Frimesser får flere i kirke

Filmklip og rytmisk musik får 2-3 gange flere folk til sognekirkens gudstjeneste.Nej, det er ikke en frikirke. Heller ikke en frimenighed eller valgmenighed. Frimesser er blot en fornyelse af højmessen i helt almindelige sognekirker fem steder i Jylland. Og det er sket med biskop i Viborg Stift Karsten Nissens velsignelse.
Heldigvis.
For erfaringen fra de sidste fem år er, at frimesserne tredobler gudstjenestebesøget.

Bekymringer blev til skamme

– Den 3. oktober 2004 havde vi ”debut” på vores nye gudstjeneste. Vi var spændte: Ville den appellere bredt? Det viste sig, at alle vores bekymringer blev til skamme!, fortæller sognepræst og idémand bag frimesserne, Morten Meiner, fra Skarrild sogn.
Deltagelsen i højmessen var nemlig efterhånden reduceret til en lille indforstået skare, og der kom praktisk taget ingen nye til, fortæller han.
– Højmessen forekom stiv og utilgængelig for mange mennesker, især den yngre generation. Noget måtte ske!
– I dag holder vi frimesser med 2-3 gange så mange besøgende som til en almindelig højmesse, og med en markant lavere gennemsnitsalder!

Flere følger trop

Frimessen er kommet for at blive. Og mindst fire andre sognekirker har tilsluttet sig ideen. Det er Farsø, Aulum, Kettrup og Snejbjerg sogne – i sidstnævnte er tidligere formand for Indre Mission i Danmark, Christian Poulsen, præst.

Sognets hovedgudstjeneste

Han kalder nu frimessen for sognets hovedgudstjeneste:
– Når den finder sted, er den sognets eneste gudstjeneste, siger han.
Initiativgruppen bag Frimesserne har udviklet en hjemmeside med værktøj til fornyelse af gudstjenesten. På Frimesse.dk kan man finde råd og vejledning til programmet, lovsangen, bønnerne og sammensætning af et band. Man kan også downloade filmklip, power points og plakater.