Forventningen forud for Jesu genkomst

Selv om ingen kender dagen, så vil menigheden blive forberedt før bortrykkelsen.På Jesu tid levede der en præst ved navn Zakarias. Han og hans kone Elisabeth, var højt oppe i årene. De var barnløse, men på deres gamle dage fik de en lille dreng (Luk.1,7-36)j for da var tiden inde til underet i deres liv.

Mogens Albrechtsen

Drengen kom til at hedde Johannes, og der var et særligt kald fra Gud over hans liv. Det blev meddelt Zakarias under en tempeltjeneste af Guds engel Gabriel allerede før han blev født (Luk. 1,11), og da han skulle omskæres otte dage efter sin fødsel i henhold til loven (3. Mosebog 12,3) blev hans far, Zakarias, fyldt med Helligånden og profeterede:
”Og du, mit barn, skal kaldes Den Højestes profet, og du skal gå foran Herren og bane hans veje og lære hans folk at kende frelsen i deres synders forladelse, takket være vor Guds inderlige barmhjertighed, hvormed solopgangen fra det høje vil besøge os og lyse for dem, der sidder i mørke og i dødens skygge, og lede vore fødder ind på fredens vej.” Luk. 1,76-79.
Johannes’ hovedopgave bestod i at være en forløber for Jesus, og forberede Guds folk på, at deres Messias snart ville komme.

Nu er det jo således, at ”Gud Herren gør ikke noget, førend han har åbenbaret sine planer for sine tjenere, profeterne.” Amos 3,7.
Det gælder stadigvæk, for Jesu menighed har også profeter. Det fremgår af Ny Testamente (Ef. 4,11), at Herren har givet os apostle, profeter, evangelister, hyrder og lærere for at udruste de kristne til at gøre tjeneste, således at Kristi legeme, menigheden, bygges op. Her hjælper profetens tjeneste os til at forstå tiden, vi lever i, og det gælder både på det lokale, nationale, internationale og personlige plan.
Profeten Malakias, der levede 4-500 år før Kristi fødsel, profeterede om Johannes Døber ved Helligånden således: ”Se, jeg sender profeten Elias til jer, før Herrens dag kommer, den store og frygtelige.
Han skal vende fædrenes hjerter til deres sønner og sønners hjerte til deres fædre, så jeg ikke skal komme og slå landet med forbandelse.” (Mal. 3,23-24 i 1992-oversættelsen).
Jesus forklarede sine disciple, at Johannes Døber var identisk med profeten Elias i Malakias’ profeti, idet han siger, at ”Elias er allerede kommet, og de (jøderne) kendte ham ikke” (Matt. 17,11) som den forudprofeterede Elias.
Profeten Elias kom visselig! Peter, Jakob og Johannes så ham og Moses på Forklarelsens Bjerg (Mark.9,4, hvor han talte med den herliggjorte og forunderlige Jesus. Men han blev oppe på bjerget!
Nede i dalen, i landet, var Johannes Døber tidligere stået frem for folket i Elias’ ånd og kraft, som det var forudsagt af Guds engel (Luk. 1,17), og derfor var der da også nogle af præsterne og levitterne, der rent ud spurgte Johannes: ”Er du Elias?” (Joh. 1,21).
Der var flere grunde til, at de stillede dette spørgsmål. Johannes var ikke klædt i jakkesæt og slips, for ganske som den gamle profet var han iklædt en lodden kappe med et læderbælte om livet (2. Kongebog 1,8 – Luk. 3,4). Dertil kom sikkert også et stort fuldskæg, så det har været en særpræget herre at se på.
Og ligesom Elias samlede Johannes Døber vældige folkeskarer omkring sig. Mennesker fra Jerusalem og Judæa kom ud til ham og bekendte deres synder og blev døbt i Jordan-floden.

Men på spørgsmålet om han var Elias, svarede Johannes nej (Joh. 1,21), idet han som person ikke var Elias. Men om sig selv sagde han, at han blot var en røst, der råbte i ørkenen, der havde fået til opgave at forberede folket for ham, der skulle komme, så de var klar til at modtage ham. Tidspunktet for Johannes’ offentlige virksomhed var timet. Der var en Messias-forventning i folket, som da også i stort tal tog imod Johannes’ budskab og omvendte sig, hvilket ikke var tilfældet med præsteskabet og det religiøse lederskab.
Johannes forberedte Guds folk på, at Jesus ville komme, og snart stod Kongen over Himlenes Kongerige midt iblandt folket og sagde: ”Tiden er inde, Guds Kongerige er kommet nær; omvend jer og tro på evangeliet” (Mark. 1,15). Kongen kom som lovet, ikke i pomp og pragt, men i den ydmyge skikkelse af Jesus fra Nazareth. Han kom som ”Guds Lam” (Joh. 1,29) for at bære og sone hele verdens synd på Golgathas kors.
Gud sørgede for at varsle sit folk, da tiden var inde for Kristi første komme. Han vil også varsle sit folk, menigheden, når han kommer igen.

I tiden efter staten Israels oprettelse den 14. maj 1948, kun få år efter, at nazisten og morderen Adolf Hitler havde forsøgt at udrydde det jødiske folk, tænkte mange evangeliske kristne, at nu nærmede Jesu genkomst sig med hastige skridt. For der måtte jo være et Israel på landkortet og et jødisk folk til at tage imod Kongen, når han kom tilbage fra det himmelske hjemland og satte sin fod på Oliebjerget øst for Jerusalem (Zak. 14,4).
Det ville blive én af de mest skelsættende dage i menneskehedens historie, for:
”Da skal Herren være Konge over hele Jorden; på den dag skal Herren være én og hans navn være ét.” (Zak. 14,9).
På den dag skal alle andre navne og religioner, der gør krav på denne verden, for-stumme og tie stille.

I tiden efter Israels genopståen som land og stat blev der holdt mange prædikener og skrevet mange bøger ud fra Matthæus kap. 24 og Markus kap. 13, hvor der tales om Jesu genkomst og de sidste tiders tegn. Det havde den konsekvens, at forkyndelsen om Jesu andet komme efterhånden forstummede, for der skete jo ikke noget.
En medårsag var og er også, at budskabet om, at Kristus kommer tilbage til Jorden, er forstandsstridigt. Kirken som institution ved ikke, hvad den skal gøre med det, da den jo skal forholde sig til de skiftende holdninger i det omgivende samfund.
Nogle ville måske ikke overraskende sige: ”Hvordan kan en død mand vende tilbage fra døden og blive levende igen? Hvordan i alverden skulle det kunne gå til?” Og kirken ville stå utroværdig over for det verdslige samfund.

Guds Ord er imidlertid ikke forstandsstridigt, men det overstiger den menneskelige forstands fatteevne. Derfor må vi slå troen til. Den tro, der har sit fundament og udgangspunkt i Guds Ord. Bibelen peger éntydigt hen på Jesus Kristus, som selv er Guds Ord in person.
”Han var død, men se, nu lever han i evighedernes evigheder, og han har nøglerne til døden og dødsriget.” (Åb. 1,18).
Jesus siger selv: ”Jeg kommer snart” (Åb. 3,11. 22,20). Hvad tror du, at hele Bibe-len med sine mange bøger slutter med på sidste side? Den siger: ”Amen, kom Herre Jesus! Herren Jesu nåde være med jer alle!” (Åb. 22,20-21).
Derfor må vi nødvendigvis som hans menighed forholde os til den kendsgerning, at han kommer snart, for ”Skriften kan ikke omstødes” (Joh. 10,35), siger Jesus.

Vi har nu set, hvordan Gud sørgede for at varsle sit folk ved Jesu første komme til Jorden. Han vil også sørge for at varsle menigheden, når han kommer anden gang.
Men her må vi skelne mellem Jesu usynlige og synlige komme. Ved det usynlige komme henter han bruden, menigheden, hjem til den himmelske verden. Ved den lejlighed kommer Jesus ikke ned på jorden, men møder menigheden i skyerne skjult for verdens øjne (1. Thess.4,17). Det er den begivenhed, vi kalder for ”bortrykkelsen.”
Efter sin død og opstandelse viste Jesus sig for sine disciple i 40 dage, hvor han underviste dem om Himlenes Kongerige. Derefter blev han blev løftet op, og en sky skjulte ham for deres øjne. Da viste to engle, klædt som mænd i hvide klæder, sig for dem og sagde:
”Den Jesus, som er blevet taget fra jer op til Himlen, skal komme igen på samme måde, som I har set ham fare op til Himlen.” (Ap.G. 1,11).
Altså, som Jesus blev taget bort fra denne jord, skjult af en sky, således vil han snart komme tilbage skjult i skyen og hente menigheden, for brudgom og brud må forenes. Jesus og hans menighed lignes ved en brudgom og en brud , hvilket også Johannes Døber lod forstå, da han fastslog, at han ikke var Kristus, for, som han sagde: ”Den, som har bruden er brudgom, men brudgommens ven, som står og lytter efter ham, fyldes med glæde, når han hører brudgommen komme” (Joh.3,29). Han pegede på Jesus som brudgommen.
Når både ”Ånden (Helligånden) og bruden siger ”Kom!” (Åb. 22,17), så må vi være årvågne, for så nærmer dagen sig, hvor Jesus kommer.
Hvad Jesu synlige genkomst (2. Thess. 1,8) angår, vil den finde sted ved afslutningen af Antikrist’s rædselsregime, han, som også kaldes for ”Dyret” eller ”Vilddyret” (1. Joh. 2,18-Åb. 13,3). Hans regime vil blive det mest gennemkontrollerede diktatur, som verden nogensinde har set.
Men når Jesu synlige genkomst finder sted, vil ingen være i tvivl om, at han er kommet, for:
”Som lynet kommer fra øst og lyser helt om i vest, sådan skal også Menneskesønnens komme være.” (Matt. 24,27).
Menneskesønnens tegn (korset?) vil vise sig på himlen, og hele menneskeheden skal se Jesu komme i herlighed og pragt (Matt. 24,30).
Gud varslede sit folk Israel om Jesu første komme. Han vil også varsle sit folk, Jesu menighed, om dens bort-rykkelse, fordi menighedens funktions-periode, nærmer sig sin afslutning.

Vil der komme en forløber, der varsler menighedens bort-rykkelse?
En specielt udpeget person, som Johannes Døber, taler Bibelen ikke om. Men varsle sit folk, det vil Gud Herren altid gøre, hvilket også vil være tilfældet før Jesu synlige komme, hvor der tales specielt om ”to vidner” (Åb. 11,3), der vil være udrustet med en voldsom magt og salvelse, netop fordi de kommer til at virke under Antikrist’ periode, den store trængsel. Forventelig vil de også varsle, at Antikrist er dømt, og at det snart vil være ude med ham, hvorefter fredsriget, ”de tusinde år”, vil tage sin begyndelse på Jorden.
Men menighedens bortrykkelse vil det være anderledes. Som nævnt kommer der et tidspunkt, hvor Helligånden og bruden (menigheden) vil udtale et ”Kom” (Åb.22,17), og så vil Jesus komme.
Men før denne modningsproces er tilendebragt, vil Helligånden tale til de troende, de genfødte kristne, og minde dem om Jesu ord:
”Jeg kommer snart. Hold fast ved det, du har, for at ingen skal tage din sejrskrans. Den, der har øre, skal høre, hvad Ånden siger til menighederne.” (Åb. 3,11-13).
Helligånden vil tale til sine profeter (Ef. 4,11) og til de kristne, som er udrustet med profetisk gave (1. Kor. 12,10), ja, til den enkelte kristne, som vil høre. Troen på Jesu komme og menighedens bortrykkelse vil leve i de troendes hjerter.

Hvad institutionen kirken og alle dens præster vil gøre med budskabet om Jesu gen- komst, er et stort spørgsmål.
Men Jesu menighed må være årvågen, for vi lever i en tid, hvor forkyndelsen af evangeliet sker meget hurtigt ved hjælp af elektroniske medier, hvor afstande ikke er noget problem. Netop evangeliet om Himlenes Kongerige må ifølge Jesus prædikes over hele verden, før menigheden har fuldført sit job (Matt. 24,14), og den kan rejse herfra.
Lad os formane af lignelsen om ”de ti brudepiger”, hvor fem af dem ikke havde forberedt sig til brudgommens (Jesu) komme. Da midnatsråbet lød: ”Brudgommen kommer, gå ud og mød ham” (Matt. 25,6), var de ikke parate, og de fandt døren til bryllupssalen lukket. Derfor sagde Jesus: ”Vær altid parate, for I kan ikke vide, hvornår jeg kommer” (Matt. 25,13).

Mogens Albrechtsen er pensioneret salgschef, har i en menneskealder været medlem af Birkebjergkirken i Næstved, som er en del af Det danske Missionsforbund, hvor han blev antaget som lægprædikant i 1973.