JESUS is NUMBER ONE

Historien om Jesus
– sådan som Johannes har skrevet den*
Kapitel 3 1/2:Jesus & Co. forlod Jerusalem by, men blev i området. Og som de gik rundt der, flokkedes folk omkring dem for at høre Jesus, og rigtig mange blev døbt (for ligesom at vise, at de ville følge Jesus fra nu af).

Tegning af Benjamin Runge

Om ikke særlig længe ville Johannes blive smidt i fængsel, men det var ikke sket endnu, så der var også stadig mange, som kom til Johannes for at blive døbt. Han hang ud et sted cirka 70 km længere oppe i landet, hvor der var masser af vand, et sted, der hedder Ænon, som ligger nær landsbyen Salem.
Mens både Jesus’ lærlinge og Johannes gik og døbte dem, som gerne ville slutte sig til dem, kom nogle af Johannes’ fans op at skændes med en af de jødiske ledere om, HVEM, der egentlig havde RET til at døbe…
Og Johannes’ bekymrede lærlinge kom hen til ham og sagde:
– Mester!! Den fyr, som du hele tiden snakker om… Ham, der kom hen til dig, da du stod ved Jordan-floden og døbte, ik’? Nu døber han altså også! Og alle flokkes omkring ham, mand!
Johannes svarede:
– Hey… Rooolig nu, venner. Det er Gud, der styrer det her. Jeg har allerede fortalt jer, at jeg IKKE er Redningsmanden, men bare er blevet sendt i forvejen for at gøre reklame for ham. Jeg er mega-GLAD for det, der sker nu. Gutter, se på det sådan her: Til et bryllup er bruden og brudgommen hovedpersonerne. Men brudgommens ven bliver jo også vildt glad, selvom han ikke spiller en hovedrolle. Jeg er ligesom brudgommens ven i det her tilfælde: Jesus’ betydning vil blive større og STØRRE, og min vil blive mindre og mindre. Men det er er bare super! Juhuu!

Forfatteren forklarer

Kære læser, lad mig forklare lidt mere om, hvem Jesus er:
For det første: Han er kommet fra Himlen, og han er NUMBER ONE.
For det andet: Dem, der er født her på Jorden, er ganske almindelige mennesker. De tænker og taler som alle andre mennesker. Men Jesus er kommet fra Himlen og ved mere end ALLE ANDRE. Så Jesus snakker om det, han har SET og HØRT hos Gud i Himlen, og ALLIGEVEL er der næsten ingen, der tror på ham! …Men dem, der tror på ham, kan skrive under på, at Gud ikke lyver.
Altså: Ham, som Gud har sendt os, taler ligesom Gud, fordi Gud har givet ham super meget af sin kraft, sin Helligånd.
Og ved du hvad? Gud, som er Far, elsker sin søn og har givet ham ALT. Og alle, der tror på sønnen, har EVIGT LIV. … Men dem, der ikke tror på sønnen, får ikke det liv. I stedet bliver Guds straf ved med at hænge over dem.

* Da Jesus gik rundt i Israel for 2000 år siden, gik Johannes sammen med ham. Så det her er skrevet af en fyr, der kendte Jesus gennem ca. 3 år. De var bedste venner. Johannes er en af 4, der har skrevet historien om Jesus. De andre 3 er Matthæus, Markus og Lukas.
Derfor hedder bogen ”Historien om Jesus, sådan som Johannes har skrevet den”.

FORTSÆTTES…