Bananøl og heksedoktor – teologi på tanzaniansk

Ud af missionsmarkens teologiske spændingsfelter kan man også opleve, at teologien vokser.Flerkoneri, heksedoktorer, forfædredyrkelse og bananøl.

Robert S. Andersen

Man kan godt spørge, hvad det har med teologi at gøre, men på TEKU, hvor præster fra Brødrekirken i Tanzania får deres uddannelse, er det den hverdag, eleverne kommer fra. Og som i al god teologi må konteksten tænkes med, når man reflekterer og formulerer sig.
De fleste kirker i Tanzania mangler præster – ofte har en præst ansvar for 10 kirker. De fleste præster er væsentligt lavere uddannet end i Vesten. Hovedparten har et par år på bibelskole, de lidt heldigere har et certifikat eller et diplom i teologi. Endnu færre en bachelorgrad. Det er blandt disse få bachelorstuderende, jeg i 1½ år har haft min gang.
Selve uddannelsen adskiller sig væsentligt fra lignende uddannelser i Danmark. Ud over de traditionelle teologiske fag er der sang, kirkeledelse, evangelisation og andre praktiske fag på bordet. Uddannelsen tager tre år, hvilket for de fleste studerende betyder tre år hjemmefra, hvor koner og børn må klare sig uden far.

Kristen med tre koner?

Ligesom i Danmark er vi optaget af at formulere evangeliet, så nutidsmennesker kan forstå det. Men hvor vi i Danmark taler om teologi i en postmoderne sammenhæng, gør man det her i en afrikansk sammenhæng. Deraf udtrykket Afrikansk Teologi. Udover at det er et selvstændigt fag på sidste år i uddannelsen, dækker det over forsøget på at forstå sammenhængen mellem kristendommen og ens eget ophav.
Det mest klassiske eksempel er tøjet. Skal man være klædt vestligt for at være en rigtig kristen? I dag er svaret nej, selvom næsten alle tanzanianere i dag går vestligt klædt. Hvad med lokale trommer? – Går det an at spille på dem i gudstjenesten, eller minder det for meget om heksedoktoren? Hvad med forfædrene, som man førhen bad til i håb om beskyttelse og frugtbarhed? Skal man glemme dem eller finde nye måder at mindes dem på? Eller alkohol, for nu at tage et af de hotte emner. Kan alkohol og Helligånden være i kroppen på samme tid, når nu alkohol er så stor en del af forfædredyrkelsen og hekseriet? Og hvad gør man med en ny kristen mand, der har tre koner? Tvinger en skilsmisse igennem for de to, eller formaner ham til at behandle alle tre lige og ikke tage flere? Og hvad så med den kristne, der egentlig gerne ville have sig en ekstra kone, men ikke må, fordi han har været kristen længe?

Mange slags afrikansk teologi

Afrikansk teologi er dog ikke en ensartet størrelse. Man kunne retorisk spørge, hvad dansk teologi er? Er det universitetets historisk-kritiske teologi, er det Tidehverv, er det MF? Det samme gælder her. Den mest fremherskende afrikanske teologi er nok pinseteologien. Pinsekirkerne vokser med en dynamik, man kan misunde. Den er konservativ og stiller ingen spørgsmålstegn ved Bibelen som Guds ord. Gudstjenesterne genlyder af tungetriller og ekstatisk bøn. Nogle vil sige rigtig afrikansk. Men Afrikansk Teologi er også den katolske kirkes historisk-kritiske teologi iklædt korrekt dogmatik fra Rom, medrivende korsang og et til tider radikalt forsøg på at integrere afrikansk tradition og kristen tro. Afrikansk teologi er tillige Brødrekirkens og de Lutherske kirkers forsøg på at være tro over for den lokale tradition og det særegne for kirkesamfundet.

Historisk-kritisk teologi fra Europa

Desværre må man sige, at rigtig meget dårlig teologi er kommet fra Vesten til Afrika. En tanzanianer vil umiddelbart tro på, at Bibelen er sand, tro på en åndelig verden, tro på at åbenbaring ikke er noget problem. Men den vestlige historisk-kritiske teologi, som man har taget til sig i et forsøg på at virke moderne og ikke primitiv, fornægter alle dele.
Teologen Bultmann har ikke levet forgæves, hvis man spørger hernede. For det er hans bibeltolkning, som den ledende del af den tanzanianske kirke lærte, da de kom til Vesten for at studere. I dag har de store protestantiske kirker alle sat den historisk-kritiske metode ind i læseplanerne som undervisningsmetode.

To teologiske kasketter

Sammen med denne teologi har man så den afrikanske fromhed. I konservative kredse i Danmark ønsker vi ikke at splitte teologien op i adskilte afdelinger, så vi har én kasket på universitetet og en anden på i kirken. Her er det anderledes.
Samme lærer, som i klasseværelset hævder, at Moses blot er en mytisk figur, kan i næste øjeblik lede en gudstjeneste, hvor Moses har skrevet det hele, og hvor tungetale, ekstatisk lovsang og omvendelseskald går hånd i hånd.
Dette dilemma løses ved at glemme den ene kasket, mens man bærer den anden.

Afstandtagen til vestlig indflydelse

Men desværre bliver det stadigt sværere at holde den kritiske teologi ude af kirkerummet. Forkyndelsen i mange af de klassiske kirkesamfund taber kraften og minder om en dårlig forelæsning. I takt med dette vokser der en ny afrikansk teologi frem. For hvis Bibelen ikke er åbenbaring, men blot menneskelig refleksion, hvorfor er den så mere normerende end traditionelle afrikanske refleksioner og religioner? Der ”skydes med skarpt” mod Europa og USA.
Da de afrikanske lande blev selvstændige, fulgte kirken trop, man ville ikke fremstå som værende i lommen på kolonimagtens kirker. For nogle er det endt i helt at afvise traditionel kristendom, fordi den er europæisk og så gå helt egne veje. The Last Church of Tanzania prædiker flerkoneri som Guds ordning og monogami som en vestlig opfindelse.

Udfordringen går begge veje

Egentlig har afrikansk teologi samme udfordring som dansk teologi. Den prøver at tolke Bibelen ind i sin sammenhæng og formulerer relevante svar på virkelige spørgsmål.
Men spørgsmålene er bare anderledes hernede. Man spørger f.eks. ikke så meget efter en nådig Gud som efter beskyttelse mod ånderne. Men når teologien er bedst, er det alligevel den nådige og tilgivende Gud, vi ender ved.
Min favoritkamp har været at imødegå hustruvold. For i en kultur, hvor det er i orden at slå kvinder, bliver Bibelen let taget til indtægt for noget, den bestemt ikke har sagt.
Modsat er det også en udfordring for mig at forklare, hvordan vi i Danmark kan forsvare at sende familiens ældste på plejehjem. Det virker ikke næstekærligt på tanzanianere, der har stærkere familiebånd, end vi har i Danmark.
Fremtiden for afrikansk teologi tegner sig ligesom for dansk teologi broget. Noget vil være godt, noget skidt og noget skadeligt. Men fordi verden er blevet så lille, er der rig mulighed for, at både dansk og afrikansk teologi kan lære af hinanden. Der er brug for flere missionærer her, som vil gå ind i kampen for en bibelsk teologi. Det er ikke let, for alt er så anderledes. Men det er spændende og givende, og ens egen teologi risikerer at vokse af det. Og det er i grunden ganske givende.

Robert Strandgaard Andersen er cand. theol. fra Menighedsfakultetet i Århus, tidligere frimenighedspræst i Silkeborg og i dag teologisk lærer på TEKU i Mbeya, Tanzania
udsendt af BDM.