Kirken mister de kristne unge – allerede som børn

Unge, der forlader kirkerne, gjorde det allerede i deres hjerter og tanker som børn – og ikke i studieårene, som mange tror. Det konkluderer amerikanske forskere i ny bog.Kirken mister flere børn i skolealderen, end den nogensinde vil miste i gymnasiet. Det viser en ny undersøgelse af America’s Research Group (ARG), der er offentliggjort i bogen Already Gone.

– Børn søger svar i skolebøger og ikke i Bibelen, hvis historier opfattes som eventyr, fastslår Ken Ham i ny bog om unge kristnes fravalg af kirken.

– Op mod 60 pct. af de børn, der vokser op i kirkerne, forlader den, når de bliver ældre, siger bogens forfatter, Ken Ham, og ARG-researcher, Britt Beemer.
Ken Ham kalder konklusionen et ”wakeup call” til kirken. Han påpeger, at mens tidligere undersøgelser har vist, at kristne unge er mest tilbøjelige til at forlade kirken i deres studieår, viser ARG’s data, at de fleste af dem reelt var gået allerede som teenagere.
Ifølge undersøgelsen deltager 95 pct. af de kristne børn regelmæssigt i kirken, mens de går i grundskolen. I takt med at de begynder på de øverste klassetrin, falder niveauet til 55 pct., og i gymnasietiden er kun 11 pct. fortsat aktive i kirken.
– De sidder i vores kirker lige nu, men de er reelt allerede gået, erklærer Ken Ham, der mener årsagen primært skal findes i en vag bibel-formidling i kirkernes børnetilbud.
Undersøgelsen viser således, at knap 40 pct. begyndte at sætte spørgsmålstegn ved de bibelske sandheder lige efter grundskolen. 43 pct. oplyser, at tvivlen opstod, mens de gik på de øverste klassetrin. Kun cirka 10 pct. svarer, at deres tvivl på Biblen opstod i gymnasiet.
Konkret tvivler 18 pct. eksempelvis på, at Bibelen er korrekt oversat, 15 pct. mener, den er selvmodsigende, mens 14 pct. tror på evolutionslæren frem for skabelsen.
For at vende tendensen mener Ken Ham, der bør sættes ind allerede i søndagsskolerne.

Mere klar tale i søndagsskolen

Han peger på, at 61 pct. af de adspurgte gik i søndagsskole som børn mod 39 pct., der ikke gjorde. Alligevel tyder det ifølge undersøgelsen på, at søndagsskoleundervisningen ikke er langtidsholdbar.
Det er nemlig især gruppen, der frekventerede en søndagsskole, der tvivler på Bibelens absolutter såvel som kirken. I stedet tilslutter de sig evolutionslæren og siver væk fra kirken.
Ifølge Ken Ham er problemet, at søndagsskolen fortæller bibelhistorier, mens børnene i skolen præsenteres for videnskabelige facts om biologi, geologi og astronomi.
– Resultatet er, at børnene søger svar i deres skolebøger og ikke i Bibelen, hvis historier opfattes på linie med eventyr, fastslår han og spørger, hvorfor kirken blot underviser om åndelige og moralske forhold, mens den overlader resten til verden.
– Bibelen omhandler jo videnskabelige emner som geologi og biologi. Hvis kirken åbner op for, at vi ikke behøver tage Bibelen bogstavelig, men blot kan omfortolke den i henhold til verdens undervisning, underminerer vi Biblens myndighed. Og gør vi det, vil den næste generation underminere den mere, vurderer han.

Finder kirken irrelevant

Ifølge undersøgelsen kan gruppen af unge, der dropper ud af kirkerne, opdeles i to fraktioner. Den ene fraktion har ingen planer om at vende tilbage, mens den anden overvejer at deltage ved højtider og måske, når de har fået børn.
Cirka 40 pct. af den første fraktion angiver, at de har svært ved at tro på skabelsesberetningen, ligesom 56 pct. oplyser, at sekulær videnskab har gjort dem skeptiske over for Bibelen.
I den anden fraktion tror de fleste fortsat på Jesus, men peger på legalisme og selvretfærdighed som begrundelse for, at de nok finder Bibelen relevant, men ikke kirken.
Bogen Already Gone udkom i USA i begyndelsen af juni. Undersøgelsen er foretaget af American Research Group blandt 1.000 unge mellem 20 og 29 år, der tidligere var kirkeligt aktive.