10 bud på fremtidens kirke
Ni præster og en redaktør giver hver deres bud på, hvad kirke er i det 21. århundrede. Fællesskab er nøgleordet.Sig ordet kirke og myriader af forestillinger dukker op i bevidstheden. Helt fra røgelsessvingende ortodokse til håndklappende frikirkefolk. I den nye bog Hvad skal vi med kirken? er forfatterne dog enige om én ting: Kirke er fællesskab.
Svend Løbner
er journalist
og huskirkeleder.
Et åbent, inkluderende fællesskab er nøglen til moderne danskeres hjerte. Kirken skal tilbyde dette fællesskab, og i fællesskabets rum pege på kirkens herre, Jesus Kristus. Fællesskabet kan enten være et såkaldt metafællesskab i Natkirken i København, en traditionel ramme om livets store højtider i den almindelige sognekirke, et arbejdsfællesskab i både folke- og frikirker, eller et måltidsfællesskab i små huskirker.
Hvad skal vi med kirken? er en antologi, hvor ni præster deler erfaringer fra netop deres kirketradition. Teologisk konsulent Morten Munch redigerer og samler trådene i et afsluttende kapitel.
Bogen giver et fingerpeg om, hvad det er for en kirke, der har en fremtid i Danmark. Kirken skal ifølge indlæggene være fællesskabsdannende, åben, accepterende, inkluderende, folkelig, udrustende, nærværende, eftertænksom, familiebaseret, og ikke mindst – teologisk velfunderet.
– At være kirke i dag er ikke kun gudstjenesten søndag formiddag, men også at møde sognets beboere mellem søndagene med et varieret udbud af fællesskabsdannende folkelige aktiviteter, skriver Henrik Oest fra Helligåndskirken i Århus. Det er gennem de frivilliges udlevelse af det lutherske princip om det almindelige præstedømme, at kirken har en fremtid, fastslår han.
Hans kollega i Karlslunde Strandkirke er enig:
– Kristendom er ikke en privatsag, men leves ud i fællesskaber
Det er et genuint udtryk for kirke, når en gruppe kristne samles og er noget for hinanden og deres medmennesker, skriver Peter Tingleff og præciserer yderligere:
– Hvis ikke det er fællesskaber, der centrerer sig om Jesus og dybest set ledes af ham, er det ikke kristne fællesskaber.
Men det kristne fællesskab er ikke lukket, pointerer Flemming Mølhede fra København Vineyard:
– Inkluderende kirke må dybest set være et udtryk for Faderens omfavnelse af mennesket, skriver han og lægger vægt på kirken som et fællesskab af uperfekte:
– En sund kirke er en syg kirke, fordi det er en normal kirke, som består af unormale
Ligesom tryghed er den bedste behandling for autisme, tror jeg, at inkluderende kirke i Faderens favn er en måde at behandle kirkelig autisme. Dér kan vi føle os trygge og elskede.
Men det er ikke stillestående. En åben kirke har plads til mennesker i udvikling, påpeger Peter Götz, missionsforstander i Det Danske Missionsforbund:
– For den kirke, der ønsker at være åben, er det evnen til at være til stede og favne mennesker i deres virkelige liv, der er den største udfordring. Den kirkelighed, der bevæger sig væk fra menneskers virkelighed, er på vildspor, fastslår han.
Og en kirke der virkelig tager udgangspunkt i den moderne danskers virkelighed er Natkirken i Vor Frue Kirke i København. Natkirken får årligt besøg af 40.000 mennesker i kirkens 12 åbningstimer. Mellem 150 og 1000 mennesker møder på en aften. I denne flydende kirke er det vigtigt at holde fast i kristendommens holdepunkter:
– Det er kirkens alvorligste forpligtelse, at anerkende den flydende menighed og dens religiøse vandring for at ledsage den på dens vej og forhindre, at den religiøse søgen ender i radikaliseret religions-shopping, hvor religionerne og deres eksklusivisme flyder ud i hinanden, og Kristus og Buddha bliver to sider af samme sag, skriver de to præster ved Natkirken Signe Malene Berg og Christian Monrad.
Ønsket om et åbent fællesskab kan kun realiseres, hvis kirken samtidig har rødderne dybt nede i Bibelens muld.
– Et fællesskab af mennesker på vej er derfor et meget åbent fællesskab, hvor rummeligheden er stor, ja så stor, at det kun hænger sammen, hvis kravene til en radikal, kristuscentreret forkyndelse er lige så stor, skriver Peter Götz.
For at finde ud af, hvad kirken skal, må man først erkende hvad kirken er. Den er Kristi legeme, skriver sognepræst Carsten Haugaard Nielsen fra Christiansfeld:
– Kirken er i den grad Kristus i verden, at den er hans legeme
Kirken bæres fra neden, af medlemmerne, og ikke af præsten, skriver han og fortæller om kirkens vision:
– Vi vil være kirke med hjerte, mund og hænder: med et godt budskab til alle, med hjerte for hinanden, med hænder, der rækker ud.
Kirkens liturgi er en hjælp til at holde fast i det fundamentale, mener Erik Hvid Larsen fra Bethlehemskirken på Nørrebro. Følger man kirkeårets højtider, får man redskaber til at være discipel.
– Kirkeåret
er en slags learning by doing, og det er en søgen tilbage til troslivets rødder, skriver han. Kirkeåret som discipelskab forankrer vores liv i Jesus Kristus som en vandring med ham til en stadig dybere delagtighed med ham i hans relation til Faderen.
På den måde kommer kirken til at udruste den enkelte, og det er netop kirkens formål, mener Keld Dahlmann og Poul Nyborg fra Århus Valgmenighed.
Kirkens medlemmer er ikke klienter, der skal serviceres, men disciple, der selv skal udrustes til tjeneste:
– Der er stor forskel på at være kirke for klienter og at være en kirke af disciple. Hvis man gerne vil have klienter skal man give dem det, de kommer for. Man skal sørge for, at man ikke støder dem, og man skal frem for alt sørge for, at de ikke behøver yde noget, når de kommer i kirken, skriver de to præster med glimt i øjet.
– Hvis man derimod vil have en menighed af disciple, er man nødt til at fokusere på noget andet
En discipel af Jesus satser hele sit liv på Jesus
. Disciplen tror, at Jesus ved bedre end nogen anden, hvordan et menneskeliv leves på den bedste måde.
Og derfor ser Århus Valgmenighed som sin fornemste opgave at udruste medlemmerne:
– Indtil nu har det været en uskreven regel i ÅVM, at vi ikke vil prædike om noget, vi ikke også forsøger at udruste til
Vi arbejder hele tiden på at oprejse og udruste ledere, der kan udruste disciple.
Dette gøres ikke kun fra prædikestolen. Skal man lede mere end 10 personer i discipelskab, må man lede gennem andre. Det sker bl.a. i små grupper.
Og det er vand på huskirkernes mølle. Her mødes alle generationer omkring morgenbordet, deler nadver, synger, beder og snakker ud fra et bibeloplæg. I bogen deler undertegnede erfaringer fra 15 huskirker og viser, at selv om små grupper har begrænsninger vil ingen af deltagerne – heller ikke teenagerne – undvære denne autentiske form for kirke.
Kirke er fællesskab, og uanset, hvordan kirkens fællesskab former sig, er det en forlængelse af det guddommelige fællesskab i treenigheden, hvor mennesket ved troen indoptages i den guddommelige dans og indgår i et evigt socialt fællesskab med treenigheden og med alle troende, fastslår Morten Munch i afsluttende teologiske refleksioner.
Hvad skal vi med kirken? er udgivet på Forlaget ProRex i samarbejde med Dansk Oase.
1. Folkelig
2. Fællesskabs-
dannende
3. Inkluderende
4. Åben
5. Respektfuld
6. Nærværende
7. Reflekterende
8. Udrustende
9. Familievenlig
10. Guddommelig
