Inspiration fra Bibelen i islamiske skrifter
Jesusord og fortællinger fra islams første tre århundrede kalder Jesus for Guds ord og Guds ånd
og nævner endda korsfæstelsen som en mulighed.
Ellers er Jesus blot profet, asket og moralsk forbillede, viser ny samling af Jesus-ord fra arabisk-islamisk litteratur.
Hvis nogen skulle være i tvivl om, hvorvidt Jesus har levet, og om hans ord har noget på sig, så er der nu yderligere beviser for hans skelsættende betydning.
Ny bog formidler nu Jesu ord og fortællinger i arabisk-islamisk tradition i det ottende århundrede. Mange af ordene i Tarif Khalidis Den Muslimske Jesus har slående lighed med evangelierne:
Jesus sagde Hvis det er en fastedag for en af jer, så lad ham salve sit hoved og skæg med olie og tørre sine læber, så folk ikke skal vide, at han faster. Hvis han giver med den højre hånd, lad ham da skjule det for den venstre hånd. Hvis han beder, lad ham da trække forhænget for døren, for Gud tildeler ros, som han tildeler udkomme (Abdallah ibn al-Mubarak – død 797).
Ofte har ordene uddybende forklaringer og er omformuleret, så de passer til muslimsk kontekst:
Disciplene sagde: Guds Kristus! Se på Guds hus – hvor smukt det er! Han svarede: Amen, amen. Sandelig siger jeg jer: Gud vil ikke lade sten på sten tilbage af denne moske, men ødelægge den fuldstændig på grund af dets folks synder (Ahmas ibn Hanbal – død 855).
Bibelkendere vil vide, at Jesus i evangelierne henviser til jødernes tempel. Men i de muslimske skrifter er det blevet til en moské.
Mange ord er anderledes end de evangeliske, men er fyndige og med slående pointer. Det gælder især små anekdoter og fabler:
Jesus mødte en mand og spurgte ham: Hvad laver du? Jeg hengiver mig til Gud, svarede manden. Jesus spurgte: Hvem tager sig af dig? Min bror, svarede manden. Jesus sagde: Din bror er mere hengiven over for Gud, end du er (Abdallah ibn Qutayba – død 884).
Ikke desto mindre vidner versenes eksistens om virkeligheden af evangeliernes Jesus. Hans budskab formidledes ikke blot gennem Ny Testamente og smittede ikke kun af de på de efterfølgende gnostiske skrifter, men også senere på den islamiske litteratur.
Det dokumenterer Tarif Khalidis bog. Den Muslimske Jesus er den hidtil største samling af fortællinger om Jesus i arabisk-islamisk litteratur. Tarif Khalidi er professor ved Center for Arab and Middle Eastern Studies på Det Amerikanske Universitet i Beirut i Libanon. Bogen er oversat fra engelsk og udgivet på Mimers Forlag.
Det er velkendt, at Koranen fra 600-tallet har mange Jesus-citater og betragter ham som Guds ord, Guds ånd, født af en jomfru, en som behersker naturens kræfter og den, som skal tilbage og dømme verden. Det Muslimske Evangelium, som Khalidi kalder de mange hundrede ord og fortællinger fra 750-1800-tallet, som tilskrives Jesus, fortsætter i Koranens spor. Hvor samtidens såkaldte hadither uddyber Muhammes liv og levned, koncentrerer en hel religiøs strøm af ord og fortællinger fra muslimske asketer sig nu om Jesus. Det bibelske materiale i Det Muslimske Evangelium blev til ved en strøm, en religiøs traditionsindskrivning i en anden, fortæller Khalidi:
– Den overvældende kristne tilstedeværelse i centrale islamiske områder som Syrien, Irak og Egypten i islams første tre århundreder betød en tæt kontakt med en levende kristendom, rig på forskellige billeder af Jesus.
Ligesom de kristne ørkenfædre havde et anspændt forhold til datidens officielle kirke, gjorde også muslimske asketer oprør mod den religiøse overklasse, som opstod med islams udbredelse. For dem var konflikten mellem Jesus og farisæerne et oplagt moralsk forbillede. Ingen var bedre til at illustrere den inderlige og åndelige gudsdyrkelse i Guds rige i modsætning til den udvendige lovtrældom og higen efter verdslig rigdom, ære og magt.
Det er et digert værk, Thalid Khalidi har begået, koncentreret indledning og udførlige noter med kildeangivelser og kommentarer til hvert af de 303 Jesus-citater. Sidst i bogen er et fyldigt noteapparat med bibelhenvisninger, personregister og emneregister.
Jesus-ordene kan især i de tidsligste kilder fra 800-tallet inddeles i fire kategorier: Ord med eskatologisk (dvs. endetids-) betydning, Evangelie-lignende ord, Asketiske ord og fortællinger og ord som synes at afspejle interne muslimske diskussioner. De senere kilder frem til 1200-tallet ser ud til at være en videreudvikling af disse ord og fortællinger.
Det blev især sufimuslimerne, der tog Jesus til sig. Sufibevægelsen overtog den asketiske tradition, der var udbredt i islams to første århundreder:
– Den islamiske sufismes Jesus blev en skikkelse, som vanskeligt kunne skelnes fra evangeliernes Jesus, fortæller Khalidi.
Vestlige kristne forskere har advaret mod at lægge for megen vægt på Koranens omtale af Jesus som Guds ord og Guds ånd, men:
– I sufiteksterne er disse to tilnavne af absolut afgørende betydning for deres billede af ham. Faktisk opfandt den store sufimester Ibn Arabi (død 1240) et helt nyt hædersnavn for ham: Helgenernes segl.
Jesus betragtes dog altid som en muslimsk profet, og selv de ord og fortællinger, som har tydeligt evangeliepræg, er omskrevet i koranisk form, dvs. er tilpasset den muslimske tradition. Der er således ikke meget jul og påske i Det Muslimske Evangelium, dvs. Jesu guddommelighed og sonoffer er væk. Men der er hentydninger til korsfæstelsen. Jesu bøn på korset er blevet til følgende vers:
Jesus sagde til sine disciple: Bed til Gud, at han vil gøre denne smerte – det vil sige døden – let for mig, for jeg er kommet til at frygte døden så meget, at min frygt for døden har gjort mig bekendt med døden. (Abu Hamid Al-Ghazali – død 1111).
Og en historie fortæller om en, der drømmer, at Jesus virkelig blev korsfæstet:
Al-Uris så i drømme Kristus Jesus, Marias søn, som syntes at vende sit ansigt mod ham fra himlen. AlUris spurgte ham: Fandt korsfæstelsen virkelig sted? Jesus svarede: Ja korsfæstelsen fandt virkelig sted. (Jamal al-Din ibn Wasil – død 1298).
At Jesu korsfæstelse overhovedet nævnes som en mulighed er et stort skridt i forhold til Koranen, der afviser korsfæstelsen på det kraftigste.
Jesus passer således ikke helt ind i den islamiske profetskabelon, som efter Muhammeds forbillede traditionelt lægges ned over alle bibelske skikkelser. Men Jesus er andet og mere end Muhammed – her sagt med Khalidis afsluttende kommentar til Det Muslimske Evangelium:
– Her er en Jesus, som er udstyret med egenskaber, som gør ham meta-historisk, ja endda så at sige meta-religiøs. I sit muslimske miljø er Jesus genstand for intens hengivelse, ærbødighed og kærlighed… en levende og livsvigtig moralsk stemme…
Det som Khalidi kalder Det Muslimske Evangelium er dog ikke et evangelium i forståelsen gode nyheder, fordi Gud viser nåde ved, at Jesus soner menneskers synd. Frelsen afhænger af menneskets gerninger ved at fornægte verden – som her:
Jesus plejede at sige: O disciple! Søg ikke verden ved at ødelægge jer selv; søg jeres frelse ved at forlade det, der er i verden. Nøgne kom I ind i verden, og nøgne skal I forlade den. (ibn-Hanbal).
Men frelse er dog mulig. Her kommer de bibelske rødder tydeligere frem i Det Muslimske Evangelium end i Koranen:
Jesus sagde: Hvad gavner det en mand, hvis han sælger sin sjæl for alt, hvad der er i verden, og så efterlader alt, hvad han solgte den for, som en arv for en anden, mens han selv har ødelagt sin sjæl? Salig er den, som frelser sin sjæl og foretrækker den fremfor alt det, der er i verden (Mulla Muhammed Baqir Majlisi – død 1698).
