De jagter succes med kristen integritet
Hvad gør man med sin drøm, når andre vender tommelfingeren nedad?
Münich fortæller her om tro, håb og rocknroll!Det århusianske rockband Münich består af kristne, som netop har haft lynsucces på Island, hvor de lå nummer ét på rock-hitlisten i en hel måned.De har turneret de islandske spillesteder, fået en distributionsaftale med et stort islandsk pladeselskab og heftig rotation på øens største radiostation. Men herhjemme er historien en ganske anden.
– Da vi blev færdige med med vores debutplade tilbage i 2006, skulle den shoppes til danske pladeselskaber som f.eks. Playground. Men selvom mange kunne lide, hvad de hørte, var den generelle respons, at musikken var for snæver, fortæller forsanger og sangskriver Mikael Kærsgaard.
Bandet fik dog ingen tilbud om udgivelse i første omgang. Men i dag er Münich ovenpå igen, klar til at indtage de danske rockpublikummer med albummet Those Who Dare (De som tør).
I 2002 mødtes Mikael, Simon og Jens på den kristne Sydvestjyllands Efterskole. De spillede musik og ville gerne starte et orkester. Bandet havde ikke noget navn dengang, men ligesom alle, der har gået på efterskole, kunne de mærke den sitrende energi omkring musikrummet.
Der er langt fra teenageres kåde musikbesættelse til udgivelsen af af en plade og en ægte, fuldblods rockkoncert. Men i modsætning til de fleste af denne slags historier, holdt bandet sammen, også efter skolen var slut.
– Vi skrev numre og lærte hinanden at kende, og to år efter indspillede vi vores første demo. Her havde vi for første gang Simons kone, Karin Nielsen, med på sang, og hun blev en fast del af Münich, fortæller Mikael Kærsgaard.
Senere kom endnu et bandmedlem til, nemlig Jonas Rasmussen på keyboard og laptop, og sammen danner de Münichs nuværende besætning.
– Der gik endnu to år med sangskrivning og øvere, og vi fandt mere og mere ind til en sound, der var vores egen. Vi var meget inspirerede af post-rocken med meget lange numre fulde af støj og konstante udviklinger, forklarer Mikael Kærsgaard.
Alle medlemmer i bandet er kristne. De har et personligt forhold til Gud og er alle medlem af en kirke. Münich betegner sig ikke som et kristent band men et rockband, hvor medlemmerne tilfældigvis er kristne.
– Vi ser ikke os selv som et missionerende band, som skal ud og redde verden. Men det kristne kommer til udtryk i det vi laver, da det føles meget naturligt for os, forklarer Simon Nielsen.
Han og de andre medlemmer vidste fra starten, at der ville være fokus på deres tro. Specielt nu, hvor fanskaren og populariteten er vokset. Men der ses ikke mange direkte kristne referencer i Münichs tekster og måske alligevel.
– For lever man et kristent liv, vil ens værdier og holdninger komme til udtryk i den kunst, man laver. Også selvom teksterne ikke direkte siger omvend dig til Jesus eller noget lignende, smiler Mikael Kærsgaard.
Det er ham, der skriver teksterne til musikken, og han lægger ikke skjul på, hvor inspirationen kommer fra.
– Teksterne handler om vores liv og det, vi står i. Både om tro, om kærlighed og svære situationer en slags observationer i hverdagen, forklarer han.
I 2006 tog bandet til Odense for at indspille deres sange og lave et album. Det foregik i studiet Lydkraft med Johannes Dybkjær Andersson, bl.a. kendt som tekniker og producer for Lampshade og As In Rebekkamaria.
– På pladen er vi gået lidt mere poppens vej, hvor sangene er knap så lange og søgende, og arrangementerne er blevet mere tilgængelige og stramme, siger Simon Nielsen.
Indspilningerne til debutpladen var selvfinancierede, og bandet havde fra starten planer om at søge en pladeselskabs- eller distributionsaftale, efter at albummet var blevet færdigt. I branchen kaldes det at shoppe sin plade.
I 2007 fik de så kontakt til det kristne pladeselskab Warfare Records.
– Vi signede med dem og fik job på den anerkendte SPOT-festival samme år. Det var en fantastisk oplevelse af få medvind igen, fortæller Simon Nielsen.
Singlen Young Guns fra albummet fik nu også opmærksomhed og landede på Danmarks Radios P3 som Ugens Uundgåelige i sommeren 2007.
Herfra går udviklingen lige pludselig hurtigt. På SPOT møder Münich en radiovært fra den islandske station X-977. Han forelsker sig i bandets lyd og bliver begejstret for singlen Young Guns.
– Og pludselig skrev han en mail og sagde at, at vi nu lå nummer ét på den islandske rock-chart! Og der blev vi liggende i ca. en måned, husker Simon Nielsen.
Münich begynder selv at netværke en del gennem onlinefællesskabet MySpace, hvor de begynder at booke nogle spillejobs på Island. Det bliver dog hurtigt overtaget af direktøren for X-977, som nu vil arrangere en hel turné for bandet.
– Det var helt vildt at komme derop! Vi havde selvfølelig sat vores forventninger i bero; selvom vi havde en fornemmelse af, at det var stort deroppe, så turde vi ikke håbe på for meget. Men det var større og vildere, end vi havde forestillet os, siger Mikael Kærsgaard.
Ud over spillejobs får bandet en række kontakter på turen, bl.a. til det store pladeselskab Smekkleysa, som huser kendte navne som Björk og Sigùr Rós. Selskabet tilbyder bandet en distributionsaftale og vil udgive Those Who Dare på Island i løbet af 2008.