Moses gik uden om Gaza

Med udgangspunkt i Gaza-krigen i februar i år beskriver journalist Ricard Oestermann, Jerusalem, i sin nye bog også Gazas bibelske og jødiske historie, som går 3700 år tilbage.
Vi bringer her et uddrag fra bogen, som udkommer 24. august.Gaza-striben kunne være blevet kendt som stedet, Moses drog til med titusinder af israelitter i sit følge efter udgangen af Egypten.Moses førte oprindelig det jødiske folk i denne retning, da han var nået til Sinai-ørkenen og var på vej mod Gaza ved Middelhavet for at tage den korte vej til Det forjættede Land.
Det gamle Testamente antyder, at Moses ændrede sin plan af bekymring for en konfrontation med filistrene, som han troede var i Gaza-området. Så han drejede af til højre og tog sit folk på en 40 års odysse gennem ørkenen.
Nu har arkæologiske opdagelser afsløret, at Moses ikke havde haft grund til at bekymre sig for filistrene, for de havde dengang – 1300 år f. Kr. – endnu ikke oprettet et styre i kystområdet ved Gaza. Arkæolog-ægteparret Moshe og Trude Dothan, begge professorer i arkæologi ved Det hebraiske Universitet i Jerusalem, har fundet frem til, at israelitterne drog ind i ørkenen – ikke for at undslippe filistrene, men det selvsamme folk, de netop var flygtet fra: egypterne.
Beviset: resterne af et stort egyptisk samfund syd for Gaza by, der blomstrede under Moses’ formodede fjende, farao’en Ramses II.
Efter seksdageskrigen i 1967 opdagede Trude Dothan, at arabiske antikvitetsforretninger i Jerusalems Gamle By – netop erobret af israelske styrker – var fulde af egyptiske kulturgenstande.
Da hun spurgte, hvor disse kom fra, sagde de handlende, at de især stammede fra Hebron, i bjergene syd for Jerusalem. Dette kunne ikke være rigtigt, mente hun, fordi mange af disse genstande – smykker, lermasker, og tilmed kister – stadig havde mærker af gulligt Middelhavssand.
Trude Dothan formodede, at genstandene nok kom fra Gaza-striben, som Israel også havde besat under krigen, og fortalte dette til daværende forsvarsminister Moshe Dayan, der var en ivrig amatør-arkæolog. Tre måneder senere fortalte han hende, ikke blot hvor de egyptiske genstande kom fra – han afslørede aldrig, hvordan han fandt frem til dette – men han skaffede en militæreskorte til et sted nær den arabiske by, Deir el-Balah, nogle kilometer syd for Gaza by.
Her fandt professor Dothan talrige fragmenter af gamle lerpotter, af samme slags som de egyptiske genstande, hun havde opdaget i Jerusalem. Da der havde været gravrøvere på spil, ville hun omgående begynde en udgravning, men der var uro og terrorisme i området, og det måtte vente tre år, før hæren tillod hendes hold at begynde en udgravning.
Udgravningen blev overvåget af soldater, og der måtte ikke graves ud efter kl. 16. Dette var reglerne. Men Dothan lod sig ikke anfægte. Hun ansatte en beduin ved navn Hamed som arbejdsformand. Når han vandrede over sandklitterne, holdt han en lang skruetrækker foran sig som en slags ønskekvist, mens han på arabisk mumlede: “Yom assal, yom bassal” (“en dag er det honning, en anden dag er det løg”).