Robert S. Andersen:
Social retfærdighed og ren og ægte gudsdyrkelse

Flygtninge, fattigdom og undertrykkelse fylder normalt ikke så meget i evangelikale kirkeblade som bøn, omvendelse og bibellæsning. Man skulle næsten tro, at de to ting ikke har noget med hinanden at gøre.

Robert Strandgaard Andersen er cand. theola. fra Menighedsfakultetet i Århus, tidligere frimenighedspræst i Silkeborg og i dag teologisk lærer på TEKU i Mbeya, Tanzania
udsendt af BDM.

Dog vil selv en overfladisk læsning af Bibelen vise, at de to ting hører sammen. Jakobs brev siger: ”En ren og ægte gudsdyrkelse er for Gud, vor Fader, at tage sig af faderløse og enker i deres nød og bevare sig selv uplettet af verden.” Havde vi kun haft det vers, var der ingen tvivl. Troende, og i særdeleshed rige troende, har et ansvar for de fattige, som deres tro ikke kan løses fra. Hvis de rige udnytter de fattige, fx unddrager dem deres rette løn, så ligefrem ”skriger” denne synd til himlen. Uanset om man ellers bevarer sig uplettet af verden. I 5. Mosebog har Gud givet et grundlag for anstændig social opførsel. Noget som bestemt er relevant også i dag.

Vi er forvænte med to ugentlige fridage, så vi kan glemme, at det andre steder i verden ville være en luksus med bare en fridag om ugen. Her er 5. Mosebog
med på noderne. Det tredje bud sikrer nemlig, at alle har fri på en og samme dag. Det gælder israelitterne, de fremmede, slaverne og dyrene. Ingen skal tvinges til at lave noget uden hvil. Nogle kristne på Herning-egnen gik i 1800-tallet under navnet ”dømmerne”, fordi de meget frimodigt dømte andre til helvede.
Og når andre nu alligevel gik til helvede, kunne de passende tage sig af de uplettede kristnes malkekøer om søndagen. Men det viser, at ”dømmerne” selv var under dom. Alle har brug for at hvile sammen. Lukkeloven i Danmark har været med til at sikre dette, så selv svage på samfundets bund (nutidens slaver?) har kunnet hvile sammen med deres børn. En ganske social lov, der står for fald, uden at de evangelikale kristne slår på tromme for en ugentlig fridag for alle.

I dag har vi en lovgivning, der gør, at ingen falder helt igennem. Nogle kalder det socialisme, men bibelsk talt er der bare tale om at tage 5. Mosebog alvorligt og få det organiseret godt. Moses befaler israelitterne, at de faderløses retsstatus skal sikres. De skal have del af tienden, skal mættes ved valfartsfesterne, have lov til at sanke på markerne og i plantagerne. Faderløse har de færreste noget imod at hjælpe. Men sammen med dem nævnes for det meste både enkerne og de fremmede.
For Gud er det vigtigt, at Moses får kommunikeret, at når nu der kun er én Gud og ét folk, så skal ingen holdes uden for velsignelserne i det ene land, som Herren vil give dem. Faktisk siger han: ”Men der skal ikke være fattige hos dig, for Herren vil velsigne dig i det land … hvis blot du adlyder Herren din Gud og omhyggeligt gør alt det, jeg i dag befaler dig.” En stor del af hele kap. 15 handler om gæld og fattigdom. Selv de, der går konkurs og må sælge sig selv, skal efter syv år have deres frihed igen.
Ingen permanente gældsslaver! Men Gud er ikke naiv, så samme sted siger han: ”Der vil altid være fattige i landet; derfor giver jeg dig den befaling: Luk din hånd op for din landsmand, for alle trængende og fattige hos dig i dit land.” Verden er ikke utopisk god, men de, som kender Herren, ja de kan i hvert fald gøre deres for, at alle har det så godt som muligt. I en tid, hvor ingen fagforeninger havde kæmpet for de lavtuddannede, sagde Herren: ”Du må ikke unddrage den trængende og fattige daglejer hans løn…”. Gud er socialt indstillet.

Gadedreng får mad i Mbeya, Tanzania.

Læser man videre fremad i GT, kan man se, at det på ingen måde fungerede efter hensigten. Så Gud sendte profeter, der ud over at anklage folket for at være afgudsdyrkere rev overklassen nogle alvorlige anklager i næsen. I det nordlige Israel kom Amos.
Med voldsom iver kalder han overklassens kvinder i Samaria for kvæg, der er rede til slagtning, fordi de udnytter de fattige. Der er anklager til dommere og ledere, som er korrupte, til rige, som tager fattiges eneste kappe i pant, til asociale rige mænd, der har bygget overdådige huse og sommerhuse og holder kulturelle arrangementer med vinsmagning og musik, men glemmer de fattige. Alt det sker, mens de dyrker Herren efter forskrifterne. Men Gud hader deres gudstjenester, fordi de er så uretfærdige over for de svage. Han var gladere, hvis de ville lade ret strømme som vand, retfærdighed som en stadig rindende bæk. Det samme kan vi finde hos Esajas og Mika, der levede omtrent samtidig med Amos. Den var gal både i Samaria og Jerusalem.
Også Jeremias måtte senere minde om, at en af grundene til den babylonske belejring af Jerusalem var brud på de sociale love. I kap. 34 kæmper han en kamp for at få frigivet hebræiske slaver i Jerusalem, men selv efter at alle havde indvilliget i det, tog de hurtigt slaverne tilbage. I kap. 17 slås han mod ligegyldighed over for hviledagen. Efter 70 år som flygtninge i Babylon og en mirakuløs returbillet skulle man så tro, at de havde lært lektien. Men i Nehemis 5 kan vi se, at fattige igen må pantsætte alt til de rige pga. hungersnød. Det ender i en gældseftergivelse til de fattige. Opdager man, at noget er galt, må man gøre noget ved det. Kun da vil det vise sig, om ens fromhed er mere end påtaget dovenskab over for virkelige menneskers virkelige problemer.

I en tid, hvor kristne og andre medborgere skifter køkkener, badeværelser og biler ud, kunne det være på sin plads, om den del af kirken, der tager troen alvorligt, også tog de sociale udfordringer alvorligt. Underdanmark er ikke et ord, der så ofte går igen i prædikener. Måske fordi mange kristne er en del af det Danmark, der kører godt.
Men der er mennesker i Danmark, som har brug for, at kirken som kirke rejser sig og taler deres sag. Profeterne talte magthaverne imod med uforfærdet mod. Men tør de kristne gøre det samme i dag? Hvem taler på vegne af nutidens enlige forsørgere (sociale enker…) og deres børn, som får tøj fra genbrugen og måske en julepakke fra Frelsens Hær? Hvilke kristne råber op, når en halv familie udvises af Danmark, eller når børn spærres inde på et asylcenter i otte år? Da Frelsens Hær vandt frem, hang vækkelse og socialt ansvar sammen.
Man spærrede store vejkryds ved at lægge sig ned, spille trompeter og synge for på den måde at gøre opmærksom på de fattiges behov. Mange – ikke alle – på den kirkelige højrefløj synes at have overladt initiativet til kamp for de svage til kirkens venstrefløj: lade KFUK tage sig af de prostituerede, Kirkens Korshær de hjemløse og Folkekirkens Nødhjælp de fremmede. Og når ex-bisp Lindhardt taler for bevarelse af lukkeloven, kalder man ham en moralist, selvom han kæmper for de svages ret til hvile på samme dag som deres børn.
Alt for mange koncentrerer sig om uplettet af verden at bede, synge og blive fornyet i deres indre menneske. Men måske ender vi med at være lige så plettede som de israelitter, der blev ført i fangenskab. Mens vi beder, vokser behovene omkring ørerne på os. Når Dansk Folkeparti tordner mod de fremmede, hvor er så Guds folk til at tale dem imod?
Jakob revsede de første kristne, måske revser han også os. Er der en fattig, en forældreløs eller en fremmed i nabolaget, er det et godt sted at starte. Derudover kunne nogle af dem, der kalder sig profeter, løfte røsten mod mere og andet end dårlige rygge og hovedpiner, og tale social uretfærdighed og racisme imod. De, der kæmper for god moral, kunne løfte røsten på vegne af dem, der ikke selv kan løfte den. Måske kunne vi evangelikale da nærme os en ren og ægte gudsdyrkelse. Hvem ved?