Regn, regn…

Da vi kom til storbyen Maroua havde de ikke haft strøm i tre dage. Det kunne de endda leve med, for strømmen forsvinder alligevel så ofte her i Afrika.Værre var det, at byens vandværk ikke kunne fungere uden strøm. Så de havde heller ikke haft vand i tre dage.
Vi gråvejrs-danskere længes sjældent efter regn, men det gør man i Afrika, når det i tørtiden ikke har regnet et halvt år.
Og når en storby – fyldt med slum og skidt allevegne – ikke har rent vand i flere dage, så bliver folk syge. En del børn og ældre dør fordi de ikke får væske nok, eller drikker noget brakvand fra et beskidt vandhul, fordi temperaturen er over 40 grader. Men det er der ingen, der har styr på. For her dør hele tiden mennesker, som kunne været reddet, hvis de blot havde haft råd til medicin eller passende ernæring…
Sådan er verden – også i dag – en dagsrejse hjemmefra.

Grunden til, at en hel storby måtte leve uden vand og strøm var, at nogle tyveknægte havde stjålet el-kablerne for at smelte dem om til gryder…! For en smule fortjeneste satte de altså flere hundrede tusinde menneskers helbred på spil. Deres kasserolle-projekt koster andres sygdom og død.
Derefter fulgte 3-4 dage, hvor kablerne blev genetableret, og der kun var vand og strøm om morgenen og aftenen.
Da jeg i aftes bestilte noget yoghurt på en billig restaurant for at styrke maveregionen, kom jeg til at tænke på, at de her laver yoghurt af mælkepulver – og vand…
– Er vandet renset, spurgte jeg diskret tjeneren.
– Nej, svarede han ærligt.
– Så må jeg nok desværre lade det stå, for vi hvide kan ikke tåle det lokale vand for vores maver, undskyldte jeg.
– Nej, det kan vi heller ikke, smilede han træt.

Tusindvis bad søndag i kirkerne. Og natten til mandag forbarmede Gud sig åbenbart over byen, for regnen styrtede ned i timevis – længe før regntiden skulle begynde. Der var igen masser af vand i den udtørrede flod og alle var glade. Det var fantastisk dejligt. Forfriskende. Rensende. Få dage efter begyndte græsset at pible frem – selv i ”ørkenen”.
Sådan vil det føles, tror jeg, når Gud svarer på vores bønner om en ny åndelig regn over det åndeligt udtørrede, tørstende Danmark. ”Når mit folk omvender sig og søger mig, så vil jeg læge deres land” står der i 2. Krøn. 7, 14.
Regn, regn, Helligåndens regn…
Forfriskende, rensende og lægende.