Kirker spænder livremmen ind – og udvider tjenesten
Mange amerikanske kirker må foretage store økonomiske tilpasninger under finanskrisen. Alligevel sikrer kirkegængernes offervilje en stor velgørende indsats.Selvom krisen kradser, betænkes amerikanske kirker ikke med økonomiske velsignelser i form af hjælpepakker fra regeringen over there. Alligevel øges kirkernes samfundsangagement.Hvor kongressen for nyligt betænkte det betrængte marked med en hjælpepakke på 4.530 mia. danske kroner og i sidste uge vedtog et voluminøst budget på 18.972 mia. kroner, må mange kirker foretage såkaldte tilpasninger i de udfordrende tider. Ikke mindst for at kunne imødekomme et stigende antal henvendelser fra økonomisk betrængte.
En undersøgelse foretaget af Analyseinstituttet LifeWay Research viser, at 62 procent af de amerikanske kirker har modtaget flere forespørgsler om økonomisk hjælp fra folk uden for deres menigheder i det seneste år end i de foregående år.
En udvikling, der bakkes op af tal fra regeringen, der viser, at mere end 32 mio. mennesker, svarende til hver 10. amerikaner, brødfødes ved hjælp af madkuponer fra den føderale regering.
For at imødekomme efterspørgslen oplyser 37 pct. af kirkerne, at de har øget deres udgifter, mens 31 pct. har planer om at etablere nye tjenester for at hjælpe de trængende og dårligt stillede.
Samtidig oplever halvdelen af de adspurgte kirker, at de strenge tider giver dem en oplagt mulighed for at tjene samfundet.
– Trange tider kan ses som en anledning til at fortælle de gode nyheder om evangeliet, påpeger direktøren for LifeWay Research, Ed Stetzer i rapporten og tilføjer, at vanskelige omstændigheder ofte har motiveret kirker til at mobilisere folk og oprette nye tjenester.
Undersøgelsen, der omfatter 1.000 protestantiske præster, viser da også, at 71 pct. af kirkerne enten udnyttede eller overskred deres budgetter sidste år.
Samtidig er den gennemsnitlige givertjeneste øget med fire pct. sidste år. Mere end hver fjerde kirke har ligefrem oplevet, at bidraget fra medlemmer er steget med 10 pct., mens 12 pct. har oplevet et tilsvarende fald.
Trods den generøse bistand oplyser mere end halvdelen af de adspurgte, at den økonomiske krise påvirker deres kirker negativt. Syv pct. angiver i rapporten at være meget negativt påvirket, mens 30 pct. ikke oplever nogen negativ effekt. Hertil kommer, at 35 pct. fortæller, at de er blevet mere forsigtige og tilbageholdende med at bruge penge.
Et tilsvarende antal oplyser, at de har fastfrosset lønninger på sidste års niveau, seks pct. har sat lønningerne ned og fire pct. har afskediget medarbejdere.
For at få enderne til at nå sammen har fem pct. af præsterne måttet påtage sig ekstra jobs, ligesom fem pct. har bedt deres ægtefæller om det samme.
40 pct. af de adspurgte menigheder oplever, at store dele af deres forsamlinger er blevet arbejdsløse, hvilket blandt andet har ført til, at anmodning om økonomisk støtte internt i kirkerne er steget med 31 pct.
Ifølge meddirektør i LifeWay Research, Scott Mcconnell, indretter kirkerne sig ikke kun efter omstændighederne, men også efter Jesu ord om at give af sin fattigdom frem for sit overskud.
– Kirkerne og præsterne lever ikke over evne, men i tro, lyder hans konklusion på undersøgelsen.