Oplevelser med en fisk
Der kommer flere og flere fisk i trafikken.Bedst som man er på vej ind mod København, bliver man overhalet af en fisk, eller rettere sagt en bil med en fisk bagpå. Hov, den fisk kørte vist lidt for stærkt, når man at tænke. Men en fisk, det var det – og man tænker: hvem mon det er? Der er stor sandsynlighed for, at det er en kristen, som signalerer sin tro med fisken bagpå. Jeg har jo selv sådan en fisk af samme grund.
Men en dag, så havde jeg den ikke mere. Kun mærkerne af den – og så mærkerne af en skruetrækker, der havde pillet fisken af. Hvorfor mon det? Chikane? Ja, måske, men en ny fisk dækker skrammerne.
Man bliver nu så glad, når man ser sådan en fisk – og glæder sig over, at der bliver flere og flere fisk i trafikken.
Forleden hørte vi om et ægtepar, der var på vej til kirke. Politiet kørte efter dem, og han tænkte på, at det nok var på grund af baglyset, der var blevet ødelagt, da en anden kørte op i bilen. Politiet fortsatte efter dem også ind på kirkens grund, hvor de parkerede. Betjentene steg ud og sagde: Når vi kører patrulje, så ser vi så mange af de der fisk. Hvad betyder den? De fik forklaringen, og alle fire lo – og betjentene havde været så optaget af fisken, at de slet ikke tænkte på problemet med baglygten.
En indvandrer havde også en fisk på bilen og blev tit spurgt om, hvorfor han dog kørte rundt med den fisk. Er du lystfisker? Næ, slet ikke, men den var på bilen, da jeg købte den, og jeg nænnede ikke at pille den af! De behøver altså ikke at være kristne, alle dem der sidder inde i fiskebilerne.
Forleden så vi en fiskebil på parkeringspladsen. Der stod noget inde i fisken. Vi har før set fisk, hvor der står Jesus inde i fisken. Men her stod der noget andet, og fisken havde fået små ben og fødder. Inde i fisken stod der Darwin. Det gav grund til spekulationer. Hedder fisken mon Darwin? Er det bare en dum efterligning, der vil gøre nar med kristnes tro på skabelsesberetningen? Eller er der tale om kristne, der vil give udtryk for, at de tror på evolutionslæren? Jeg var ikke helt tryg ved den fisk.
Jeg vil stadig glæde mig over de mange fisk i trafikken, men jeg vil også holde et vågent øje med Darwin.