Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Jeg har svært ved at være alene

Hej Suh
Jeg er en ellers velfungerende fyr, single, som har det problem, at jeg har lidt svært ved at være alene. Jeg vil meget hellere hele tiden have mennesker omkring mig eller foretage mig et eller andet. Når jeg er alene for længe ad gangen, bliver jeg ligesom lidt rastløs og i dårligt humør. Det er et problem, for man kan jo ikke hele tiden være sammen med andre, og det påvirker særligt mit andagtsliv. Hvad kan det skyldes og hvad kan jeg gøre for at ændre det?
Hilsen T.

Kære T.
Når det er svært for dig at være alene, er det mest sandsynlige nok, at du i din alenehed bliver konfronteret med nogle ting og følelser, som er svære for dig at tackle. Det kan f.eks. være, at du oplever dig meget ensom, når du er alene, og måske får nogle triste tanker i den forbindelse? Det kan også være, at der er andre svære, måske smertefulde oplevelser eller følelser, som trykker inde i dig, og som du kommer i kontakt med, netop når du er alene, eller når du er stille sammen med Gud? Måske er samværet med Gud og din søgen efter nærhed med ham netop en udløsende faktor, fordi Gud prøver at vise dig, at der er nogle ting, du har brug for at få bearbejdet? Måske Gud ønsker, at du skal sættes fri af noget?
Det er svært at føle og at være i de svære følelser, og det er derfor ikke så mærkeligt, at du – og mange andre – har mere lyst til at flygte fra dem ved at omgive sig med godt selskab eller kaste sig ud i mange adspredende aktiviteter. På den måde får man noget andet at tænke på, og de andre tanker/følelser bliver skubbet ned igen.
Det kan være godt nok at gøre i et stykke tid, så man lige får en pause fra det svære, men hvis det bliver en konstant overspringshandling, vil det i sidste ende give både fysisk og psykisk stress og måske det, der er værre.
For at ændre dette mønster bliver du nødt til at tage tyren ved hornene og konfrontere det i dig, der evt. gør ondt. Bed Gud om at give dig styrke og mod til det, og prøv så at blive i de følelser, der dukker op, når du er alene, eller når du holder andagt næste gang. Mærk, at du bliver rastløs og i dårligt humør og forfølg de følelser, der dukker op hen ad vejen. Giv dig selv lov til at give dem udtryk. Græd, suk, ras. Sæt evt. et begrænset tidsrum af til det, så det ikke bliver for overvældende for dig i begyndelsen.
Hvis der dukker meget voldsomme følelser eller minder op, kan det være en god idé at få professionel hjælp til at få det bearbejdet. Omvendt kan det være, at det måske ikke er så voldsomt, som du måske ubevidst frygter.
Hilsen Suh

Jeg mister besindelsen
over for mine børn

Kære Suh
Jeg er ked af, at jeg så ofte mister besindelsen over for mine børn. Det sker typisk, når jeg er stresset, eller vi skal nå et eller andet, og de så bare ikke vil samarbejde. Nogle gange kommer jeg til at råbe dem ind i hovedet eller tage dem alt for hårdt i armen. Så kan jeg se, at de bliver bange, og så skammer jeg mig sådan. Jeg synes, det er meget forfærdeligt, at jeg kan reagere sådan, og vil meget gerne have et råd til, hvordan jeg undgår det fremover.
H, 34

Kære H, 34
Hvor er det godt, at du er opmærksom på det og ønsker at handle anderledes!
Prøv at være opmærksom på, i hvilke situationer det oftest sker, og hvad der er fællesnævneren. Find ud af, hvad det er, der trigger dig allermest. Fuldfør sætningen: ”jeg bliver simpelthen så rasende, fordi…”. Tænk over, hvad du, ud fra denne viden, kan gøre anderledes for at undgå den pågældende situation. Tag ansvar for aktivt at ændre betingelserne for situationen, så I alle får andre rammer at handle ud fra. Tænk også over, hvad du kan gøre anderledes næste gang, situationen opstår. Når vi ønsker at ændre adfærd, må vi nemlig have alternative handlemåder at ty til, ellers er det næsten umuligt. Her er bl.a. nogle eksempler til inspiration:
I stedet for at råbe ad dem, så giv dem en ”tænke-pause” (time-out) på deres værelse, hvor I begge lige kan tænke lidt over situationen. Så får du lejlighed til at køle ned og overveje, hvordan du vil reagere.
Gå ud i bryggerset, badeværelset, haven eller lign. og afreager: råb AAAARRRRGH (eller hvad du nu har lyst til), og få din irritation ud dér.
Giv dine følelser ord i stedet for volumen, og prøv at fortælle dine børn, hvad deres handlinger gør ved dig: at du bliver sur/skuffet/vred. Måske forstår de ikke det hele, men du får selv luft for din frustration gennem ordene og har derfor mindre brug for at reagere aggressivt.
Og vigtigst af alt: husk, at selv en rigtig god mor begår fejl – og at det ikke ødelægger et barn, så længe mor ikke er for stolt til at sige undskyld og ændre adfærd!
Hilsen Suh

Klumme

Nye muligheder for psykologhjælp

Fra 1. april 2008 omfatter sygesikrings-overenskomsten også behandling af klienter mellem 18 og 37 år med let til moderat depression.
Der har været henvendelse vedr. flere oplysninger om den nye mulighed for lægehenvisning til psykolog i forbindelse med let til moderat depressive mellem 18 og 37 år.
Det skal bemærkes, at 6/12 måneders grænsen ikke gælder denne klientkategori, hvorfor den praktiserende læge kan henvise, selvom diagnosetidspunktet måtte ligge længere end 12 måneder tilbage.
For denne klientkategori (og kun denne) er der mulighed for genhenvisning efter de første 12 konsultationer.
Det er klientens egen læge, som tager stilling til, hvorvidt der skal ske genhenvisning til et nyt behandlingsforløb på max. 12 konsultationer. Genhenvisning kan kun ske én gang, hvorfor det maksimale antal konsultationer pr. patient er 2 x 12. Bemærk, at første konsultation efter genhenvisning takseres som en ny 1. konsultation.
Aldersgrænsen på 37 år må ikke være overskredet mellem tidspunktet for udstedelse af henvisningen og 1. konsultation; klienten må således ikke være fyldt 38 år forud for 1. konsultation. Derimod har det ingen betydning, at aldersgrænsen overskrides i løbet af behandlingsforløbet, heller ikke i forhold til eventuel genhenvisning, hvorfor også 38-årige kan genhenvises.
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på
46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk