Natlys
Et eventyr af Gert Grube om blomsten, der lyser i natten.Efteråret havde lige meldt sig med sine gulbrune og rødbrune farver, og hybenbuskenes røde bær fuldendte det vidunderlige farvespil derude i naturen.
Det var en lun eftermiddag med en blå himmel og lette hvide skyer, som drev over himlen. I det fjerne kunne man se et svanepar med ællinger glide hen over en sø, og fra en skov kunne man høre en due kurre sin optimisme om, at det nok skulle gå alt sammen. Det skal nok gå, det skal nok gå, kurrede den. Alt det kunne ses og høres fra et højdepunkt, hvorpå der lå et lille stråtækt hus.
Ved husmuren stod en helt speciel plante. Natlys hed den. Det var skaberen selv, som havde udrustet den med særlige egenskaber. Den foldede sig ud ved aftenstide og lyste hele natten. Dens egenskaber var i øvrigt beskrevet i den gode, gamle bog, Bibelen.
På husets antenne kvidrede svalerne lystigt. De havde travlt med at snakke sammen, for snart skulle de flyve sydpå. Flere gange forlod de antennen for at træne flyvefærdigheden. Der skulle øvelse til, for turen sydpå var lang.
Hvad har I så travlt med? spurgte blomsten. Dens gule kronblade var foldet ud, men så visne ud efter nattens arbejde.
Vi øver os bare! svarede en svale, der hurtigt fløj forbi. Vi bliver nødt til at være i fin form. Vi skal ud på en lang rejse, og vi har aldrig fløjet turen før. Vores forældre flyver senere end os, så vi er jo ængstelige for rejsen. Men vi stoler på vores indre kompas, som vor skaber har lagt ind i os.
Blomsten lyttede, mens den kiggede på svalernes flyveforberedelser. Den var nærmest tryllebundet af deres flyvekunst.
Dine kronblade ser lidt slappe ud, fortsatte svalen, kan solen ikke sende saften ud i dine blade, så de bliver kraftfulde og glatte?
Åh!, sukkede den generte blomst, mine fæller og jeg har såmænd arbejdet hele natten. Når alle de andre blomster har lukket deres kronblade, folder vi os ud, og vi lyser hele natten. Ja, når mørket falder på, og vi har sagt farvel til solen og goddag til månen, så sker der noget i vores indre.
Vore gule blade folder sig ud til en lille skærm. Det tager kun et minut eller to, ja, man kan stå og se på, at knopperne brister midt i skumringen. Det er alt sammen en gave, men også en opgave, som vi har fået fra vores skaber.
´Du skal folde dig ud i skumringen og lyse op i mørket!´
Ja, sådan blev der sagt til os, da vi blev skabt i tidernes morgen. Gud havde en helt speciel opgave til os. Vi skulle ikke stræbe efter at blive som alle de andre blomster som f.eks. valmuen, blåklokken eller mælkebøtten, der folder sig ud om dagen. Nej, vi skulle blot følge vores natur ved at sende lys ud om natten. Derfor fik vi navnet natlys, og det navn er vi stolte af. Nogle kalder os også klokken otte-blomst, fordi vi springer ud ved den tid hver aften.
I øvrigt er mine kronblade formet som en skærm, som en lille parabolantenne, der opfanger lyd og billeder fra mørket. Vi ser i mørke, og det vi ser, vil vi gerne fortælle videre.
Nu blev svalerne nysgerrige.
Hvad ser I? spurgte de, hvad ser du? Det vil vi gerne vide, før vi skal ud på vores lange tur, hvor vi flyver højt op under himlen.
Jeg kan se ind i Guds himmel, hvor alt usynligt bliver synligt. Jeg er samtidig et spejl, og de, der spejler sig i mig, når jeg folder mig ud, vil se det, som er værd at se.
Det lyder spændende! svarede svalerne, mens de kvidrede et livligt farvel.
Hov, indskød en svale hurtigt til de andre, se på blomsten – de nye knopper er ved at sprænges, og vi, ja, vi drages op mod himlen. Farvel, du natlys, det var dejligt at møde dig. Gid mange flere ville blive klar over deres ærinde her i denne verden.
Blomsten glædede sig over, at den fik lov til at udsende sit lille lys om natten. Den havde opfyldt det gamle ord, som sagde, at den skulle tale i lyset, hvad den så i mørket, men endnu havde den ikke mødt et menneskebarn.
Det var dog dens højeste ønske, for den vidste, at dens buede kronblade ville forme og formidle et budskab, når nogen var i færd med at betragte bladene, mens de foldede sig ud. Den håbede, at det ville ske, før dens tid var omme, for kulden havde allerede fået overtaget om natten.
Der stod pludselig en ensom pige foran blomsten, der var i færd med at folde sig ud. Pigen blev indfanget af dette naturens mirakel og blev glad. Hun kunne ligefrem stå og se blomsten folde sig ud. Det var, som om hun forstod blomstens vidunderlige og forstående smil. I forvejen var hun meget ked af det, for hun var blevet mobbet af andre på grund af sit røde, tjavsede hår.
Hun var tavs og indesluttet. Med drillerierne havde man lukket munden på hende, og det hele kunne ende med, at hendes livsmod blev slukket. Hun kikkede igen på blomsten, og i det samme så hun et ansigt midt i blomstens krone. Ansigtet blev større og større og lignede en engels ansigt. Måske var det hendes engel. Den lignede hende selv. Pludselig begyndte den at tale:
Ja, endnu føles varmen på min kind af septembersolen, og jeg fornemmer duften af sommer, men jeg strækker mig mod himlen for at få de sidste nyheder med fra den åbne himmel. For snart ligger alting vissent hen, men mit budskab vil aldrig forgå, så lyt til mine ord – hør, hvad jeg har at sige.
Jeg har set en menneskesøn sidde på tronen i himlen. Han er den store genopretter og kan genoprette alt det, som går skævt for mennesker, ja, han er selve livets mening. Alt i denne verden er i øvrigt skabt til og ved ham.
Jeg har set en stige, der rækker fra jord til himmel, og stigen var fyldt med engle, der hver for sig havde et budskab.
Der var også pagtens engel, som ivrigt fortalte om kærlighedens pagt, som Gud havde indgået med menneskene.
Der var troens engel, håbets engel, fredens og trøstens engel. Der var vogterenglen, som passede på små og store midt i den travle hverdag.
Der var glædens engel, som sang om kærligheden fra Betlehem, og den arbejdede i øvrigt sammen med håbets engel, for lovsang tænder håb, og håb tænder lovsang.
Så var der lysets engel, som fortalte om lyset fra opstandelsens morgen. Den var der, da det var allermørkest på jorden, men da tiden var inde, skubbede den kæmpestenen til side, så det indespærrede lys kunne slippe ud til alle mennesker. Det er den engel, jeg lagde mest mærke til, for vi bærer begge ordet lys i vores navn.
Pigen lyttede opmærksomt og sagde: Jeg ser tusinder af gode ord i dine øjne. Fortæl mig, hvad du mere har på hjerte.
Nu kom der direkte fra Guds himmel nogle ord:
Kom med din smerte,
kom med dit hjerte,
her er den læge, som læger med blod.
Han vil forbinde,
så du skal finde
helbred og styrke og frydefuldt mod.
Hun forstod budskabet. Hendes hjerte boblede af glæde over alt det, der blev sagt. Blomsten havde set himmelen åben og gav nu udtryk for kærlighedens inderste væsen, som kom fra himmeltronen. Der sad den læge, som kunne forbinde og læge sårene i ethvert menneske. Hun følte virkelig, at hendes hjerte var blevet omsluttet af kærlighed. Hun følte sig godt tilpas og lod glæden slippe løs. Ingen skulle mere lukke hendes mund og da slet ikke hendes hjerte, som nu var forvandlet af de guddommelige ord.
Jeg takker dig, blomst, fordi du står ved muren og spejder mod himlen og fortæller, hvad du har set. Det har givet mig trøst og et større mod. Nu forstår jeg også udtrykket Sig det med blomster. Du har sagt mig noget, som jeg aldrig vil glemme. Dagen i dag vil jeg se tilbage på som en helt speciel dag.
Lige så pludselig som ansigtet dukkede op midt i blomsten krone, lige så hurtigt forsvandt det. Nu var der kun de gule kronblade tilbage. Hun kiggede glad på alle de andre natlys, som foldede sig ud i skumringen.
De ville alle spejde opad i det blå, se den åbne himmel og fortælle vidt og bredt, at mørket ikke kun er mørke, men der er lys i mørket, og dét er stærkere end mørket.
LYSET SKINNEDE I MØRKET OG MØRKET FIK IKKE BUGT MED DET. Johs.1,5
Et af hverdagens små mirakler kan ses ved aftenstide om sommeren og efteråret.
Det er planten, der kaldes natlys, klokken otte-blomst eller aftennøgleblomst.
I løbet af fem sekunder folder blomsten sig ud og lyser op hele natten. Næste dag falmer den og visner. Den blomstrer altså kun ét døgn.
Karen Blixen fortæller, at hun på Rungstedlund kunne sidde og betragte dette forunderlige skuespil, hvis hun da ikke lige havde gæster.
På trods af sin eksotiske adfærd med at blomstre ved aftenstide, modsat de fleste planter i den danske flora, er det en ganske almindelig haveplante, som også lever forvildet i naturen. Mange haveejere er slet ikke klar over, at de kan have det lille mirakel i hjørnet af haven.
