Bygger du på murbrokker?

Vi kender betydningen af at bygge vores liv på det fundament, som Guds ord er.

Camilla Eriksen

Jesus underviser os i Lukas 6,46: Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger? Enhver, som kommer til mig og hører mine ord og handler efter dem – hvem han ligner, vil jeg vise jer: Han ligner et menneske, der byggede et hus, gravede dybt ned og lagde soklen på klippen. Da der blev oversvømmelse, væltede floden ind imod huset, men den kunne ikke rokke det, fordi det var bygget godt. Men den, der hører og ikke handler derefter, ligner et menneske, der byggede et hus lige på jorden uden sokkel. Floden væltede imod det, og straks faldt det sammen, og ødelæggelsen af det hus blev stor.

Læg mærke til, at Jesus her ikke kun lægger vægt på at bygge vores hus på klippen, men at han siger: ”gravede dybt ned”.
Hvad sker der, når vi graver? Vi fjerner jorden, for at få plads til soklen.
Med andre ord: Der er noget, der skal væk. Dette er nødvendigt, for at vi kan få plads til at blive det menneske, som vi er skabt til at være. For at vores fulde potentiale som mænd og kvinder i Kristus kan folde sig ud.
Som terapeut oplever jeg ofte, at vi mennesker ikke er villige til at grave dybt i os selv og rense det gamle ud, som er ubrugeligt og hører fortiden til.
Vi forsøger bare at bygge og bygge med mere bibellæsning, flere bønner, flere møder, flere bøger.
Alt imens vi indeni bærer på ruiner af knuste drømme og forventninger, nederlag, følelser af forkastelse, mindreværd samt bebrejdelser og bitterhed rettet imod både os selv og andre.
Disse ting kalder jeg murbrokker.

Når vi forsøger at bygge den bygning, som vi er skabt til at være – så skrider det igen og igen sammen under os – og vi forstår ikke hvorfor.
Men årsagen er, at vi bygger videre på det gamle! Vi får aldrig renset nok ud til at få plads til soklen.
Og murbrokkerne indeni os forpester ”grundvandet” – så vores liv bliver ikke den kilde til glæde og opbyggelse, som er Guds vilje for os.
Vi bliver sårede og sårer andre. Vi skuffer os selv og skuffer andre. De gamle mønstre gentager sig igen og igen. Enhver bygning, vi forsøger at rejse i vores liv, falder til jorden. Har vi rigtigt mange murbrokker, vil man kunne se et mønster, hvor både parforhold, job og tjeneste lider og måske ender blindt.
Vi vil altid være utilfredse, køre i ring eller simpelthen ikke komme ud af stedet.
Og sådan vil det fortsætte – indtil vi tager ”skovlen i den anden hånd”, smøger ærmerne op og er villige til at grave dybt – dvs. bevidst vælge at ændre os ved at gøre op med resterne af fortiden.

Hvis du har fået mod på, at murbrokkerne i dit liv skal renses ud, så er her konkrete forslag til, hvordan du kan begynde.
I de fleste tilfælde har vi brug for hjælp i form af terapeutisk eller god og omfattende pastoral rådgivning.
Men der er også nogle ting, du selv kan gøre:

Skriv ned, hvad der ikke fungerer i dit liv. Vær ikke bange for at se det i øjnene. Jo mere vi får murbrokkerne frem i lyset, jo mere har vi mulighed for at få dem væk. Det som vi lægger låg på eller skubber tilbage i mørket, fordi det er grimt eller tungt – forsvinder ikke af sig selv, men har en tendens til at ”leve sit eget liv” og vokse sig stærkere over tid.

Skriv navnene ned på hvert eneste menneske i dit liv, som du føler vrede, bitterhed eller sårethed overfor. Bed derefter Gud hjælpe dig med at tilgive helt og fuldstændigt. Det handler ikke om, at du begynder at føle en stor kærlighed til disse mennesker fra det ene øjeblik til det andet. Det handler om at tilgive i tro – og derefter have tillid til, at du med Guds hjælp ikke længere går ind i såretheden. Den mest effektive måde at gå ud af tilgivelse igen er ved at tale dårligt om eller til. Så når vi har tilgivet, vælger vi fremover at tale kærligt til og om personen.

Uden at tilgive dig selv for ALT i din fortid, kan du ikke lægge en sokkel til noget som helst varigt i dit liv. Hvis vi føler skyld og foragt over for os selv og vores fejl, fiaskoer og mangler – så kommer vi til at køre i en ring af selvsabotage, hvor vi river op med rode lige så hurtigt, som vi planter.
At tilgive sig selv er vigtigt og gennemgribende. Og her taler jeg både om det for 10 minutter siden og for 10 år siden. Både det, der varede i 10 minutter og det, der varede i 10 år.

Tag ansvaret tilbage for din egen lykke og for dit eget liv. Det er ikke ”de andres skyld”. Faktisk er det ikke nogens skyld. Fortiden er tilgivet og bag dig. Fra nu af har du selv ansvaret for, at du går en bedre fremtid i møde. Hvis vi brokker os, beklager os over andre og er negative, bygger vi fæstningsværker op i os selv og over for andre mennesker – og forstærker dag for dag alt det negative i vores liv.
Fil. 4,8: ”I øvrigt, brødre, alt, hvad der er sandt, hvad der er ædelt, hvad der er ret, hvad der er rent, hvad der er værd at elske, hvad der er værd at tale godt om, kort sagt: det gode og det rosværdige, det skal I lægge jer på sinde.”

Bestræb dig hver dag på at opmuntre både dig selv og andre mennesker. Tal godt om dig selv og dine egne evner. Vi skaber det liv, vi tænker på, fordi det er en kendsgerning, at vores tanker danner grundlaget for vores følelser og handlinger.
Pas på med kritik af både dig selv og andre. Kritik (hvis den ikke er berettiget, kærlig og konstruktiv) har en skadelig effekt på vores relationer og vores selvfølelse.
Efeserne 4,29 siger det tydeligt:
Intet råddent ord må udgå af jeres mund, kun et godt ord til nødvendig opbyggelse, så det kan blive til velsignelse for dem, der hører det.

Husk at ingen er perfekt, og at vi kommer til at træde ved siden af ind imellem – men så er det bare med at ryste murbrokkestøvet af og fortsætte ufortrødent med at gøre plads til Guds ord og ånd og liv indeni os.
Det er ikke sikkert, du kan ændre verden – men du kan starte med dig selv.

Camilla Eriksen har uddannet sig inden for EFT (Emotionel Frihedsteknik) og TFT (Tankefeltterapi). Hun er endvidere trænet som coach ved
Zenius Academy.