Bederum er ikke undertrykkende
De Konservatives krav om et forbud mod troendes samvær i bederum, betegner præst og tidl. formand for Kristeligt Folkeparti, Flemming Kofod-Svendsen i et debatindlæg i Kristeligt Dagblad som skuffende.Flemming Kofod-Svendsen
Præst, tidl. formand for Kristeligt Folkeparti, folketingsmedlem og minister.
Det Konservative Folkepartis begrundelse for at ville forbyde troende at samles til bøn og andagt på skoler og uddannelsesinstitutioner er blandt andet, et opgør med religiøst begrundet undertrykkelse.
Hertil siger Flemming Kofod-Svendsen:
– I 1970-1977 var jeg generalsekretær i Kristeligt Forbund for Studerende og Skoleungdom (KFS). Da opmuntrede jeg meget til, at kristne gymnasieelever og studenter på deres studiesteder mødtes regelmæssigt til bibellæsning, bøn og salmesang.
Foruden at opmuntre de unge, omsatte den tidligere politiker også selv ordene til handling i tiden på Christiansborg, hvilket ikke mødte nogen modstand.
– Da jeg i 1984 kom i Folketinget, tog jeg initiativ til dér at etablere en tilsvarende andagtsgruppe, som jeg havde opfordret de studerende til på deres studiested, påpeger Flemming Kofod-Svendsen, der fik stillet et ledigt lokale til rådighed af Foketingets formand Svend Jakobsen.
Gruppen, der kunne samle fra to til tretten deltagere, mødtes om klassiske elementer i en kristen andagt.
– Jeg har aldrig nogen sinde hørt, at jeg med mit initiativ til en andagtsgruppe i Folketinget skulle udøve religiøst begrundet undertrykkelse. Da jeg som generalsekretær i 1970erne opfordrede unge under uddannelse til at mødes regelmæssigt til bibellæsning, bøn og salmesang, skænkede jeg det ikke en tanke, at jeg senere skulle komme under mistanke for at have udøvet religiøst begrundet undertrykkelse, bemærker Flemming Kofod-Svendsen.
– Derimod har bibellæsning, bøn og salmesang altid været en integreret del af mit liv, som jeg altid har opmuntret andre til at praktisere. Jeg finder det både rigtigt og naturligt, at kristne mennesker praktiserer bibellæsning, bøn og salmesang.
Forkortet af Levi Giversen.
Debatindlægget kan læses på:
www.kristeligt-dagblad.dk