Venstre sidebanner eksempel

Kristendommens demokratiske værdier

Samfundstankerne i det gamle Israel kom via verdens mest læste bog Bibelen til at gennemsyre den vestlige kultur helt op til nyere tid. Disse demokratiske rødder i Gammel Testamente fortjener at bringes i spil i den værdipolitiske debat.

Nicolai Winther-Nielsen

I marts 2008 offentliggjorde Undervisningsministeriet en demokratikanon.
Den inddrog også kristendommens rolle, men desværre uden at præsentere de bibelske værdier, som kom til at præge samfundsmodellen for det gamle Israel og bestemt også er relevant for den moderne stat.
Den nye demokratikanon begynder med de demokratiske tiltag i Athen og fortsætter med Ny Testamente på andenpladsen.
I den religionsforskrækkede politiske debat skabte det naturligt nok en del debat, at Bibelen sådan blev trukket med ind i den demokratiske samfundsdebat. Men en ting er at ville skille både Bibel og Koran fra politik, et helt andet spørgsmål er udvalgets bibelbrug.
Vores demokratikanon overså helt de endnu dybere rødder i den første del af Bibelen, som har formet kristendommens politiske værdier meget mere fundamentalt.
I disse års intense værdipolitiske brydninger er det relevant at se på denne jødisk-kristne kim til folkelig lighed og medbestemmelse og trække på den i en åben dialog med andre religioner og traditioner.

Næstekærlighed

Udvalget bag vores demokratikanon havde taget udgangspunkt i en særlig læsning af Galaterbrevet i Ny Testamente. Logikken i tankerækken er vist, at Paulus afviser religiøse love, derfor skal ingen efterleve love, derfor har alle samme status, ergo bidrager kristendommen til demokratiet. Desuden koges hele kristendommen ind til et ukonkret og luftigt krav om at elske sin næste.
Kristendommen havde dog næppe fået så stor betydning for demokratiet, hvis den kun kunne byde med en leveregel om næstekærlighed. Det er også forståeligt, at tidligere overrabiner Bent Melchior i den efterfølgende debat ankede over, at de kristnes bibellæsning tog patent på demokratiet. Desuden, holder det mon i byretten, at Paulus’ opgør med at bruge loven som frelsesvej på et personligt plan også er et politisk argument i samfundsdebatten?

Kulturbrydende ny bevægelse

Kristendommens største demokratiske betydning er derfor sjovt nok, at Ny Testamente skildrer en helt ny bevægelse, som ikke satsede på at omstyrte samfundet eller befri det fra den romerske besættelsesmagt og heller ikke tilsluttede sig et bestemt politisk parti i datiden.
Det er også her, at demokratiets bibelske rødder kommer frem til overfladen. Kristendommen var fra fødslen af en overpolitisk og kulturbrydende bevægelse, der videreførte den profetiske røst fra Gammel Testamente i inkarnationen af Jesus Kristus. Han skabte et helt nyt religiøst fællesskab af mennesker, der kom til at gennemsyre politikken og magten indefra! Kravet om ethvert menneskes ændring gennem Jesu grænsesprængende kærlighedsgerning og Guds forpligtende bud skulle komme til at inspirere til en demokratisk udvikling op igennem historien.

Hvad er demokrati?

Disse rødder er demokratiske i en bred forstand af ordet. På internettet er nogen af de gængse definitioner af demokrati, at det er ”en livsform, der bygger på respekten for det enkelte menneske” og ”en styreform, der tilsikrer alle den størst mulige lighed og den enkelte den størst mulige frihed.” Sådanne brede praksisbestemte tolkninger er vi vant til også i dag. Vort eget folkestyre fra 1849 udviklede sig med tiden til et repræsentativt folkestyre med valgret for kvinder og en god demokratisk proces. Men samtidig lever vi også med mere enevældige demokratiformer. Eksempelvis har mindretal i folkekirken ingen repræsentativt valgte, og de er altid afhængige af flertallets goodwill lokalt og nationalt. Deres vilkår bestemmes af den oplyste biskops demokratiske sindelag og hendes rettidige omsorg for lokale kirkelige mindretal. Nødbremsen er, at det repræsentative demokrati i folketinget sørger for en tålelig behandling af mindretallene.

Første skelnen mellem religion og politik

I denne bredere forståelse af demokrati findes de demokratiske rødder i Gammel Testamente, hvor vi ser historiens første forsøg på at skelne mellem religion og politik og at skille religion fra politik. Moseloven og de øvrige bøger i Gammel Testamente præsenterer os for en fuldt udfoldet samfundsmodel, som udtrykker de centrale jødisk-kristne værdier. Denne tidlige tradition fører os langt bag om det athenske demokrati, der udviklede nogle afstemningsregler for de mandlige bedsteborgere.

Ligestilling og
omsorg for de svage

Den tidlige inspiration kommer fra lovgivningen på Sinaj Bjerg, hvor et helt folk ligestilles som et ”kongerige af præster, og et helligt folk”. Tanken om dette almindelige og ligestillede præstedømme formuleres i en verden, hvor Egyptens faraoer har absolut guddommelig magt, og hvor der er dyb social ulighed i de kanaanæiske samfund.
Rækkevidden af denne grundlov kan ses i en meget vigtig PhD-afhandling af tidligere fængselspræst Carl Lomholt fra Århus Universitet fra januar 2003. Han viser, hvordan Israels grundlov formulerer en vision for sociale rettigheder for enker, faderløse, fattige og faderløse, som præger 2. Mosebog 20-23. Denne lovgivning blev formuleret for at beskytte frigivne slaver og opbygge et nyt samfund med omsorg for de svage, og udnyttelsen af de fremmede er under Guds dom. Hvis kristne politikere lod sig inspirere af denne værdipolitiske vision, ville de tænke på, at de selv var fremmede for Gud før deres dåb, og at de konkret og praktisk skulle elske og sørge for vore fremmede, der så kunne få et førstehåndsudtryk af et samfund styret af disse værdier.

Antropologisk indblik

Den nyeste antropologi kan tilføje nye brikker til billedet af dette gamle samfund. Arkæologer og antropologer kan finde et mønster i en kulturs brug af krukker, redskaber, begravelsesskikke, smykker og beboelsesformer. En række kulturelle træk kan tilsammen tegne et billede af en periodes syn på rigdom, status og køn. Denne tilgang har den israelske arkæolog Avraham Faust fra Bar-Ilan Universitetet udnyttet i forskningsmonografien Israel’s Ethnogenesis. Settlement, Interaction, Expansion and Resistance (Equinox 2007), som i øvrigt i 2008 fik den fornemme Irene Levi-Sala Pris for bøger om Israels arkæologi.
Faust tager udgangspunkt i, at bjergområdet i den centrale del af Israel mellem Hebron og Samaria befolkes omkring 1200 f.Kr. Der er fundet over hundrede nye landsbyer i den sydlige del af Samaria, over 200 i den nordlige del og mange i den nordlige og sydlige del af landet. De nye landsbyer indfører en ny type landbrug med dyrkning på terrasser på bjergskråningerne, og de graver siloer og cisterner til opbevaring af korn og vand i tørre egne. Disse bjergbønder bor i ubefæstede landsbyer, og de opfører deres huse i en ring rundt omkring et åbent fællesareal.

Opgør med en feudal samfundsmodel

Faust argumenterer overbevisende for, at disse bjergbønder var israelitter, og at de skabte et samfund med ligestilling og lighed. Kulturtrækkene tyder på, at de bevidst valgte enkelhed i deres nye livsstil. De fravælger naboernes dekorerede keramik og leverer en modkultur til filistrene. De importerer ikke skåle og kander fra Syrien og Kypern, sådan som de egyptisk-kanaanæiske bystater nede på sletterne og ude ved Midddelhavskysten gjorde. De laver mandsstore krukker, de såkaldte halskravekrukker, som måske var kvindens medgift, og som var et symbol på hendes centrale status i hjemmet.
Andre træk viser også, hvordan bjergbønderne brød med det omgivende feudale samfund hos kanaanæerne og filistrene. Bønderne bygger ikke gravmonumenter og templer, og de glorificerer ikke deres kongers magt på indskrifter. De vælger en modkultur uden spisning af svinekød. Bjergbønderne bygger ”typehuse”, det såkaldte firerumshus, der giver lige adgang for alle i husstanden til de fælles arealer, så arkitekturen modvirker social ulighed.

Teokrati og demokrati
med ombudsmænd

Denne nye landsbykultur afspejler Mosebøgernes udkast til en tidlig samfundsmodel præget af lighed og værdier. Som i ethvert andet samfund på den tid forudsættes Guds absolutte herredømme, men dette teokrati udelukker ikke demokratiske elementer i dets samfundsmodel. Gud hersker over alle uden at gøre forskel på rig og fattig, om end han dog særligt insisterer på at beskytte de nødstedte. Præsterne skal bo decentralt ude omkring i landsbyerne og leve af tiende, og de må ikke selv eje noget. Først efter et par hundrede år opstår der et folkeligt krav om et kongedømme, og Israel får da kun et konstitutionelt monarki med begrænset magt ifølge 5. Mosebog 17 og med profeter som ombudsmænd.

Lokalt selvstyre

Hermed er de religiøse myndigheder trukket ud af det politiske magtspil og berøvet enhver økonomisk interesse. De ældste i landsbyerne, oldermændene, har det fulde ansvar for det lokale selvstyre. Samfundsmodellen har derfor en ekstremt flad struktur med Gud som den øverste magt over en lokal forvaltning. Der fortælles flere gange i krisesituationer om, hvordan folkets røst høres, fx i Josvas Bog 9 og 22 og Dommerbogen 10 og 20. At det så var svært at praktisere, kan ikke overraske. Dommerbogens facit bliver, at enhver gjorde, hvad han selv ville – det ender i pøbelvælde med religiøst og politisk kaos. Alligevel er visionen fra Moseloven bærende for Det gamle Israel og kommer til at præge den måde, Det gamle Israels profeter og senere hen Jesus og hans discipelbevælgelse bruger ordets sværd på i deres engagement i samfundet.

Vigtig inspiration

I dagens debat er det spændende at tænke Bibelens kanon med ind i den værdipolitiske diskussion, for det har aktuel betydning for vort møde med andre religiøse og politiske værdier. Der er en kontinuitet mellem det ældste Israels samfundstanker og de moderne demokratier i den jødisk-kristne tradition. Det må da vække nysgerrighed, at den 60 år gamle jødiske stat og de samfund, der udsprang af den amerikanske uafhængighedserklæring, og den omtumlede europæiske kristne kulturhistorie helt naturligt fører frem til demokratiske samfund baseret på jødisk-kristne samfundsværdier.
Samfundstankerne i Det gamle Israel kom via verdens mest læste bog, Bibelen, til at gennemsyre den vestlige kultur helt op til nyere tid, hvor post-kristne samfundstanker langsomt slår igennem.
Ny Testamentes kristendom kommunikerer en personlig frelse for alle folk og mennesker og sprænger dermed en politisk absolutisme.
Kristendommen viderefører dog samfundstanker fra Gammel Testamente, som var essentielle for den kristne kulturtraditions demokratiske udvikling. Disse demokratiske rødder i Gammel Testamente fortjener at bringes i spil i den værdipolitiske debat.

Nicolai Winther-Nielsen er lektor i Gammel Testamente og Persuasiv Design på Dansk Bibel-Institut og Aalborg Universitet.