Karen Elberling vandt over kræften: – Nu styrer kærligheden mit liv
Da Karen Elberling fik konstateret brystkræft, følte hun, Gud talte til hende: Du vil blive rask, hvis du på en god og kærlig måde tackler den her krise. Lad kærligheden frem for bitterheden styre dit liv. – Hver gang jeg sætter mig ind i min bil, venter jeg lige et par sekunder med at smække bildøren i. Guds engle, der altid er omkring mig, skulle nødigt komme i klemme, fortæller Karen Elberling.
Engle har altid været virkelige for Karen. Hun er helt bevidst om deres tilstedeværelse, er klar over, at de passer på hende og hjælper hende i stort og småt.
Rundt omkring i Karens hjem ligger der små sedler med skriftsteder og forskellige bønner. I løbet af dagen er det godt lige at få et ord med på vejen. Karen beder meget, og hver dag har hun samtaler med Jesus.
– Da jeg blev gift, fik børn og begyndte at arbejde, fik jeg ikke bedt så meget. Selvfølgelig vidste jeg stadig, hvem Jesus var, men kontakten til ham var ikke så intens mere. Jeg havde dårlig samvittighed over, at jeg ikke længere fik bedt til Gud. Men dengang syntes jeg, at der var så mange andre ting i livet, der var mere spændende.
En sommer tog Karen sammen med sin mand på en længere ferie til USA. Hver dag var der ture ud til områdets spændende seværdigheder.
– Vi kørte til Rocky Mountains. Det var som at kigge ind i jordens indre. Der hvor jeg stod, var der mange turister, de stod både foran og bag mig. Pludselig vender en mand sig om, og hans albue rammer ind i mit bryst. Det var ikke et hårdt slag, men alligevel gjorde det ondt.
– Da jeg kom hjem på hotelværelset og tog min bluse af, så jeg, at der havde dannet sig en stor blodansamling omkring mit ene bryst.
– Jeg blev foruroliget over det, og straks da ferien var slut, og vi vendte tilbage til Danmark, kontaktede jeg min læge. Han prøvede at berolige mig og sagde, at vi måtte se tiden lidt an. En måned gik, så opsøgte jeg igen min læge. Han kunne nu se, at det var alvorligt, og jeg blev straks indlagt på hospitalet, hvor man foretog forskellige undersøgelser.
Det viste sig at være kræft, og for at det ikke skulle sprede sig til andre steder i hendes krop, blev man nødt til at fjerne Karens ene bryst.
– Efter operationen havde Karen det svært. Hun havde som de fleste mennesker betragtet sig selv som udødelig. Havde simpelthen fortrængt tanken om, at hun en dag skulle dø. Nu stod hun rent faktisk ansigt til ansigt med døden.
– Selvom jeg var blevet opereret, var der jo ingen garanti for, at jeg ville overleve, påpeger hun.
– Mange andre følelsesmæssige konflikter opstod. Selv om man siger, at kvindeligheden ikke sidder i brystet, havde jeg svært ved at se mig selv i spejlet og acceptere det, jeg så. En kvinde med ét bryst, det er ikke normalt, og jeg måtte gentage over for mig selv, at jeg så godt ud, og at jeg stadig var en dejlig kvinde – selv om jeg kun havde et bryst. Det var en stor hjælp, da jeg fik en brystprotese, men det var igen noget, der var svært at vænne sig til, fortæller Karen, der husker en meget ydmygende situation.
– Jeg var inviteret til stor middag. Under middagen kigger jeg ned ad min kjole for at se, om jeg har spildt et eller andet. Men i stedet for sovs eller vin ser jeg en mandehånd holde på mit ene bryst. Min første tanke var at trække min protese ud af bhen og smække den over på hans tallerken. Jeg aner ikke, hvor længe han har siddet sådan. Havde de andre gæster mon set det? Og hvad ville min værtinde ikke tænke?
– Da jeg kom hjem senere på aftenen, holdt jeg op med at tænke på, hvad de andre gæster tænkte om mig. Jeg følte mig såret og ønskede bare, at jeg havde kunnet reagere på denne ydmygelse under middagen. Men jeg havde jo ikke kunnet gøre noget, fordi jeg simpelthen ikke kunne føle noget i et bryst, som ikke var der.
– Midt i de mange følelsesmæssige konflikter, der opstod efter operationen, havde Karen på fornemmelsen, at hendes mand var hende utro.
– En aften spurgte jeg ham direkte: Har du en anden? Ja, svarede han. I samme øjeblik han sagde det, så jeg et syn. Min sygdom, der som sort tjære havde klæbet til min krop, begyndte nu at falde af. I store flager flød alt det sorte ned af min krop og lagde sig i en bunke på gulvet.
– Jeg hørte en stemme sige: Hvis du takler den her situation uden had og bitterhed, men lader kærligheden styre dit liv fra nu af, vil du blive rask.
Lige siden hun var kommet hjem fra hospitalet, havde hun været konstant bange for, at kræften havde spredt sig til hele kroppen.
– Angsten og usikkerheden gjorde, tror jeg, at der begyndte at opstå nye kræftformer i min krop. En ny lille lymfeknude blev fundet i armhulen, et modermærke begyndte at klø og vokse. Jeg blev opereret tre gange. Men først nu, efter at jeg havde hørt Guds stemme fortælle mig, at jeg ville blive rask, begyndte jeg også at tro på det.
– Sygdommen havde, som jeg selv instinktivt var klar over, et budskab til mig om forandring. Jeg gik i gang med at planlægge en helt ny kurs for mit liv. Destruktive adfærdsmønstre blev skiftet ud med positive. Jeg lærte at sige nej til nogle ting, som jeg aldrig havde turdet sige nej til før, fortæller Karen, der altid havde sat sig selv i anden række og set andres behov som vigtigere end hendes egne.
– Det lavede jeg totalt om på. Nu var det mine behov, der skulle varetages. Jeg skiftede arbejde, ændrede min kost og fik større bevidsthed om, hvordan jeg behandlede min sjæl og mit legeme.
Den største øjenåbner i hendes forløb kom en dag, hvor hun fik et postkort ind ad døren fra en veninde. På kortet stod der et vers, som hed Footprints.
– Det handler om en mand, der går nede ved stranden sammen med Gud. Manden kigger tilbage på sit liv og ser på de to sæt fodspor i sandet, at Gud har gået ved siden af ham hele tiden.
– Det, der undrer manden er, at i de perioder, hvor han har haft det meget svært, er der kun et sæt fodspor i sandet. Hvor var du i mit liv, da jeg havde allermest brug for dig, spørger han Gud. Mit kære barn, jeg elsker dig og vil aldrig forlade dig. Grunden til, at du kun ser et sæt fodspor i sandet, da du havde det svært, var fordi jeg bar dig igennem dine svære stunder, svarer Gud.
– Ordene på det lille postkort gjorde et uudsletteligt indtryk på mig, og jeg fik øjnene op for, hvor kærlig Gud er, fortæller Karen Elberling.
– Min kontakt til Jesus blev igen meget nær. Jeg begyndte at tale med Herren om min situation. Jeg skulle skilles og kunne slet ikke overskue det kaos, jeg stod i. Men Herren talte til mig og sagde, at problemerne ville løse sig og alt falde på plads. Og det gjorde det så. Jeg kunne af en eller anden årsag beholde huset og bilen, og når der ikke var penge nok, fik jeg dem alligevel på en eller anden forunderlig vis.
– Det er ikke så meget det, at der kommer kriser i vores liv, det hele handler om, hvordan vi takler dem. Jeg ser kriserne som en opgave, vi skal lære noget af, erklærer Karen.
– Har vi ikke forstået budskabet om, at vi nu må forandre vores liv, vil kriserne gentage sig i forskellige former, indtil vi har fattet, at nu er tiden kommet til at fralægge os gamle vaner og mønstre. Det kan være noget, der stammer helt tilbage fra fortiden, som vi må se på og sige farvel til.
– Min sygdom lærte mig, at kærligheden er det vigtigste her i livet. Jeg har også lært at tro på mig selv og ikke tage livet som en selvfølge. Men jeg må tilstå, at havde jeg ikke haft min tro på Gud, tvivler jeg på, at jeg havde overlevet den krise, som ramte mig.
