Satire over bæltestedet
Jonas Nygaard Nielsen og Jonas Bock Nielsen
er beviser på, at satire ikke behøver at være plat,
og at kristne ikke behøver at være kedelige.Kristne bliver ofte set på som kedelige, men sådan er det slet ikke. I hvert fald ikke ifølge Jonas Nygaard Nielsen, der sammen med sin makker Jonas Bock Nielsen laver satire, der er sjov – uden at gå under bæltestedet.Jonas og Jonas laver under navnet JN-productions satire i høj klasse.
På mange punkter ligner det noget af det, man kan se på DR2, men med én betydelig forskel. Der er ingen jokes om sex og ingen racisme eller andet, der ellers kan give nogle billige point. Jonas Nygaard Nielsen fortæller hvorfor ikke:
– Da Jonas og jeg gik i 8. klasse opdagede vi, at satiren i Danmark næsten altid var meget pervers og egentlig en smule dum. Vi har besluttet at vise, at man godt kan være sjov uden at være plat, forklarer han.
Det kræver noget arbejde at være rigtig sjov uden at tage de lette løsninger, men for Jonas er det vigtigt, at der er noget ordentligt at grine ad.
– Jeg har set små børn citere stand-up og satire, der var fyldt med skældsord og racisme. Satire tiltrækker de unge, og derfor bliver de, der udfører det, en slags forbilleder.
Vi vil gerne være gode forbilleder og bryde de gamle mønstre, siger Jonas:
– Det ville da være nemmere, hvis vi ikke var kristne, så vi kunne bande og være perverse, men vi har lige fra starten været fast besluttede på, at den slags ikke skal indgå i vores satire.
JN-productions har adskillige videoklip med satire liggende på YouTube. Der er små sketch-shows, hvor optagelser af alt fra improviserede nyhedsprogrammer til reklamer for hestebladet Wendy nu også til drenge, er klippet sammen. Der er også klip med telefonfis, musikvideoer og alverdens andet. Over 60.000 mennesker har set Jonasernes klip, og responsen har været rigtig god.
– Vi har kun fået meget lidt kritik, de fleste synes, at det vi laver, er rigtig sjovt. Vores humor er rimelig sort, så mange forstår det ikke, men jeg synes alligevel, vi ligger ret bredt. De fleste forstår noget af det, og nogle forstår det hele, fortæller Jonas Nygaard.
Når man ser klippene, undrer man sig over, hvordan de dog har fundet på det, men Jonas og Jonas trækker det bare op af hatten:
– 80% af det, der ligger på YouTube, er improvisation. Vi har ikke rigtig nogen rød tråd. Det er nærmere en bunke uld, der ligger på gulvet. Vi har da prøvet at sætte os ned og lave et storyboard, men det bliver noget værre juks. For det meste går vi bare en tur, og så kommer det hen ad vejen, siger Jonas.
Historien om JN-productions begynder helt tilbage i 4. klasse, hvor Jonas og Jonas fandt ud af, at deres humor passede sammen:
– Vi legede, at vi lavede et tv-program, husker Jonas.
– Jonas Bock gik med sin taske på ryggen og legede, at den var et kamera, og jeg tog en skovl og brugte den som mikrofon. Så gik vi rundt sammen og interviewede vores venner og lærere om de mærkeligste ting.
Lige siden det har de to udviklet deres humor sammen, men først for et par år siden begyndte de at filme deres idéer.
– Da vi var 18-19 år, besluttede vi, at nu skulle det være. Vi tog til København og købte et kamera og begyndte at filme lige med det samme. Den første film, vi lagde ud på YouTube, blev meget hurtigt set over 2000 gange. Det virkede helt vildt dengang, mindes Jonas og fortsætter:
– Jeg kan huske, at vi begyndte at tælle, når vi var et sted med mange mennesker. Så kiggede vi på hinanden og sagde, at så mange mennesker havde set vores film. Nu er tallet steget til mere end 60.000, og vi er holdt op med at tælle, griner han.
Begge Jonaser er overbeviste om, at de har fået deres humor som en gave fra Gud. De er også sikre på, at Gud selv har humor:
– Selvfølgelig har Gud humor. Vi er skabt i hans billede, så når han har givet os humor, må han også selv have det, siger Jonas Nygaard.
Indtil videre findes JN-Productions arbejde kun på YouTube, men Jonas tror, at det bliver til mere.
– Det kunne være fedt, hvis DR en dag ringede og tilbød at lave noget med os. Lige meget hvad tror jeg vi kommer langt med vores satire, for jeg tror, det er Gud, der leder os, og at han har en plan med det, slutter Jonas Nygaard.
JN-Productions har indtil videre lavet 14 film på mellem et og ti minutter. Flere er på vej. Alle filmene kan ses på www.youtube.com.