Dyveke er ny booker og ekspert i kristne bands

Dyveke Nepper vil som booker for Glow Concerts også bringe kendte USA-bands ud i lokale danske missionshuse og foreninger.Den kristne koncertforening Glow Concerts har ansat en ny booker. Dyveke Nepper vil blive en del af et ekspertpanel, som har fingeren på pulsen af den kristne musikscene.

Dyveke Nepper er nyansat booker hos Glow Concerts.

Glow har lige siden opstarten i 2003 bevist, at det sagtens kan lade sig gøre at tiltrække store kristne kunstnere til Danmark. Det er lige så langsomt lykkedes dem at opbygge et netværk med udenlandske kontakter, fx i USA, som nu henvender sig til Glow, når der skal planlægges turnéer, som evt. kunne komme til Danmark.
Men Glow ønsker ikke kun at arrangere store koncerter med fulde huse. Der har i den sidste tid været en stigende interesse fra mange sider for at få hjælp til at arrangere koncerter på skoler, i missionshuse og kirker. Glow concerts ønsker at træde til og give en hjælpende hånd, og blandt andet derfor har de ansat Dyveke.
– Vi er i GLOW rigtig glade for at kunne ansætte Dyveke. Alle taler om krise, men vi ønsker at gå den anden vej, for vi har en sag, der er vigtig at handle på nu, siger Glows formand Søren Follmann.
– Vi vil promovere kristne kunstnere – kendte og ukendte – i Danmark for at bruge musikken som platform til at forkynde om Jesus, og hvad han har gjort for os.
Den 27-årige Dyveke har tidligere været en af foreningens frivillige bookere med hovedansvar for relationerne til USA. Fra 1. marts får hun udvidet sit ansvarsområde i den etårige projektansættelse som booker for Glow.
Glow forventer at ansættelsen af Dyveke vil betyde flere koncerter i Danmark i fremtiden. Der vil selvfølgelig stadig være store koncerter med kendte kunstnere, men danskerne kan også se frem til en del mindre turnéer og koncerter med kunstnere, som endnu ikke er så kendte i Danmark.
Sidsel