Så ruller bolden igen for den kristne klub

Sommerferie er forbi, og den kristne fodboldklub Exercitus For Christ er gået igang med en ny og spændende sæson.Alle hold har startet sæsonen helt oppe i skyerne – men er også landet igen. Der er kommet masser af nye spillere til klubben, og så er en uformel cellegruppe kommet i gang.

Der er kommet mange nye spillere til Exercitus F.C. Her er det formand Niels Møller i midten med den nye assistent-træner Christoffer Kondrup og spiller Joachim Skov-Martinet.

Exercitus For Christ har oplevet en spændende sæsonoptakt. Fire af de bærende spillere fra det serie 3 hold, der med succes undgik nedrykning sidste sæson, er taget til udlandet, og en masse nye spillere er kommet til.
To af disse nye spillere har allerede gjort sig vældig bemærket – men mere om det senere.
I årets første kamp mødte serie 3 holdet nedrykkerne fra Øresundskollegiets Fodbold Klub. Det blev en højdramatisk kamp, der først blev afgjort kort før tid.
Gæsterne fra ØKF havde ellers planer om hurtigt at lukke kampen, og der var da heller ikke gået mere end fire minutter, før deres 2 meter høje angriber havde bragt dem foran 1-0. Ikke den bedste måde at starte sæsonen på for de rød/blå stribede.
Men Exercitus fik flot kæmpet sig tilbage, men brugte mest tiden på at brændte et hav af chancer.
Specielt den nye højrekant Joachim Skov var god til at komme frem til chancer – for blot at misbruge dem.

De nye slår til

I anden halvleg kom der dog mere krudt i støvlerne hos de kristne. Specielt de to nye spillere på holdet; David Zimmermann og Joachim Skov gik forrest.
Først slap David fri af sin opdækning og skød sikkert udligningen i kassen. Bare fem minutter før tid ville Joachim dog ikke stå tilbage for David, og med et flot skud fra kanten satte han sejrsmålet ind.
Inden da havde målmanden Frederik Mortensen og Lau Kidding i fællesskab holdt de farlige angribere fra ØKF i skak, og en stor ære for sejren kan tilskrives dem.

De nye slår til – igen!

Men marginalerne er små i serie 3, og ugen efter var heldet med modstanderen. Kampen mod Politiet IF endte med et 3-4 nederlag, hvor det sidste mål blev sat ind på et afrettet skud 40 sekunder før tid.
En bitter pille at sluge – specielt da Exercitus var kommet flot tilbage fra både 0-2 og 1-3. Det var dog værd at bemærke, at David med sine 2 mål og Joachim med sit ene igen satte tyk streg under, at der er kommet nye målkonger til klubben.

Højt at flyve

Dameholdet oplevede også op- og nedture, omend i en mere ekstrem grad. Først vandt Mette Iversens tropper sikkert 7-0 i sæsonpræmieren for derefter at tabe 9-0 i kampen efter.
Det var første gang i over 8 måneder, at dameholdet ikke gik fra banen som sejrherrer. Det var en helt ny oplevelse.
Men heldigvis er medlemstallet på pigesiden næsten fordoblet, og når først holdet er spillet på plads, skal det nok blive til mange flere sejre for pigerne.

Storsejr mere

Også serie 5 havde sæsonpræmiere, og det blev Kaleb Knutzen’s helt store målshow. I en sikker 8-2 sejr scorede han 7 gange og har lagt sig sikkert i spidsen på topscorerlisten.
Det placerer serie 5 holdet på en sikker 1. plads i rækken og giver dem et godt udgangspunkt i deres bestræbelser på at rykke op.
Endelig vandt 7-mandsholdet også deres første kamp 5-1. Her var der også plads til nye folk på holdet – men det blev den ‘gamle’ spiller på kun 17 år, Benjamin Christoffersen, der løb med titlen som kampens spiller.

Ny cellegruppe

Udenfor banen er der nu også kommet gang i en cellegruppe hver tirsdag efter træning.
Gruppen er tænkt som et tilbud til dem, der ikke kommer i en lille gruppe i deres egen kirke, og til medlemmer, der måske ikke er så vant til at komme i kirke. Det bliver spændende at se, hvordan den udvikler sig.
Men en ting er i hvert fald helt sikkert – Exercitus For Christ er i kæmpe udvikling både på og udenfor banen.
Af Tobias Ambs-Thomsen


Artiklen fortsætter efter annoncen: