Skriv til Suh

Har du et problem, så skriv til:
Psykolog Suh B. Jacobsen
Nordgårdsvej 109
4030 Tune
eller mail til: Suh@Udfordringen.dk. Ikke alle breve offentliggøres. Du er velkommen til at være helt anonym, hvis du ønsker det. Hjemmeside: www.suhjacobsen.dk

Kære Suh
Jeg er en kristen kvinde, jeg har hele mit liv kommet i kristne sammenhænge. I øjeblikket kommer jeg i XX-kirken, og er rigtig glad for at komme her. Det kristne fællesskab er meget vigtigt for mig, og jeg oplever en særlig samhørighed her. Tidligere er jeg kommet flere forskellige andre steder, men jeg har været meget skuffet over det miljø, jeg der har oplevet. På trods af den kristne profil har der været utrolig meget bagtalelse, fordømmende holdninger og en skidt seksualmoral. Det undrer mig, hvordan man i kristne sammenhænge nogle gange nærmest kan opføre sig dårligere end i de verdslige (på nogle punkter).
Hilsen T.

Kære T
Jeg forstår din skuffelse over oplevelsen af, at der i nogle kristne fællesskaber ikke er den moral og de værdier, som man umiddelbart forventer. Kristne mennesker og forældre kan dog have de samme udfordringer og problemer med at leve, som de egentlig ønsker, eller med at opdrage deres børn til at være de børn/unge, som man ønsker, som alle andre har. Selvom det kristne fællesskab netop byder på et netværk og et fællesskab, der kan støtte og hjælpe, når man støder på problemer, kan det alligevel for nogle være svært at turde stå ved, at man har fejlet – angsten og skammen over at være ”mislykket” kan være overvældende. Måske er man bange for at fremstå som en ”dårlig kristen” og for den jantelov, der desværre også kan snige sig ind i selv de bedste kristne kredse. Derfor tier man måske i stedet for at snakke om det eller bede om hjælp. Man kan også falde for fristelsen til at fremhæve sig selv (for at pudse en ridset facade af) på bekostning af andre.
Konsekvenserne af dette kan desværre være, at problemerne får lov at vokse sig større og større til de til sidst virker helt uoverskuelige. Samtidig bliver skammen og skyldfølelsen tilsvarende større, og det bliver endnu sværere at stå frem.
Det bedste, vi kan gøre – uanset hvem vi er, og hvor vi kommer – er at vove at bryde isen og sætte ord på de svære og måske endda tabuiserede emner. Det er ikke let – ånden er måske villig, men kødet skrøbeligt – men jeg er overbevist om, at langt de fleste vil blive overraskede over, hvor meget det kan forløse for dem selv og også for andre. Når først én tør stå frem, vil mange flere også få modet til at stå frem. I kølvandet af noget sådan vil der uvægerligt vokse et intenst, smukt og meget stærkt fællesskab.
Samtidig giver man sin præst/ledelse mulighed for at kunne gribe ind på enten det personlige eller et mere organisatorisk plan. Og jeg er overbevist om, at præster/menighedsledere rundt omkring ønsker et sundt og bibelsk sandt miljø i deres menighedsfællesskaber, og at de også er villige til at yde en aktiv indsats, hvis de bliver bekendt med problemerne.
Hilsen Suh

Kære Suh
Jeg er bare lidt nysgerrig efter at høre, om der er ”regler” for, hvad man taler om hos en psykolog – er der noget man absolut skal tale om, og er der noget, man ikke kan/bør tale om? Og hvordan foregår det sådan nogenlunde? Man kan jo godt have nogle forestillinger om det, som i virkeligheden ikke passer, og som afskrækker én fra at bruge en psykolog.
Hilsen A.

Kære A.
Overordnet er der ikke nogen ting, som man ikke kan tale om hos en psykolog. Hele pointen ved at opsøge en professionel samtalepartner er netop, at der her er rammer for, at man kan sige hvad som helst, alt det man har på hjertet, uden at skulle koncentrere sig om, hvad den anden nu tænker eller mener om det.
Der kan dog være nogle individuelle begrænsninger i forhold til den enkelte psykolog – det kan f.eks. være, at han/hun ikke har erfaring med det pågældende problem. I en sådan situation er det normal procedure, at man henviser til en anden.
Omvendt er der overordnet heller ikke noget, man skal sige, men da psykologen jo tager udgangspunkt i de ting, klienten kommer med, så giver det sig selv logisk, at jo mere du fortæller i relation til problemstillingen – jo bedre rammer er der for at få den relevante hjælp.
Derudover har de forskellige retninger inden for psykologien forskelligt fokus-område, så det kan være afgørende for, hvor meget vægt der lægges på f.eks. tanker, følelser, barndom, nutid, fremtid osv. Det er en god idé at spørge til psykologens metode, inden man starter et forløb, så man ved, hvad man går ind til.
Hvordan det rent praktisk foregår, er også forskelligt. Samtale-delen spiller naturligvis en større rolle hos langt de fleste, men hos nogle lægges der også vægt på f.eks. kropslige øvelser, male-/tegne-opgaver, eller man ligger ned i stedet for at sidde op. Igen, spørg til metoden hos den pågældende behandler, inden du starter på et forløb, så du ved, hvad denne kan tilbyde.
Hilsen Suh

Klumme

For et stykke tid siden var jeg ude og shoppe sammen med min mand. Lidt irriterende for mig var det hele tiden ham, der fandt smart og billigt tøj! Så atypisk nok brugte jeg en del tid uden for prøverummet, mens han var inde i prøverummet. Af og til tittede jeg ind til ham for at give mit besyv med.
Så skete det: da jeg i en af de mange butikker som sædvanlig gik hen og stak hovedet ind i prøverummet, undrede jeg mig et ganske kort øjeblik over, at han så helt forkert ud – hvorpå det pludselig gik meget klart op for mig, at det IKKE var min mand, jeg stirrede på. I stedet var det en ganske fremmed mand, der noget overrasket kiggede på mig – kun iført underbukser!
Hvad er den bedste reaktion i en sådan situation? Ja, udover selvfølgelig at trække hovedet til sig i en vis fart?
Hvad er i det hele taget den bedste reaktion på en uventet, pinlig eller nervepirrende situation?
En kursist på et af de kurser jeg for nylig har undervist på, havde en bemærkelsesværdig og inspirerende evne til at håndtere sådanne situationer. Når han blev sat i en udfordrende situation, italesatte han simpelthen alt det, vi andre måske ville nøjes med at tænke.
Det kunne være de følelser han havde omkring den aktuelle situation, f.eks.: ”den her situation gør mig egentlig lidt nervøs, så jeg har lige brug for at…”.
Eller de tanker han gjorde sig om samme, f.eks. ”jeg kan ikke gøre alle tilfredse, så jeg har besluttet, at …”.
På denne måde fik han på en fin måde punkteret den nervøsitet eller forlegenhed, som en lidt udfordrende situation ellers kunne stille ham i, netop ved at sætte ord på det.
Italesættelsen blev på den måde både en måde at håndtere situationen på for ham selv, men den gjorde samtidig også det hele mere afslappende og trygt for os andre.
For når andre siger, hvad de tænker og mener, højt og klart, så ved vi, hvor vi har dem – og de ved, at vi ved det! Der gør det igen nemmere for os at komme med respons, og der undgås mange misforståelser. I det hele taget bliver det hele mere konstruktivt for alle parter.
Nu var manden i prøverummet ikke en jeg havde en relation til og ikke én jeg formentlig nogen sinde ville møde igen, så min håndtering af situationen var mindre vigtig. Men ikke desto mindre ville en god udgangsreplik på den ellers noget pinlige situation måske være: ”Ups, det var flovt … og pæne underbukser, i øvrigt”.
God sommer
Hilsen Suh

Hotline til Suh
På alle onsdage fra kl. 10-11 kan du ringe til Udfordringens psykolog Suh Jacobsen på 46 96 89 69.
Nogle af spørgsmålene bringes senere i brevkassen.
Du kan fortsat skrive pr. brev eller mail til:
Suh Jacobsen, Nordgårdsvej 109,
4030 Tune, eller mail til:
Suh@Udfordringen.dk