Din åndelige aftenafslutning gi’r bedre søvn

Sammen med Gud ser du tilbage på dagen. Det giver fred i sindet, en positiv indstilling – og et nærmere forhold til Gud.Som kristen gennem mange år var jeg efterhånden begyndt at føle en voksende længsel efter også i hverdagen at være nærmere knyttet til Jesus. Hvordan kunne jeg trække Jesus tættere ind i mit i øvrigt helt normale liv?
Hvordan kunne jeg indøve større fortrolighed og leve i bevidst forbindelse med ham?
Jeg er blevet inspireret af forfattere som John Ortberg, Dallas Willard, Jean Pierre de Caussade og Henri Nouwen. Jeg har i de senere år konstateret den styrke, der ligger i åndelige øvelser. Og jeg har i den forbindelse især mærket, hvor vigtigt det er med en fast rytme i sit åndelige liv.
Min sjæl har brug for regelmæssighed og gentagelse. Og der er ikke noget, der former min sjæl så meget som en sund rytme. Det er frem for alt mine vaner, som enten åbner mig for Guds nærhed – eller lukker mig.

Fx har jeg nu fået en ny vane med åndelig aften-afslutning.
Jeg stødte første gang på denne åndelige øvelse i John Ortbergs materiale ”Eventyr-hverdag – en helt normal dag med Jesus” (endnu ikke oversat til dansk).
Ortberg beskriver her den århundredgamle disciplin med at se tilbage på dagen, som er gået. Man stopper op ved dagens afslutning og lader den endnu engang passere revy – billede for billede, scene for scene.
Sammen med Gud ser man tilbage på dagen – og forsøger at finde ham i den.
Da jeg i sin tid læste om denne øvelse, syntes jeg, det var en god idé – og glemte så igen alt om den. Det forekom mig på en eller anden måde lidt komisk at sætte sig til rette om aftenen og endnu engang se tilbage på dagen. Dengang blev aftenen som oftest afsluttet med et stille ”klik” på fjernbetjeningen. Og det syntes jeg faktisk også var okay.
Men for to år siden dukkede tanken pludselig op igen.
En af foredragsholderne på en konference i Skotland fortalte i begejstrede vendinger om sit aftenritual. Han satte sig hver aften i en særlig stol, som han ellers ikke sad i, tændte et lys og faldt i samme øjeblik til ro. Med blikket rettet på den forløbne dag stillede han to spørgsmål:
1. Hvad er jeg taknemmelig for?
2. Hvad vil jeg lægge fra mig?

Det ville jeg prøve! Enkelheden og at det var så let fascinerede mig. Altså anskaffede jeg mig et lys, udvalgte mig en særlig plads og sørgede for også at have en lille notesbog ved hånden. Jeg kan nemlig bedre tænke, når jeg skriver…
Første aften skrev jeg datoen øverst på siden – og så det første spørgsmål: Hvad er jeg taknemmelig for?
For ikke at falde for fristelsen til at skrive hele romaner tegnede jeg tre streger; tre tanker måtte være nok. Og derpå skrev jeg ned, hvad der faldt mig ind.
Det samme gjorde jeg med det andet spørgsmål: Hvad vil jeg lægge fra mig? Igen tre streger og et par stikord fra den dag.
Det har jeg nu gjort næsten hver aften i to år. Og jeg forbavses stadig over, hvilken kraft denne lille øvelse har.

Jeg oplever hver aften ting, som jeg kan takke Gud for! Mange dage er de tre streger hurtigt fyldt ud. Andre gange må jeg tænke i længere tid. Men ofte støder jeg – selv på svære dage – på noget, som jeg af hele mit hjerte kan være taknemmelig for. Ofte er det børnenes glade latter, der falder mig ind; den rører mig dybt. Ofte kan jeg se min kones kærlige blik for mig, eller jeg bliver bevidst om, hvor glad jeg er for vores hjem.
Andre gange er det den gode følelse af omsider at være færdig med et stykke arbejde. Jeg må konstatere, at selv stressede, hidsige dage i tilbageblik kan rumme små, skjulte perler. Ting, som jeg ville have overset, hvis jeg ikke havde holdt ”udkig” efter dem om aftenen!
Hvad er jeg taknemmelig for? Ofte er det dette spørgsmål, som hiver mig væk fra at kredse om mig selv og mit eget forgodtbefindende.
Det presserende mister ikke sin betydning, men det er ikke mere det altafgørende. Ethvert menneske er selv herre over, om han livet igennem vil være på den taknemmelige side eller den bitre side. Det er et spørgsmål om, hvad vi øver os i. Når Paulus opfordrer os til at sige tak ”under alle forhold”, så formoder jeg, at han mener: At søge efter det, jeg kan være taknemmelig for. For den regelmæssige tak forandrer mig.

Her drejer det sig om ting, som har påvirket mig negativt denne dag. Hvor har jeg svigtet? Hvem har jeg gjort uret?
Men også: Hvilke bekymringer bærer jeg rundt på? Hvad vil jeg gerne blive af med, inden jeg går ind i natten?
Aften efter aften giver jeg slip på mine bekymringer og min angst for det, fremtiden bringer. Jeg lægger mine svigt fra mig, forsøger at sætte navn på min forkerte optræden – og har tillid til, at Jesus har tilgivet mig.
I begyndelsen var det komisk hver aften at skrive om de samme bekymringer og den samme angst. Og derved konstatere: Jeg havde ganske vist lagt den fra mig om aftenen, men straks næste morgen igen sat kløerne i den.
At give slip har noget at gøre med øvelse – med gentagelse, med træning. Og i tidens løb er der virkelig noget, der har ændret sig. Meget mistede sin dominerende kraft. Jeg tog mindre ballast med ind i natten – i mange krævende situationer har jeg sovet forbavsende godt.
Mit aftenritual afsluttes med en fast formuleret bøn. Den stammer fra Jörg Zink, og jeg har fundet så meget af mig selv i den, at jeg forsøger at bede den så bevidst som muligt.

Hvor ofte har jeg ikke om aftenen været på jagt efter adspredelse. Har zappet gennem alle tv-programmerne ud fra den overbevisning, at det, jeg manglede, var en smule adspredelse. Men der skete lige præcis det modsatte. Min aftenafslutning hjælper mig nu til at samle mig ved dagens ende i Guds nærvær.
Det er en bevidst tid med Gud. Det strukturerer min dag. Min dagbog markerer begyndelsen – mit aftenritual afslutningen. Samtalen med Gud danner den afsluttende parentes omkring min dag.
Og det betyder: At være ham en lille smule nærmere for hver dag, der går.

Jörg Ahlbrecht er gift og bor med sin familie i Weimar ved Marburg. Han er præst og foredragsholder for
Willow Creek Deutschland.
Artiklen er fra
tidsskriftet AUFATMEN.