Åbenhjertig og medrivende beretning

Grethe Livbjergs erindringer er skrevet i en tro på, at alt skal blive godt.Det er historien om et menneske, der voksede op i et snævert indremissionsk miljø på landet i Jylland, og som gennem et langt og turbulent liv erfarer, at Gud kan vende de mørke perioder til noget lyst og godt.Da jeg læste de første sider om forfatterens barndomsår, opdagede jeg, hvor mange lighedspunkter der var imellem Grethes tidligste oplevelser, og så mine egne: Vi er jævnaldrende, vores omgangskreds bestod af mennesker, der var kompromisløse i trosspørgsmål (som særligt jyderne var!), og vi var begge født nysgerrige og med mod på livet.
For hende var ”de andre” dem, der ikke hørte til Indre Mission, mens de andre for mig var dem, der endnu ikke havde oplevet sandheden i baptisternes liv og lære.
Var forskellen i vores opvækst i så henseende egentlig særlig stor? Vi blev begge begrænset i vore bestræbelser for at møde andre medmennesker og deres livsform på en naturlig og fri måde.
Og vi led under denne ”opdragelse”, som stækkede vore udfoldelsesmuligheder.