Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårsvej 109, Tune
4000 Roskilde
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Jeg vil blive dybt ulykkelig

Kære Suh
Jeg og min mand har to børn, den ene (ældste) er adopteret og den anden er kommet på naturlig vis. For os som forældre er det indlysende, at vi elsker dem begge lige højt, men jeg tænker alligevel på, hvordan vi griber det bedst an, når de bliver så store, at de bliver bevidste om deres forskellige baggrund. Jeg vil være dybt ulykkelig, hvis vores ældste skulle komme til at føle sig ”udenfor” eller noget i den retning, eller at den yngste føler sig mindre ”ønsket”.
Hilsen A.

Kære A.
Det er rigtig fint, at du og din mand gør jer disse overvejelser, så I er forberedte til den dag, hvor jeres børn evt. vil begynde at spørge om de ting. Jeg tror dog ikke, der er grundt til at være så bekymret, for alene det, du skriver i dit brev, fortæller mig, at dit og din mands forhold til børnene hver især er helt i orden! Og det er dette forhold, som børn aflæser og mærker og tager udgangspunkt i. Hvis altså den grundlæggende kærlighed og omsorg er til stede, er det højst usandsynligt, at et barn vil stille spørgsmålstegn ved, om det er ønsket eller elsket – det kan det simpelthen mærke, at det er!
Skulle jeres børn alligevel spørge om noget i den retning, så fortæl dem blot stille og roligt, om deres forskellige ankomst til familien og om jeres tanker og følelser i den forbindelse. Vær ærlige omkring omstændighederne, og hvis der er emner, I gerne vil vente med at komme ind på, så sig hellere det i stedet for at lyve. Børn tager nemlig langt mere skade af at opdage, at den voksne lyver for dem, end af en måske lidt kompliceret sandhed, hjulpet på vej af en tålmodig voksen. Jeg kan nu ikke forestille mig, at der er grund til at forvente særlig meget dramatik i den forbindelse, for når det faktisk har været en fantastisk oplevelse begge dele, er det også det, som jeres beretninger vil afspejle. Jeres børn vil altså bare opleve, at de er særdeles betydningsfulde på hver deres unikke måde.
Samtidig kan I være opmærksomme på at sørge for at have jævnlig alene-tid med jeres børn, hvor I netop kan tilgodese evt. individuelle behov hos barnet. Det har alle børn godt af.
Hilsen Suh

Vil gerne lære hende at kende

Til Suh J.
Jeg er blevet en kristen for ikke så lang tid siden. Førhen levede jeg ikke sammen med Gud, og jeg gjorde mange fejl. Nu kommer jeg i en god kirke, og det er sådan, at der er en rigtig sød dame i kirken, som jeg gerne vil lære endnu bedre at kende. Men hvordan skal jeg gribe det an, jeg ved jo ikke rigtig meget om kristne damer, kun ikke-kristne damer.
N.N.

Kære N.N.
Hvor er det dejligt at høre, at du er blevet en kristen og at du glæder dig over at leve sammen med Gud nu! Jeg tror, du skal tænke på, at kvinder generelt har mange ting til fælles, uanset om de er kristne eller ej. De vil gerne behandles og mødes med venlighed, interesse og respekt. Hvis dette derfor er dit udgangspunkt i forhold til hende, kommer du nok ikke helt galt af sted. Prøv at finde nogle anledninger til at komme i snak med hende, gerne kirke-relaterede, nu da det er her, du har mødt hende. På den måde får du lejlighed til at lære hende lidt bedre at kende og også blive lidt klogere på, hvordan hun tænker og er, både som kvinde og som kristen kvinde.
De forskelle, der kan være på den kristne og den ikke-kristne kvinde kommer nok mest til udtryk, hvis jeres bekendtskab udvikler sig til at blive et tættere venskab, eller hvis I en dag bliver kærester. Her kan der måske godt være nogle markante forskelle på livssyn, værdier og moral i forhold til nogle af de andre kvinder, du tidligere har kendt. Her er det bedste nok at spille med åbne kort over for kvinden og spørge, hvordan hun har det med det ene og det andet, hvis du er i tvivl. På den måde opstår der ikke misforståelser. Det kan også være en god idé at få noget mere konkret oplæring i, hvad det vil sige at være en kristen, f.eks. i form af et Alpha-kursus (et kursus, hvor man helt konkret underviser i rigtig mange ting omkring det at være en kristen). Spørg evt. din præst eller de mennesker, du har haft kontakt med i forbindelse med, at du er blevet en kristen, om flere informationer.
Held og lykke med det.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårsvej 109,
Tune, 4000 Roskilde, eller
mail til: Suh@Udfordringen.dk