Skabt til at være bedårende
Modstykket til Det maskuline Hjerte – Det feminine Hjerte – er knap så nyskabende som den første, men de to bøger supplerer hinanden godt.Det feminine Hjerte er modstykket til John Eldredges Det maskuline Hjerte, og fokus er her i sagens natur på kvinders identitet og selvbillede.Hovedtesen i bogen, som han har skrevet sammen med sin hustru, er, at kvinder er skabt til at være bedårende, som bogens (under)titel også antyder. Eller med andre ord, dybest set ønsker kvinder at være en prinsesse, der eftertragtes af sin prins, og som reddes af sin helt. Modspillet til Eldredges manderolle i Det maskuline Hjerte er tydeligt, men billedet er dog mere nuanceret, end det kunne lyde til. Forfatterne understreger nemlig, at det ikke handler om ydre skønhed alene, eller om at kvinder skal være begrænset til at være hjemmegående eller til at indehave bestemte kvindelige jobs.
Kvindelighed er ifølge bogen noget, som springer ud af en kvindes indre skønhed, og som ikke udelukker, at hun fx kan have en karriere. Men som dog tillader hende at føle sig som noget særligt og unikt i en mands øjne – eller i hendes mands øjne, hvis hun er gift.
I forhold til Det maskuline Hjerte er bogens budskab mere traditionelt og ikke nær så kontroversielt og provokerende. Man fristes til at sige, at alt nok ikke er sagt med det, som står i bogen, men at den uden tvivl rammer ind i noget fundamentalt, som måske er trådt i baggrunden i mange kvinders liv i en travl hverdag.
Bogen bruger i øvrigt en del tid på at tale om lægedom og helbredelse fra barndommens sår i form af svigt, manglende anerkendelse eller tilmed misbrug.
Alt i alt er bogen knapt så nyskabende og forfriskende som dens modstykke Det maskuline Hjerte, men den fungerer godt i samspillet med denne. Og er i lighed med den velskrevet og let tilgængelig.
Stasi og John Eldredge: Det feminine Hjerte
236 sider 199,95 kr.
ProRex