Hjælpeorganisation genopstået efter pause

Projekt Øst har ligget i dvale – men kører nu på fuldt tryk igen.Projekt Øst i Odense har sendt utallige hjælpetransporter til Østlandene siden starten i 1993.

Tage Marq Hansen skal nu tage arven op efter Ingo Larsen.

Men på det sidste har den humanitære forening kørt på lavt blus, grundet formand Ingo Larsens dårlige helbred.
Nu er organisationen rekonstrueret med ny bestyrelse, og den nye formand lover at sætte gang i hjulene igen:
– Vi har kørt på lavt blus, men nu kører vi på fuldt tryk igen, siger Tage Marq Hansen.
Og fuldt tryk er typisk over 60 nødhjælpstransporter med over 1.000 tons mad, medicin og tøj til Rusland og Polen fra genbrugscenter og lager på Mogensensvej i Odense.
– Vi sendte en sending til Polen for 14 dage siden, og vi har snart samlet ind til en ny transport, fortæller Tage Marq Hansen.

50.000 gadebørn

Projekt Øst er en kristen forening, som ønsker at hjælpe udsatte børn og ældre i primært Østeuropa. Arbejdet finansieres ved kontingent fra ca. 1000 medlemmer samt gaver fra private, skoler, kirker, institutioner, virksomheder og fonde.
Foreningen satser først og fremmest på Polen, der, selv om landet er med i EU, stadig lider under efterveerne af Sovjetunionens sammenbrud. Størstedelen af indbyggerne arbejdede dengang i store statslandbrug. I dag er mange af dem arbejdsløse.
Projekt Øst håber også på at kunne hjælpe Rusland:
– Der skal igen gøres forsøg på at få hjælp frem til 50.000 sultne gadebørn i Skt. Petersborg, fortæller Tage Marq Hansen.