Mont Blancs morgenshow
Jeg siger det gerne højt og tydeligt: Jeg er stewardesse og flyver glædeligt til daglig rundt i de europæiske stater med 800 km/t.Stewardessejobbet var engang kendt for at være besat af Barbie-lignende blondiner med tomgang i øverste etage, iført stramme nederdele og højhælede sko fra morgen til aften. Nu render vi rundt med universitetsgrader i bagagen, iført bukser og ortopædisk fodtøj.
Jeg vil gerne tage jer med på en særlig morgenflyvning fra Genève og hjem til København for nylig. På et tidspunkt i flyvningen dingdongede piloterne efter mig. Jeg spadserede rutineret ud til mine to morgenfriske kolleger i cockpittet, og de pegede smilende ud af vinduet: Det her fortjener du at se, Henni, sagde de, og derefter blev der bomstille.
Jeg anede toppen af Europas højeste bjerg Mont Blanc, også kendt som Toblerone-bjerget. Bag bjergets tinde begyndte solen at strække sine lyserøde blæksprutte-arme og var i færd med at åbne sit ene trætte gigantøje. Solen fungerede som en orange natlampe, der tegnede streger på hele himlen, måske for at varsle den kommende dag.
Fra cockpittets 3-D bredvinklede udsigtspost havde jeg æren af at bevidne denne dags fødsel. Vi ignorerede vores nybagte varme bagerbrød og kunne ikke andet end at stirre i lammelse på denne ekstraordinære naturoplevelse.
Uden at bemærke det faldt snakken på Skaberen af dette mesterværk, hvis eksistens ikke kunne betvivles ved sådan et guddommeligt syn. Hvis Gud besluttede sig for at holde jordkloden i sin hånd, ville Mont Blancs spids være et af de første steder, der berørte hans håndflade og vores fly ville være som en irriterende flue, han sikkert bare fejede væk.
Det var ærgerligt, at vi ikke havde et videokamera ved hånden, men en af piloterne sagde, at et kamera alligevel ikke kunne fange sådan et øjebliks storhed.
Selv med de flotteste gloser kan Guds nærhed aldrig fuldt ud beskrives. Men når det sker, er man ikke i tvivl. Så er man bare suget ind i nuets skønhed.
