Kæmp for ytrings- og religionsfrihed
– Men hold fast i de kristne værdier, og slå ikke kristne præster i hartkorn med bombekastende islamister! siger Tove Videbæk.Når Anders Fogh vil have religion ud af det offentlige rum, så kæmmer han alle religioner over én kam, sagde Tove Videbæk fra Kristendemokraterne i to taler på grundlovsdag d. 5. juni.
– Man gør ikke forskel på bombekastende islamister eller selvmordsbombere og på præster, der ikke vil arbejde sammen med kvindelige kolleger. Man siger med ét ord, at de er fundamentalister, fanatikere eller ekstremister hele bundtet!
Og det er trist, mener hun. For det skaber en slags religionshad, som går ud over danskere, som vil være åbne omkring deres tro.
– Én god ting har det dog medført, og det er, at der faktisk bliver drøftet religion, religiøse symboler og frihedsrettigheder som aldrig før, sagde hun til 75 fremmødte på Mørkholt Camping i Børkop ved Vejle og samme aften til 30 på Det Kristne Gymnasium i Ringkøbing.
Tove Videbæk er medlem af regionsrådet i Region Midtjylland for Kristendemokraterne og er medinitiativtager til Værdipolitisk Netværk.
én gang
Hun kom også ind på tegningekrisen:
– Jeg har det helt fint med, at Muhammed-tegningerne blev bragt i aviserne i 2005. Men det er klart, at selv om vi har ytringsfrihed, så er det jo ikke forbudt at tænke sig godt om, før man siger eller skriver noget. Er det ikke det, vi lærer vores børn?!
Og det med at tænke sig godt om, det synes hun ikke, de redaktører gjorde, som besluttede endnu engang at indsætte billederne i 11 af landets aviser.
– Det synes jeg faktisk er ret ekstremt! Selv om vi har ytringsfrihed, behøver vi jo ikke direkte gå ud og fornærme anderledes tænkende! Vi har frihed til det. Men vi behøver ikke gøre det!
ind i Folketinget
Hun sluttede med at opfordre deltagerne til i højere grad end tidligere at tage ansvar at bringe de kristne værdier videre til børn og børnebørn.
– Samtidig skal vi tænke meget på, hvem vi vælger ind i Folketinget. Det skal være mennesker, som ønsker, at de kristne værdier skal præge vort land. Endda så meget, at de også tager de kristne værdier og holdninger med ind i Folketingssalen.