Obama og troen

Portræt af verdens mægtigste mand, Barack Obama, USA’s nye præsident.USA’s nye sorte præsident er et spændende menneske, som rummer et utal af modsætninger, kvalifikationer og erfaringer, men hvad med troen og værdierne? Hvad er det, som driver denne mand? Josua Christensen er lærer og
underviser på Lukas-skolen i Vejle.
Han er aktiv i Pinsekirken.

For et par måneder siden skete der noget historisk i USA. Barack Obama blev valgt til præsidentembedet som den første afroamerikaner nogensinde. Jeg erindrer stadig sejrstalens ord om, at dette var et tegn på, at den amerikanske drøm ikke var afgået ved døden, men tværtimod sprællevende – når en søn af en kenyansk mand og amerikansk kvinde, oven i købet i en alder af kun 47 år, kan indtage verdens mest magtfulde embede.

En af de seneste bøger om fænomenet Barack Obama, udgivet på dansk, bærer den sigende titel Kometen.

Barakaen (heraf Barack) betyder ifølge Obama Guds velsignelse, og om ikke andet så er Obama og hans forfædre velsignet med intellekt, som mange vil misunde. Selvbiografien Arven fra min far er skrevet i et sprog og med narrative evner, som selv skønlitterære forfattere kunne lære noget af. Biografien er i sig selv noget exceptionelt, da den udkommer, mens Barack kun er 33 år. Hans liv er en søgen efter identitet. Han søger svaret på, hvad han skal tænke om det at være sort (mulat) i USA på Hawaii, hvor han vokser op og senere i Los Angeles, New York og Chicago, hvor han uddanner sig og arbejder blandt de dårligt stillede. I Indonesien tilbringer han barneårene, fra han er 4 , til han bliver 10 år, og der må han forholde sig til en anden kultur og religion og en papfar, som forhærdes i kampen for at overleve.
Efter tre års socialt arbejde i Chicago foretager han pil-grimsrejsen til Kenya og genfinder sine rødder på faderens side. Langt om længe falder brikkerne på plads, da det går op for Obama, at hans far og farfar begge har stået overfor at skulle skabe en anden tilværelse og identitet end generationen før. Det er historierne om store mænd, som har skabt sig et ry og opnået anerkendelse, men samtidig beretningen om den voldsomme pris familien har betalt i form af splid mellem koner (flerkoneri i den muslimske tradition) og børn – og politiske, sociale og økonomiske nedture, som har efterladt dybe sår på psyken.

Biografien slutter, inden vores historie rigtig for alvor tager sin begyndelse. Barack Obama dukker op på den internationale mediescene, da han i 2007 annoncerer sit kandidatur til verdens mægtigste embede, De Forenede Amerikanske Staters præsident. Her bliver det til gengæld et portræt, som tegnes af mange kilder. En af de seneste bøger om fænomenet Barack Obama, udgivet på dansk, bærer den sigende titel Kometen.
Efter en ultrakort politisk karriere, kun tangeret af J.F. Kennedy, lykkedes det Illinois’ senator at blive valgt. Martin Burcharth, forfatter til bogen og mangeårig korrespondent i USA, forklarer dette historiske valg gennem en 252 siders lang analyse af valgkampen. Obama har qua sin baggrund været i stand til at trække et hidtil uset antal sorte vælgere til valgstederne. Disse vælgere oplever i Obama en inkarnation af den amerikanske drøm. Men ikke nok med det: I sydstaten South Carolina vandt Obama 24 % af de hvide stemmer ved primærvalget, fordi hans budskab opleves som en håbets håndsrækning til et samfund, som er dybt splittet i racespørgsmålet. Obamas rationelle holdning: ”Vi må erkende fortidens synder uden hverken at gå i fortvivlelsens eller kynismens fælde”, koblet sammen med hans dybe sociale engagement, skaber et troværdigt håb for fremtiden.

Det er gentagne gange blevet fremhævt, at Obama er en oratorisk begavelse, en af de mest karismatiske skikkelser, en intellektuel af høj kaliber osv. i en sådan grad, at sammenligninger med film- og rockstjerner fremkom tidligt i valgkampen (primærvalget). Der er da også noget fascine-rende over Obama, som på en gang minder om både Martin Luther King og J.F. Kennedy.
I USA kan man imidlertid forvandlingskunsten, hvorfor Obama er blevet fremstillet som en elitær intellektuel uden jordforbindelse. Det kræver dog ikke megen granskning at se Obama som manden, der har mere forbindelse til både høj og lav, sort og hvid, belæst og bebyrdet end nogen anden topkandidat. Alle kneb gælder i krig og kærlighed såvel som i amerikansk valgkamp.

Obama er ekstremistisk muslim og kristen – hvordan det så end hænger sammen – og fremtrædende kristne har derfor haft deres hyr med at få styr på denne fremmedes religiøse tilhørsforhold. Sandheden er, at Obama i sin opvækst har stiftet bekendtskab med de fleste af verdens store religioner, men kom til en personlig tro på Jesus Kristus. I Mod til at håbe, beskriver han det således:
”Det var disse nye erkendelser – at jeg ikke var forpligtet til at give afkald på min kritiske sans, trække mig ud af kampen for økonomisk og social retfærdighed eller på anden måde isolere mig fra den verden, jeg kender og elsker – der omsider en dag gjorde mig i stand til at gå ned ad midtergangen i Trinity United Church of Christ og tage imod dåben. Det var et valg, jeg traf – ikke en åbenbaring – og de spørgsmål, jeg havde tumlet med, forsvandt ikke på mystisk vis. Men da jeg knælede under korset på Chicagos South Side, følte jeg Guds ånd drage mig til sig. Og jeg overgav mig selv til Hans vilje og viede mig selv til Hans sandhed.”
Den anerkendte amerikanske biografiforfatter, Stephen Mansfield, analyserer ovennævnte citat i The Faith of Barack Obama og sætter det i konteksten af det, han kalder „black theology“, som den nu berygtede dr. Rev. Jeremiah Wright, senior præst i Obamas kirke, blev internationalt kendt for i forbindelse med valgkampen.

Tilsyneladende er det lykkedes for Obama at tilslutte sig kampen for frihed, retfærdighed, ligeberettigelse mv., uden at forpligte sig på de mere yderliggående elementer, som fx at hvide er indbegrebet af undertrykkere. Det er i det hele taget et spørgsmål, hvordan Obama kan være sluppet uden om den kraftige påvirkning både fra den islam, han var udsat for i barndommen, og den mere ekstremistiske kristendom, som Trinity repræsenterer.
Her svarer Mansfield, som i parentes bemærket er republikaner, at påvirkningen fra moderen har skabt ”detachment” – indtil han var midt i tyverne, var denne skepsis i forhold til absolutte sandheder og autoriteter, samt frygten for at binde sig til en trosretning styret af en række dogmatiske læresætninger, medvirkende til, at han aldrig rigtig følte, han tilhørte noget fællesskab. Herefter – som døbt ind i en sort menighed – fandt han sit åndelige hjem, men det betød ikke, at han blev overbevist om hele dogmatikken. I den forbindelse minder han mig om en række fremtrædende danskeres forhold til tro, som beskrevet i For alt hvad du har kært (tidligere anmeldt i Udfordringen). Troen er en drivkraft for forandring, et budskab om håb i en håbløs virkelighed, et løfte om hjælp i nøden og en overbevisning om et højere formål med livet. Hermed er Obama på mange måder en moderne kristen, som de fleste europæere kan identificere sig med, men som skiller vandene i Guds eget land.
Før valget gik ind i sin afgørende fase, så jeg en humoristisk video med McCaine og Obama, hvor sidstnævnte var portrætteret som en drømmende hippie med rene luftkasteller som politik. Den virkelige Obama tegner sig tværtimod til at være bundrealist (fx udnævnelsen af Hillary Clinton), men ikke kynist. Det er det inspirerende mod til at håbe, viljen til at trække på de værdier, som har været med til at gøre USA til noget særligt (frihed, retten til at søge lykken, liv, og troen) og evnen til at gå nye veje for at møde de alvorlige udfordringer, som USA og resten af verden står overfor, som gør Obama så attraktiv. Faktisk er han selv forundret over noget af al den omtale, han har fået, og det bør vel også her nævnes, at det taler til hans fordel, for forestillingerne om hans evner og betydning har antaget nærmest både messianske og antikristlige dimensioner. Når det er sagt, kan jeg vel konkludere – som en af mine gode venner – han er trods alt USA’s præsident og ikke hele verdens, og denne distinktion er betryggende.

Barack Obama: Arven fra min far (L&R, 2008 (org. 1995))
Barack Obama: Mod til at håbe (Informations Forlag, 2008 (org. 2006))
Martin Burcharth: Kometen- Barack Obamas kurs mod Det Hvide Hus (Informations Forlag, 2008)
Stephen Mansfield: The Faith of Barack Obama (Thomas Nelson, 2008)