtsbog Ved Kilden.