Fra selverkendelse til omvendelse
I stedet for at afslutte sit liv som præst besluttede Brian McLaren sig i en troskrise for at indlede et radikalt anderledes liv som præst:Brian McLaren
Amerikansk præst og forfatter.
Engang i 1994, da jeg var 38 år, var jeg dødtræt af at være præst. Faktisk var jeg på det nærmeste dødtræt af at være kristen.
Min troskrise forværredes til det punkt, hvor jeg en smuk eftermiddag i august i Pennsylvanias bjerge – på en dag, hvor et højtryk fra Canada kom ind med en kølig vind, og luftfugtigheden var så lav, og himlen så klar, at det syntes som om man kunne røre ved bjergene i det fjerne – på denne dejlige sommerdag følte jeg mig mere tungsindig, trist og elendig, mere i vildrede end nogensinde før.
Jeg sad i en gyngestol på min veranda med udsigt over en billedskøn dal, og i det strålende solskin skrev jeg i min dagbog: Om et år fra i dag er jeg ikke længere præst. Jeg tror, at denne dystre sætning både var desperat og håbefuld.
Min forudsigelse holdt ikke stik. Nu, syv år senere er jeg stadig kristen, stadig præst og nyder begge dele mere, end jeg nogensinde før har gjort.
Men midt i min troskrise forsøgte min sjæl at fortælle mig noget vigtigt, noget jeg havde brug for at lytte til. Ligesom selvmordstanker ofte er sjælens overdrevne måde at fortælle os noget på, som vi har fornægtet, for eksempel: Det liv, du lever, er uholdbart; du kan ikke blive ved med at leve på den måde, sådan fortalte mit ønske om at forlade præsteembedet og min trang til åndelig flugt mig noget, jeg havde brug for at tage alvorligt…
Den dag i august, da pessimismen i mit hjerte var så sort, og solskinnet omkring mig var så blændende, blev en form for revurderingsproces sat i gang…
Fra bogen, Kristen på en ny måde
af Brian McLaren. Forlaget Boedal.