Et kort besøg

”Der er et eller andet, der ikke stemmer”, tænkte Barbara, da hun for femte gang skulle være mor. Gynækologen sagde overbevisende: ”Alt er, som det skal være.” Alligevel ville den ubehagelige følelse ikke slippe den 40-årige kvinde.Så anderledes og mærkeligt havde Barbara Heinle aldrig følt sig under en graviditet. Som kristen var hun imod fosterdiagnostik og abort. Men de næste måneder satte hendes overbevisning på ildprøve…

Modelfoto

– Det var femte gang, jeg var gravid. Vores fire børn Denise (23), Kevin (20), Sally (8) og Helen (4) glædede sig. Hos min mand og mig – må jeg tilstå – var forventningens glæde afdæmpet.
Ved en af de almindelige undersøgelser undervejs i graviditeten opdagede min læge pludselig nogle symptomer, som foruroligede ham. Han tilrådede mig indtrængende at få en foster-undersøgelse.
Hans reaktion og hans undvigende svar gjorde mig bange. Min familie talte situationen igennem og nåede frem til, at selv hvis barnet skulle være handicappet, ville vi glæde os til at tage imod det.

Professorens diagnose rystede mig i min grundvold. ”Dit barn har højst sandsynligt trisomi 18. Din baby vil kun leve kort tid efter fødslen.”
I mit hoved var alt kaos: Hvad i alverden er trisomi 18? Føde et barn, som skal dø? Jeg ville kunne acceptere og elske et barn med handicap. Det havde jeg aldrig været i tvivl om. Men bringe et barn til verden, for at det skulle dø – nej, det ville jeg ikke kunne!
Pludselig trængte professorens stemme igennem til mit omtumlede hoved: ”For at få en præcis afklaring på grundlag af en moderkagebiopsi skal du på sygehuset.”
Jeg havde aldrig troet, at jeg skulle lade mig overtale til at gå med til sådan en undersøgelse. Allerede kort tid senere stod den frygtelige diagnose fast: Vores barn, en søn, havde trisomi 18 – og absolut ingen chancer for at overleve. Skulle han overleve svangerskabet, ville han enten dø under fødslen eller kort tid efter.

”Dette barn er ikke foreneligt med livet,” hørte jeg igen og igen lægerne sige.
Alle læger rådede mig til abort: Hvor lå den sunde fornuft i at gennemføre sådan et svangerskab?
Mine to ældste børn var bekymrede for mig. Og mine forældre sagde indtrængende: ”Tænk ikke kun på barnet i din mave, men også på de andre i familien. Du bærer ansvaret for hele familien.”
Jeg, som altid havde været hurtig til at fordømme kvinder, som fik foretaget abort, legede nu selv med tanken!
Jeg har slet ikke mere tal på, hvor mange mennesker jeg spurgte til råds. Men ingen kunne i sidste instans træffe afgørelsen for mig. Jeg måtte gå turen alene. Mange bad for os, mange holdt om mig for at trøste mig, og alligevel har jeg aldrig følt mig så alene.
Datoen for svangerskabsafbrydelsen var fastlagt, og jeg følte mig så usikker som aldrig før. Ville Gud tilgive mig?
Da en eller anden spurgte mig, om vi havde bestemt os for et navn til vores søn, hørte jeg pludselig mig selv sige: ”David, han skal hedde David.” Derefter var jeg helt paf. Faktisk kan jeg ikke rigtig lide det navn. Var det intuition?

I dagene før aborten kunne jeg næsten ikke tænke en klar tanke. Fortvivlet tryglede jeg Gud om et svar.
”Er det det rigtige, Herre? Hvorfor føler jeg mig så fuld af uro, så usikker og bange?”
Dagen før indgrebet var kaotisk, og det hele virkede uoverskueligt. Fuld af forvirring forsøgte jeg at komme i enrum og anråbte Gud: ”Hvad er din vilje?” Og så lige pludselig fik jeg et svar: ”Gør det ikke. Du har ingen ret til at slå dette barn ihjel. Du vil aldrig kunne tilgive dig selv det.”
Da dette trængte ind i hjertet på mig, blev jeg på én gang helt rolig. Al angst var borte. En dyb fred sænkede sig over mig, og jeg var helt afklaret og sikker: Dette er den eneste sande vej, jeg vil kunne leve med. Pludselig var jeg klar over, at jeg af hele mit hjerte ville kunne tage imod dette barn, min søn David, og give ham al den kærlighed, jeg ejede. Og det ville jeg gøre, så længe han levede.
Den næste dag fik jeg endnu et helt personligt tilsagn med løsenet: ”…og det (mennesket) har ikke magt over dødsdagen” (Præd. 8,8).
Jeg var nu helt klar over, at jeg kunne gå denne tunge vej med min Herre ved siden.

Hvad jeg skulle komme til at opleve af reaktioner efter min afgørelse, var ikke småting. Ikke så få gange måtte jeg gå i forsvarsposition og retfærdiggøre mit barns ret til livet. Bestandigt måtte jeg henvise til Gud og min kærlighed til ham. For det var ham, der gav mig styrke til at leve videre med glæde i hjertet og viste mig en helt ny vinkel på livet.
Indtil 25. uge udviklede David sig tidssvarende, som det hedder på det medicinske fagsprog. Ved en senere ultralydsscanning viste det sig, at hans hjerte var svært beskadiget.
Så længe han fik det, han havde brug for, gennem mig, var der ingen problemer. I min mave havde David det fremragende. Han sparkede meget, selvom børn med trisomi 18 egentlig ikke burde gøre det. Men min søn viste ofte, når der var noget, han ikke kunne lide, og hvor livsglad han var – især om natten!

I denne tid følte jeg mig meget tæt på Gud. Hver eneste dag udrustede han mig med sin kraft. Ofte forstod folk omkring mig ikke, hvordan jeg med sådan en ”skæbne” kunne have det så godt. Jeg kunne hver gang kun henvise til Gud og hans nåde. I al denne tid talte han igen og igen til mig igennem dette vers: ”Min nåde er dig nok” (2. Kor. 12,9). Jeg var glad og taknemmelig for at få lov at være gravid med David.
Jeg indrømmer, at jeg også indimellem havde dage og nætter, hvor modet svigtede. Især når jeg tænkte på fødslen og på, hvad der forestod bagefter. Jeg frakendte aldrig Gud det mirakel, at han kunne lade David leve – ja, sågar det mirakel, at han kunne blive født fuldstændig rask. Men inderst inde anede jeg, at Guds plan var en anden.

Tiden mellem undersøgelserne blev nu kortere og kortere, da risiciene for mig tiltog i løbet af svangerskabet. Mit fostervand var ikke helt ufarligt. En ”bivirkning” ved trisomi 18. På grund af mavens størrelse havde jeg svært ved at trække vejret, og plukveer hørte til dagens orden.
I 30. svangerskabsuge opstod der en uløselig komplikation. Tilførslen via min krop til David gik næsten i stå. David havde det dårligt, og hans hjertefrekvens var betænkelig. Min gynækolog var bekymret og mente, at David ikke ville overleve en uge mere.
Mit største ønske og min bøn havde hele tiden været, at jeg kunne bringe min søn levende til verden, kun for at sige ”hej” og fortælle ham, hvor højt jeg elskede ham. Men var den pris nu for høj? Skulle han hellere dø inden i mig? Skulle jeg bringe ham død til verden, for at han ikke skulle lide? Jeg vidste det ikke, men jeg stolede på, at Gud ville gøre det rigtige.
Netop i denne sidste tid havde jeg klynget mig til noget, som en kær veninde havde sagt: ”Og så vil du få lov at se David. Dette møde vil være et helligt øjeblik. Tid og evighed vil mødes. Midt i det hele er Gud, hos dig og hos David, hos jer begge på en helt særlig måde.”

Under graviditeten havde jeg gjort det til et ritual at bade regelmæssigt for at være helt alene med David. Denne kostbare tid tilhørte kun os. En eftermiddag nød jeg igen denne tosomhed. Men pludselig kunne jeg mærke, at nu var tidspunktet snart kommet til at tage afsked. Det var, som om Gud sagde, at nu skulle jeg give slip på min David.
”Herre, jeg beder dig, giv mig styrke!”, bad jeg min forløser, fordi jeg ikke var sikker på, om jeg overhovedet kunne klare det.
Tre timer senere begyndte veerne. På fødeafdelingen var der en hel hær af læger og sygeplejersker til at tage sig af mig. Også hele min familie var forsamlet, så min stue var fyldt til bristepunktet.
Veerne ville ikke rigtig gøre deres, alt gik meget trægt, men smertefuldt fremad, og man forsøgte at hjælpe til med et medikament – men uden held. På et tidspunkt om aftenen forlød det: Dette kan trække ud i dagevis.
Jeg sendte alle mine kære hjem. Jeg havde brug for at være alene med Gud og med min søn. Endelig faldt der ro over stuen; der blev tid til en bøn, tid med David.

Uventet dukkede min præst op. Han følte, han skulle besøge mig for at bede sammen med mig. Straks derefter satte fødselsveerne ind! Alene med min mand og to dejlige, indlevende jordemødre fødte jeg vores søn David den 14. november om morgenen, klokken 6.40. Og han levede.
Jeg holdt dette Guds mirakel i mine arme. Han var så lille og skrøbelig. David havde ingen livskraft, hans hjerte slog ganske langsomt, og jeg mærkede, at han straks måtte herfra igen. Jeg fik kun lige lov at holde ham og se på ham – han var vidunderlig skøn!
Der var så meget, jeg ville sige til ham, men jeg kunne ikke få et ord frem. Øjeblikket overvældede mig. Det var, som om tiden stod stille. Min mand kunne næsten ikke klare at se vores søn. For David så i det ydre vidunderlig dejlig ud, det var næsten ikke til at se, at han skulle være dødssyg.

Kort tid senere døde David – i mine arme, ganske stille og blidt. Pludselig kunne jeg mærke: Han er der ikke mere. Sikke en trøst at vide, at Gud nu har ham hos sig!
Visheden om, at David nu kan leve hos sin Skaber uden smerter og uden sygdom, hjalp mig til at lade ham gå. Han var ikke blevet født for at dø, men for at leve, blot i en anden verden.
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det var let at give slip. Jeg savner David usigeligt meget. Ofte kan jeg næsten blive misundelig over, at Jesus må se, favne og kærtegne min lille, livsglade skat, mens jeg kun har mindet om ham, et par billeder og hans grav.
Og dog er jeg taknemmelig for, at jeg fik lov til at lære David at kende, at Gud har givet mig denne gave, og frem for alt, at jeg kan leve med visheden om, at min søn er hos vores forløser, og der vil jeg – vi – igen engang mødes med ham.
Fra magasinet Lydia.