Dejlige film om Moder Teresa
To spillefilm beskriver Moder Teresas liv fra barn til helgenstatus.Mother Teresa var en endnu mere spændende person, end de fleste nok forestiller sig. Det viser en ny film om de fattiges helgen fra Calcutta.
Faktisk er der tale om to spillefilm på samme dvd om henholdsvis hendes første og sidste år. Og begge dele er seværdige og betagende ikke mindst for mennesker, der selv har en tro og føler et kald til at hjælpe de fattige og udstødte.
Teresa blev født i Albanien, hvor hendes familie levede i et blandet kristen-muslimsk samfund. Faderen engagerede sig i at skabe fred mellem de to grupper, og senere døde han i kampen for Albanien. Selv slap Teresa væk, før kommunisterne gjorde det umuligt at forlade landet. Hun valgte at blive søster og begyndte sit kald i et stille kloster uden for Calcutta, mens Indien endnu var engelsk koloni.
Men snart mødte hun den barske virkelighed i storbyen, hvor man allerede dengang kunne opleve mennesker ligge og dø på gaden og se krøblinge uden arme og ben humpe rundt på fortorvet som tiggere.
Jeg var selv i Calcutta og besøgte hendes arbejde sammen med en indisk ven, Kamalesh Biswas. Det var længe før, hun blev verdensberømt med Nobels fredspris. Desværre var hun ikke selv hjemme, men vi fik en håndskreven seddel fra hende: Keep the love of the poor in you hearth! M. Teresa.
Det var typisk, at hun ikke opfordrede os til at give mere. Men til at elske de fattige.
Når vi gik rundt dernede, så vi alle disse stakler, og de gjorde et stærkt indtryk. Men vi vesterlændinge tænkte straks, at det var uoverskueligt at hjælpe for der er alt for mange. Her måtte en revolution til, eller i hvert fald en enorm social reform.
Men her var det så, at Teresa følte, at Jesus talte til hende om at tage sig af den enkelte fattige, uanset statistikken. For hvert enkelt menneske har værdi for Gud, og vi skal se Jesus i den enkelte. Alle kan vi nemlig hjælpe én.
Moder Teresa ville derfor stifte en ny orden af barmhjertighedens søstre, som ikke skulle isolere sig på et kloster i landlig stilhed, men arbejde midt i byens slum. Men det var ikke så enkelt. Hun havde ingen penge og ingen tilladelse.
Vi følger, hvordan den energiske lille nonne må kæmpe for at realisere sin vision. Hun møder både modstand fra den ledende søster og fra myndighederne. Men når Gud vil noget, så kan mennesker ikke forhindre det, mener den kære Teresa.
Hun spilles her mesterligt af den britisk-argentinske Olivia Hussey, som også spillede den kvindelige hovedrolle som jødisk kvinde i Ivanhoe og var den kvindelige hovedperson i filmatiseringen af Romeo og Julie. Hun har også spillet Maria i Jesus af Nazareth og flere bibelske film. Hun er et fund til rollen. Hendes mørke alvorlige ansigt er så fascinerende.
Moder Teresas historie er i sig selv spændende. Men det gode ved disse to film er, at de har den åndelige virkelighed tydeligt med. Og er man selv troende, vil man kunne leve sig ind i de kampe, som Teresa gennemlevede. Også hendes længsel efter at høre mere fra Gud er antydet. Den fremgår af hendes korrespondance med en lokal biskop og blev for nylig offentliggjort i en bog. Mange fik ved omtalen det forkerte indtryk, at Moder Teresa var mislykkedes. Eller at hun mistede troen. Men det, hun oplevede, er, hvad alle seriøse kristne oplever: Jo mere, de oplever med Gud, des mere vokser længslen efter at høre fra Gud. Og nogle gange er der bare tavshed. Specielt i travlheden.
Kamalesh Biswas, som personligt kendte Moder Teresa, siger:
– Hun havde en usædvanlig tro på vores herre Jesus Kristus samt et stærkt bønsliv. Denne film er meget tro mod virkeligheden og er en fascinerende biografi af hendes liv.
Når man nu tænker på Moder Teresa som en helgen efter at hun blev anerkendt og fik Nobels fredspris – så forekommer det paradoksalt, at hun i lange perioder af sit liv faktisk måtte affinde sig med, at en engelsk journalist jævnligt lavede negative og mistænkeliggørende indslag om hende i tv. Men vi ser jo også i dag, hvordan visse medier hænger kristne ud, som fx driver socialt arbejde. I filmen bliver journalisten i Calcutta spurgt, hvorfor han forfølger Moder Teresa. Han svarer, at det er fordi hun ikke tager sig af de grundlæggende sociale og politiske problemer, men kun hjælper enkeltpersoner. Så forrykt og selvmodsigende kan mennesker åbenbart tænke.
Men Moder Teresas arbejde vokser sig større og større, og det gør den vestlige verden opmærksom på nøden i verdens storbyer. Der bliver oprettet en velgørende organisation, som skal formidle hjælp til de nødlidende. Alt sammen er det velment, men da Moder Teresa sidder på et dyrt hotel i New York til et bestyrelsesmøde, siger hun fra. Hun spørger tjeneren, hvad en flaske vand koster. Tre dollar, svarer han. Så rejser den lille dame sig og går. Hun har fået nok af de humanitære organisationers måde at hjælpe på. For der skal være sammenhæng mellem det, man vil, og det, man gør. Og hvis den personlige direkte kontakt til de lidende forsvinder, hvad bliver der så af kærligheden? Forsvinder den til fordel for fundraising?
For Moder Teresa handlede det ikke om social omfordeling, men om at tage sig af det enkelte menneske. Ganske enkelt. Og måske var det netop det, Jesus mente, når han talte om at elske sin næste.
Moder Teresa kvinden der var tro mod sit kald
Del 1: 90 min.
Del 2: 85 min.
DVD 199,95 kr.
Fællesvisning: 600 kr.
Lohse Movie