Britisk sanglærke i Danmark

Philippa Hanna fra England giver seks koncerter i Danmark. Fra Sheffield i England kommer 24-årige Philippa Hanna til Danmark, hvor hun i slutningen af maj og begyndelsen af juni giver seks koncerter rundt om i Danmark. Philippa Hannas unikke stemme er ikke ukendt i musiksammenhænge. Hun har blandt andet indspillet vokal for kunstnere som Emma Bunton (Spice Girls), SClub og Graham Kendrick.
I 2007 udgav Philippa sit debutalbum, der blev positivt modtaget blandt anmeldere. Nu er hun i gang med sit næste album, som skal færdiggøres, inden hun rejser til Danmark.
Dette album forventes at udkomme i juni.
I 2004 blev Philippa kristen. Det var der, hun sagde farvel til sine vilde dage, en oplevelse hun beskriver i sangen Crazy Days.
– Det er en sang, hvor jeg på en måde siger farvel til mit gamle liv, siger hun i et interview med Cross Rythms.
– Jeg er så taknemmelig for, at Gud var med mig og beskyttede mig.
Philippa Hannas musik er en blanding af akustiske grooves og energiske rytmer, og hendes ærlige tekster er noget, man ikke sådan lige glemmer. Philippa Hanna er et utrolig charmerende og intenst menneske. Med sin ærlighed og nærværende måde at være på får hun publikum til at åbne op for sit egentlige budskab.
Sidsel