10 år med aids-ramte
Det er nu 10 år siden, Inger Lise og Mogens Koch Pedersen startede et arbejde for aids-ramte i Thailand.
Gennem organisationen AIDS Care støtter de 62 børns skolegang og hjælper deres familier. Over 100 mennesker får gavn af hjælpen ud fra AIDS Care Centret i Chiang Mai ved Mekongfloden i Thailand. Der er et udbygget samarbejde med det lokale sygehus, så centret kan trække på lægehjælp og få hjælp til hurtig udrykning.
AIDS Care arbejder to steder i det nordlige Thailand. I et landsbyområde syd for Chiang Mai, hvor 48 aids-ramte børn får hjælp, og hvor AIDS Care hver lørdag samler børnene til bibelundervisning, sang, leg og engelskundervisning.
I Mae Hong Son, tæt ved den burmesiske grænse, arbejder AIDS Care sammen med en lokal kirke og støtter 14 aids-ramte børn. Desforuden arrangerer AIDS Care lejre, hvor der undervises i Bibelen, om aids og beskyttelse mod aids m.m.
Inger Lise og Mogens Koch Pedersen har været missionærer i Thailand siden 1994. I perioden 1994-1998 var de udsendt af Det Danske Missionsforbunds fællesarbejde til en tjeneste på mediecentret Voice of Peace (Fredens Stemme).
Siden 1998 har de arbejdet med aids-ramte. Først via et børnehjem for småbørn med aids og siden 2000 med AIDS Care projektet. I 2003 vendte Inger Lise og Mogens Koch Pedersen hjem til Danmark og arbejder nu i deres fritid med AIDS Care projektet, som er et missionsprojekt fra Missionsforbundets menighed i Brovst.
Og der er stadig hårdt brug for aids-hjælp i Thailand og hele verden.
I Thailand er én ud af 100 voksne smittet med HIV. Det bliver til et betydeligt antal i lyset af, at landet har 65 mio. indbyggere.
Der er 33,2 mio. hiv-smittede i verden i dag, og antallet vokser. Der er kun 7,5 sekunder mellem hver ny hiv-smittet. Og mange af dem er unge under 22 år. Fire børn og unge når at blive smittet på ét minut. Hver dag bliver 1.150 børn smittet. Og smitten er dødelig uden behandling. I dag registreres 7.950 dødsfald om dagen på grund af aids.
Der er over 14 mio. børn i verden, som har mistet én eller begge forældre på grund af aids – og to tredjedele af disse børn er raske. Dette tal forventes at stige til 25 millioner i år 2010. Derfor fokuserer Inger Lise og Mogens Koch Pedersen på disse børn. Deres fremtid skal sikres via en grundlæggende skolegang, så de kan klare sig selv senere i livet.
– AIDS Care ser det også som altafgørende, at de får et bibelsk funderet syn på sexualliv – afholdenhed og troskab mod én partner – så den uhyggelige udvikling af aids kan stoppes, siger Mogens Koch Pedersen.
Hvis navnene Inger Lise og Mogens Koch Pedersen synes bekendt af nogen, så var det Inger Lise og Mogens, som i 1978-83 havde det kristne musikfirma Nye Toner.
Svend Løbner