Tidebøn på vej tilbage
Tidebønnen er en af kirkens ældste bønsformer og har især været bedt i den katolske og ortodokse kirke. Men tidebøn vinder nu indpas i alle kirkesamfund, og der arbejdes på at udgive en fælleskirkelig tidebog, fortæller generalvikar Lars Messerschmidt.- At bede på fastsatte tidspunkter i dagens løb går tilbage til templet i Jerusalem og til den jødiske synagoge, fortæller generalvikar Lars Messerschmidt fra den katolske kirke. – Syv gange daglig priser jeg dig læser vi i salme 119, 164. Selvom tallet syv nok skal forstås symbolsk som det fuldkomne, har dette vers spillet en vigtig rolle i udformningen af den kristne tidebøn. Tidebønnens rødder findes altså i jødedommen, og det er de bibelske salmer og andre bibelske hymner, der udgør substansen i den kristne tidebøn.
Hvornår fik tidebønnen den form, som den har i dag?
– Udviklingen er sikkert foregået forskelligt i de forskellige dele af kirken. Jeg husker, at jeg på præsteseminariet havde to medstuderende fra Irak, som tilhørte den kaldæiske kirke. Den ene, som var fra en kristen landsby i de kurdiske bjerge, fortalte, at han var vokset op med tidebønnen. Hver morgen ved solopgang kaldte man til bøn i landsbykirken, og alle, børn og voksne, begav sig hen i kirken til gudstjeneste, og det samme gentog sig ved solnedgang. Sådan har man altid gjort, sagde han.
– Jeg tror, at dette eksempel ganske godt illustrerer den funktion, tidebønnen havde i de enkelte menigheder tilbage i de første århundreder. Her genfinder vi nemlig synagogens gudstjenesterytme. Vi ved fra forskellige kilder, at hovedtiderne var morgenbønnen og aftenbønnen i kirken, som hele menigheden om muligt deltog i. Nogle steder begyndte man også at holde de såkaldte vigilier, det vil sige gudstjeneste om natten.
– Tidebønnen i dens nuværende form i den romerske kirketradition har udviklet sig lidt efter lidt, ikke mindst under påvirkning fra munkevæsenet og især den hellige Benedikt. For at være i overensstemmelse med Skriftens opfordring om altid at bede og at lovprise Gud syv gange om dagen udviklede man syv tider. Efter den liturgiske reform efter det 2. Vatikankoncil i 1962-65 er tidebønnen blevet afkortet og forenklet: Læsningernes tidebøn kombineret med laudes, middagsbøn, vesper og komplet.
Hvordan er tidebønnens opbygning, og hvordan beder man den?
Hver enkelt tidebøn er stort set bygget op over det samme skema: Indledning, en metrisk salme, tre salmer fra Bibelen eller andre bibelske hymner, en kort bibellæsning, et såkaldt kort vers, dvs. to verslinier som regel fra Bibelen, en bøn svarende til tidspunktet eller festdagen og en bortsendelse.
– Laudes og vesper, der efter urgammel tradition er de vigtigste tidebønner, har desuden enten Zakarias og Marias lovsang. Komplet har Simeons lovsang. Således synger man eller læser man de tre lovsange fra evangelierne hver dag. De er på sin vis højdepunktet i den enkelte tidebøn. Læsningernes tidebøn er en lidt anden genre. Dens formål er meditativ, derfor læses der foruden tre salmer fra det Gamle Testamente en længere tekst fra Bibelen og en tekst fra en åndelig forfatter i fortid eller nutid.
– Man kan bede tidebønnen alene, hjemme eller i kirken, eller man kan bede den i fællesskab, hvilket er stærkt anbefalet, da det jo egentlig er kirkens officielle bøn. Der bliver flere og flere sognekirker, hvor man i hvert fald beder noget af tidebønnen hver dag eller nogle dage om ugen.
Mange tænker nok på middelalderens munke og nonner, når de hører om tidebønnen og den gregorianske sang. Hvordan har tidebønnen overlevet til i dag, og hvornår er den blevet hver mands eje?
– Da latin i begyndelsen af middelalderen ikke længere var folkesprog, blev tidebønnen efterhånden alene sunget i klosterkirkerne, der blev en slags specialister i tidebøn, samt i domkirkerne og i de store bykirker. Som udgangspunkt blev tidebønnen sunget på de såkaldte gregorianske melodier, altså melodier, der for nogles vedkommende går tilbage til oldkirken og måske den jødiske synagoge, hvor man jo også messede teksterne.
– Det 2. Vatikankoncil ønskede, at tidebønnen igen blev hele Kirkens bøn og ejendom og ikke kun præsternes og klosterfolkets. Derfor blev den afkortet og forenklet og oversat til modersmålet. Flere og flere lægfolk har opdaget denne form for bøn og fundet stor berigelse i den, ligesom den også bruges i menigheden og ved retræter og lignende.
Jeg ved, at du som katolsk præst beder tidebøn hver dag. Kan du fortælle lidt om, hvad denne bønsform betyder for dig i dit personlige gudsforhold og i din selvforståelse som kristen?
– Jeg blev allerede bekendt med tidebønnen som barn og ung, når jeg var på besøg i et af vore klostre. Det var dominikanermunke, der betjente mit barndomssogn, og de sang tidebøn. Vi unge deltog ofte i komplet om aftenen. Når vi var på ungdomslejr på Øm, sang vi også komplet – det var meget stemningsfyldt at synge denne bøn ved solnedgang. De gregorianske melodier gik til hjertet og gav én en indre ro og fred.
– Naturligvis læste eller sang vi noget af tidebønnen på præsteseminariet i Paris, og her blev jeg undervist om den gregorianske sangteknik. De store gudstjenester julenat og i påsken har efterladt et uudsletteligt indtryk. De var lange, ofte et par timer. Man var til sidst meget træt, men sikken en oplevelse! Vi var cirka 200 studerende, der sang ved disse lejligheder.
– I mine ferier opholdt jeg mig ofte i et eller andet benediktiner- eller cistercienserkloster, hvor de var specialister i gregoriansk sang og havde den fuldt udfoldede tidebøn, der sammenlagt tog tre-fire timer hver dag.
– Det er sikkert meget forskelligt, hvordan man oplever tidebønnen, men jeg kan sige for mit vedkommende, at den har været og er strukturen i min bøn, selvom jeg naturligvis også værdsætter andre bønsformer. Jeg tror, at det, der betyder noget for mig, er, at tidebønnen helt igennem er bibelsk, det er Guds ord, man tager i sin mund og hele tiden lytter til. Det er slående, når man læser de gamle kirkefædre fra oldkirken, at de i deres prædikener og skrifter ustandselig citerer bibelske salmevers. Det kan kun betyde, at også de dagligt brugte de bibelske salmer og mediterede over dem.
– Når man med troens koncentration tager Guds ord i sin mund, virker Helligånden på en helt speciel måde. Den erfaring gjorde de gamle, den har jeg gjort, og den kan enhver gøre. Men det betyder også mere og mere for mig, at tidebønnen er kirkens bøn. Jeg beder ikke alene, men sammen med kirken, som et lem på kirken. Det er Kristi legeme, der beder sammen med sin brudgom til den himmelske Fader i Helligånden, og jeg beder samtidig på hele skabningens vegne med de ord, Gud selv har givet os. Kristus beder i kirken, Kristus beder i mig.
Af Kirsten Krog
