Vi har brug for en åndelig og folkelig vækkelse – igen

Vi lever i en tid, hvor afkristningen skrider hastigt frem. I dette års julepyntning var der langt mellem julekrybber og engle midt i det store og stadig større nissemylder.

Bjarne Nederby Jessen

Da jeg skrev om det i vores lokale ugeavis, blev jeg i et vredt indlæg beskyldt for at frarøve børnene troen på julemanden. Det havde jeg overhovedet ikke skrevet noget om, jeg havde blot efterlyst julekrybber og engle i byens julepyntning.
Julen er for rigtigt mange tømt for kristent indhold. Vi oplever en åndelig forarmelse i det danske folk og må med dronningen sige: Gud bevare Danmark.

Vi ser også mange tegn på kulturelt forfald. Vi ser det i dagens aviser, i kunsten og i litteraturen, i TV – uanset om det er DR eller de reklamefinansierede medier vrimler det med bandeord. Og de kristelige programmer er stort set væk. I hvert fald er der langt imellem dem.

Vi har brug for en åndelig og folkelig vækkelse – igen. Jeg har skrevet det flere gange tidligere i Udfordringen, men det kan vist ikke skrives for tit, og jeg siger det igen, for vi har haft lignende tider før og er kommet igennem dem. Se blot hvad vores fremragende kirkehistoriker Hal Koch skrev i ”Danmarks kirke gennem tiderne” side 103: ”Den periode, som i den danske kirkes historie gik til ende med det 18. årh., havde på mange måder været en tør og fattig tid, og kirkeligt har det sjældent set så trist ud som ved århundredskiftet.”

Tilmed syntes den åndelige kraft både indadtil og udadtil at være i stadig aftagen, og folkets religiøse og moralske ballast blev mere og mere undervægtig. Vel var der endnu mange præster, som søgte deres næring i gammeldags, bibelsk kristendom, men der var ingen, som så nye syner og formåede at vise vejen fremover. Snarere herskede der en almindelig modløshed.
Selv en mand som den fromme biskop Balle havde mange mørke timer, hvor han tænkte på at tage sin afsked, udfries fra det store ansvar og trække sig tilbage i et fredeligt præstekald på landet. I det verdslige kulturliv var kirke og kristendom – i hvert fald i vide kredse – genstand både for foragt og medlidenhed. Og så sker der dog det mærkelige, at det pludselig begynder at spire på ny, at de øde vange blomstrer som en rosengård.

Vi mangler en Grundtvig og en Vilhelm Bech. Vi har brug for, at vækkelseskristendommen kommer på benene og for alvor rækker ud mod det samfund, som vi er en del af.

Næppe er man kommet nogle år ind i det nye årh., før præget på det åndelige liv begynder at ændre sig; en ny tid stod for døren, en tid så frodig og rig som den danske kirke aldrig har oplevet det, hverken før eller siden.”

Hal Kochs ord lyttede jeg til, da vores præst Gunni Bjørsted, drog dem ind i sin prædiken Hellig 3 Kongers søndag og han sagde: ”Gud kan fuldstændig overraskende gribe ind, når det ser mørkest ud!”

Og det gjorde Gud i 1800-tallet. Han lod Niels Frederik Severin Grundtvig og Vilhelm Bech komme ind på arenaen. Grundtvig blev en af vore helt store salmedigtere, men han var også en af fædrene bag højskolebevægelsen, og så var han én af de kristne personligheder i den grundlovsgivende rigsforsamling. En åndelig kæmpe. Vilhelm Bech var også en åndelig kæmpe og stod bag en af vore tidlige og store vækkelsesbevægelser i midten af 1800-tallet.
Ud af højskolebevægelsen og Indre Mission sprang en folkelig og åndelig vækkelse. I kølvandet på Indre Mission kom Luthersk Missionsforening. De to missionsforeninger valgte at blive i Folkekirken. Men den åndelige vækkelse førte også til flere frikirkedannelser.

Højskolebevægelsen og vækkelseskristendommen har sat sig mærkbare spor i Danmark. En stor del af dansk kultur er vokset ud af disse folkelige rørelser. Men spørgsmålet er om såvel højskolebevægelsen som vækkelseskristendommen er stivnet og stagneret og er blevet overhalet af kulturradikalismen og gudløsheden.
Det virker i øjeblikket som om kulturradikalismen og gudløsheden har sejret, og det kunne lige så godt være vores tid, Hal Koch beskrev på side 103 i sin kirkehistorie, når han taler om ”at den åndelige kraft både indadtil og udadtil synes at være i stadig aftagen, og folkets religiøse og moralske ballast blevet mere og mere undervægtig. Vel var der endnu mange præster, som søgte deres næring i gammeldags, bibelsk kristendom, men der var ingen, som så nye syner og formåede at vise vejen fremover.”

Ud af højskolebevægelsen og Indre Mission sprang en folkelig og åndelig vækkelse.

Den grokraftige bibelske kristendom synes skjult. Vi mangler profeter i vor tid, der ser syner og viser vejen fremover. Vi mangler en Grundtvig og en Vilhelm Bech. Vi har brug for, at vækkelseskristendommen kommer på benene og for alvor rækker ud mod det samfund, som vi er en del af. At vækkelseskristendommen kommer ud af kirkerne og møder folk, hvor de er, og viser dem vejen mod et helt nyt liv.
At vækkelseskristendommens mennesker tager politisk ansvar. At vækkelseskristendommen mere synligt skaber kunst og kultur.

Jeg ser nogle små tiltag her og der. Et af tiltagene ser jeg i Bjarne Knudsens dejlige ”kampsang”, som i mange kirkelige sammenhænge indgår i lovsangen:

Komme dit rige iblandt os
Send din Ånd over vort land
Hjælp os at være den kirkesom du i dit hjerte har tænkt

Giv os en tro som vil tjene
Et hjerte som lever for dig
Gennem vort liv vil du være den svage og ensommes ven.

Stærke ord og bønner, der ofte synges under hengivelse og med oprakte hænder. Men også stærke ord, der maner til handling: Hjælp os at være den kirke, som du har tænkt. Hjælp os at række ud. Lær os at elske med mere end ord. Lær os at handle. Lær os levende tro.

Jeg længes efter et kristent folk, der lever troen ud i hverdagen, som ser syner og drømmer drømme og handler på dem. Som tager Gud på ordet og lever en smittende kristendom, der vender op og ned på mangt og meget i det danske samfund. Det skete i 1800-tallet, og det kan ske igen i 2000-tallet, hvis du og jeg vil.

Bjarne Nederby Jessen er lærer,
skolebiblotekskonsulent og frikirkepræst.
Nu på efterløn.