Munkesang hitter
I 90erne var det spanske benediktinermunke, der sensationelt kom på hitlisterne rundt omkring, nu er det østrigske cisterciensermunke – med cden Chant.Det er set før: At autentisk middelaldersang fremført af munke i et kloster er blevet en succes.Men da det skete i 1994, var det en sensation! For oprindeligt var det slet ikke meningen. Der var nemlig tale om optagelser foretaget i 1973 og 1980-82 og udgivet på plade i Spanien (i 73 og 82) af et spansk pladeselskab, Hispavox – uden at vække opsigt.
I 1984 havde EMI overtaget Hispavox, og man finpudsede de to plader med de spanske munke og udgav dem samlet på to cder med titlen Canto Gregoriano i 1993. Godt halvdelen af dem blev dernæst udsendt på cden Chant i Spanien senere samme år og i 1994 i den øvrige verden – og de nåede da på forbløffende kort tid op på et samlet salg på verdensplan på 4 mio. eks.!
Munkekoret fra benedikti-nerklosteret i landsbyen Santo Domingo de Silos i Burgos-provinsen (ca. 300 km nord for Madrid) havde dermed præsteret noget, der kun sker yderst sjældent: At cder med klassisk musik bliver storsælgere. Og cderne med dem er der stadig salg i.
Nu er det så nogle cister-ciensermunke fra et kloster, Stift Heiligenkreuz, ikke langt fra den østrigske hovedstad Wien, der vil forsøge noget lignende. Cden Chant – Music for Paradise, der er udgivet af Universal, har også allerede solgt ganske godt.
en succes nu?
Hvis man sammenligner de gamle optagelser fra Spanien med de nye fra Østrig, er det, der nok først falder i ørerne, at stemmerne er lysere og klangen klarere. Hvilket dog i høj grad også kan skyldes bedre optageudstyr. I modsætning til cderne med de spanke munke er der jo her tale om en produktion, der er foretaget med det ene formål at forsøge at gøre EMI kunststykket efter og skabe en succes. Og for at gøre cden endnu mere stemningsfuld er der på to af cdens 29 spor klokkespil fra klosterkirken – akkompagneret af fuglesang.
Men hvordan kan det gå til, at noget så gammelt og enkelt som gregoriansk sang kan blive en succes i dag mere end 1000 år efter, at den er blevet til?
Grunden, der først og fremmest gives, er, at sangen har en bestemt mental og fysisk virkning på lytteren. Den virker beroligende, afslappende og er den perfekte modgift mod stress.
Men det fremføres også, at den kan være en måde at få udtrykt sin gudstro på. Pave Benedict udtalte under et besøg i det østrigske kloster i september sidste år, at hvor som helst vi samles i sang, lovprisning, ophøjelse og tilbedelse af Gud, vil en lille bid af himlen være til stede på jorden. Der skabes ved lytningen til denne og ved bevidstheden om, hvad det er, der lyttes til, en kontakt til det guddommelige, himmelske, paradisiske. Teksten, der synges, er på latin, men er i det medfølgende teksthæfte oversat til engelsk, så engelskkyndige også dermed kan få sat ord på deres tro – hvor bevidst eller ej, den så end er.
Endelig er gregoriansk sang – chant – strengt taget sungne bønner, som man kan gøre til sine egne og finde hvile i. Og det er, hvad man finder, når man lytter til disse berømte munkes cder.
Chant – Music for Paradise
54 min.
Kirkebutik.dk-pris: 140 kr.