Det begynder med et nederlag…
Jesper Hornstrup er sognepræst i Vammen,
Bigum og Lindum sogne ved Viborg.Vi har slidt hele natten og ingenting fået. Sådan lyder den erfarne fiskers første reaktion, da Jesus kommer med det umiddelbart håbløse råd at sejle ud på søen og sætte garn.
Enhver med den mindste forstand på fiskeri vidste, at fiskeri ved højlys dag var spild af kræfter. Ville man fange noget, så var det om natten. Og det havde de i øvrigt lige prøvet, uden gevinst.
Der er uendelig mange fattige, misbrugte og undertrykte mennesker ud over verden, der kunne sætte Peters ord som overskrift over deres liv. Men også i vores rige del af verden kunne mange gøre ordene til et motto: Vi har slidt hele natten og ingenting fået. Intet andet end blodpropper og tomme hænder!
Der skete imidlertid noget med fiskeren Simon Peter den dag. Han fik mere at tænke på end den mislykkede nat på søen. For han mødte Jesus på en sådan måde, at det blev ham for meget. Det, han ikke kunne klare ved hårdt arbejde, klarede Jesus blot ved at udstede en ordre: Sejl ud på søen, og kast garnene ud. Og ved et mirakel blev to både fyldt med fisk, så de var synkefærdige. Det var for meget for Simon Peter.
I stedet for at juble og takke faldt han ned på jorden og bad Jesus gå sin vej. Han så i miraklet et kæmpenederlag. Nederlag for sine egne kræfter, sin egen faglige stolthed, sine egne planer og alt det, han hidtil havde stolet på og holdt sig til.
Han oplevede det ligesom en skoleelev, i det øjeblik læreren kommer ud fra eksamenslokalet og siger: Du er dumpet! Det, du præsterede, var ikke nok til at bestå. Sådan begyndte det for den store Simon Peter. Og sådan må det gå, når et menneske bliver Jesu discipel. Et rigtigt møde med Jesus resulterer i, at vi lider nederlag med alt vort eget.
Normalt er det stik modsat. Vi prøver at uddanne og dygtiggøre os på alle måder, skaffer fine papirer og gode anbefalinger for at vise, at vi er kvalificerede til den stilling, vi vil opnå. Men hos Gud er det ikke kvalifikationer, der tæller. Her er det den uværdige, som bliver ansat.
Jesus kom netop for at kalde på syndere. Han kom ikke for at kalde selvhjulpne og retfærdige til sin kirke. Derfor har man også fra gammel tid sammenlignet kirken med et sygehus, hvor Kristus virker som den store læge, der samler de håbløst syge og redder dem fra døden.
Men det begynder altså med et nederlag. Det begynder med at få øjnene op for Gud i al hans magt og vælde, hellighed og strenghed. Det begynder med at føle samme rædsel som Simon: Gå bort fra mig Herre, for jeg er en syndig mand; vi kan ikke have med hinanden at gøre. Først når vi kender denne rædsel, kan vi for alvor føle det vidunderlige i ordene fra Jesus: Frygt ikke!
De ord giver jo kun mening, hvis de bliver sagt til en, der er bange. Og de giver kun mening, når de bliver sagt af ham, vi er bange for! Lovlig ofte bliver de ord: Frygt ikke! sagt af mennesker, der ikke har mandat til det. Det kan være politikere, der forsikrer om, at vi ikke skal være bange for det og det, og så har man en eller anden lumsk anelse om, at det har de alligevel ingen indflydelse på.
Simon Peter hørte oprejsningens ord af Jesu egen mund. Og i stedet for at fange fisk, blev han ansat til at fiske menneske. Den uværdige og ukvalificerede fik stillingen discipel eller læredreng hos Mesteren selv.
Ligesom Simon Peter er enhver kristen kaldet til at følge Jesus. Men vore forudsætninger er og bliver de samme som hans. Vi er syndere og dermed i os selv ukvalificerede. Også selv om vi hverken skal være store missionærer eller pave i Rom. For nogle består tjenesten ikke i andet end at bede aftenbøn med deres børn, for nogen bliver det aldrig mere end at fylde en kirkestol søndag formiddag. Men grundlaget for tjenesten og kaldet er det samme: at vi alle har set vor egen synd og afmagt og hører Jesu tilgivende og oprejsende ord. Det er hans ord, der frigør os, hans ord, der jager rædslen bort, og hans ord, der sætter os i arbejde.
