Roland Utbult bliver kristendemokrat

Sangeren Roland Utbults politiske engagement førte ham næsten til Bruxelles. I sidste uge førte det ham fra Folkpartiet til Kristendemokraterne.I 35 år har den svenske sanger Roland Utbult sat ord og melodi på det kristne budskab i Skandinavien. Ord, han både som hjælpearbejder og politisk aktiv har omsat i handling.

Den kristne sanger fik op mod 5.000 stemmer ved Europaparlamentsvalget i juni for sit gamle parti.

I juni kandiderede Roland Utbult således til en plads i Europaparlamentet, hvilket han høstede 5.000 personlige stemmer for. Hvis han var blevet valgt, havde han angiveligt siddet i Bruxelles som repræsentant for sit parti gennem mange år, Folkpartiet.
Valgnederlaget sendte imidlertid den kristne sanger ud i en tænkepause, hvis resultat blev kendt i sidste uge. Her bekendtgjorde Roland Utbult, at han forlader Folkpartiet for at tilslutte sig Kristendemokraterne.

Et spørgsmål om indflydelse

– Det er en proces, der har fundet sted hen over sommeren, lyder hans forklaring til den svenske avis Dagen.
Bruddet med sit mangeårige parti er da heller ikke kommet overraskende. En fraktion i Folkpartiet, der kalder sig ”Netværket Liberati”, anført af politikeren Alexander Bard, har ofte markeret sig som Roland Utbults modpol og applauderer sangerens exit med en opfordring til, at andre kristne i partiet burde følge hans eksempel.
Roland Utbult afviser selv, at den åbenlyse uenighed internt i Folkpartiet har haft indflydelse på hans beslutning.
– Jeg har helt enkelt stillet mig selv spørgsmålet: ”Hvor stor indflydelse har mine synspunkter i mit parti”. En afvejning, han vurderer, sandsynligvis vil være størst hos Kristendemokraterne.

Værdiorienteret

– Mange vælgere skifter parti flere gange. At jeg skifter parti én gang, kan ikke være så sensationelt. Det afgørende for mig er, at jeg følger min overbevisning, siger sangeren og tilføjer:
– Udgangspunktet er mine kristne værdier. Og faktum er, at der kun findes ét parti, der henter sin grundværdi i den kristne idétradition.
Som politiker foretrækker Roland Utbult at kalde sig ”værdiorienteret” og er overbevist om, at mange vælgere i den svenske befolkning dybest set deler de såkaldte ”kristne værdier”.
Blandt disse ligger den medmenneskelige respekt øverst hos den syngende politiker, der mellem turnéer og valgkampe arbejder blandt hjemløse og udstødte i Redningsmissionen i Gøteborg.
– Her er jeg blevet trænet i at respektere andre, fortæller han.

Roland Utbult udskiftede i sidste uge sit mangeårige medlemsskab hos Folkpartiet med Kristendemokraterne.
Tydelig om sin kristne tro

Skiftet fra Folkpartiet til Kristendemokraterne sker da også både respektfuldt og uden dramatik.
– Roland Utbult har gjort en vigtig indsats, som vi er taknemmelige for. Jeg har respekt for hans beslutning, lyder reaktionen fra Folkpartiets partisekretær, Erik Ullenhag.
I et interview til den norske avis Korsets Seier i forsommeren fortalte Roland Utbult ligeledes, at han som politiker i Folkpartiet oplevede en langt større åbenhed, end han havde regnet med.
En åbenhed, han forklarer med, at han hele tiden var tydelig omkring sin kristne tro, hvilket gjorde ham til et talerør for mange i partiet.
Alligevel faldt sommerens tænkepause ud til fordel for et parti, hvor troens tydelighed er nedfældet i partiprogrammet.

Argumenter og åndelig kamp

For Roland Utbult, der er opvokset i en pinsefamilie, og hvis sange har haft stor udbredelse hos kristne i hele Skandinavien, er politik da også mere end blot meningsudvekslinger og indflydelse.
– Politik er ikke bare en kamp i argumentation, men også i den åndelige verden, påpeger han og opfordrer derfor kristne til at engagere sig i politik.
– Ellers kan vi stå med hatten i hånden, når alle beslutninger er truffet.
Sammen med skiftet til Kristendemokraterne er der ikke fulgt løfter om politiske positioner. Alligevel håber Roland Utbult at kunne stille op til Rigsdagsvalget, der finder sted i 2010, og således gavne sit nye parti.


Artiklen fortsætter efter annoncen: