Grundig indføring i Bachs kirkekantater
Dr. phil. Peter Ryom har i sin seneste bog valgt at skrive om nogle væsentlige værker, som sjældent opføres: Bachs kirkekantater.I forordet til bogen J. S. Bachs kirkekantater – Forkyndelse i ord og toner begrunder han det med, at antallet af dem er stort: o. 200, og at mange af de kunstneriske højdepunkter i Bachs kunst findes i kantaterne. Desuden er det indledningsvist magtpåliggende for forfatteren at få understreget, at Bach som kirkemusiker trådte i Guds tjeneste.
Bogen er i tre dele. I 1. del skriver Ryom om den (kirke)musikhistoriske baggrund for Bach, i 2. del om kirkekantaterne og i 3. del om Bach som komponist. Bogen slutter med en gennemgang af Juleoratoriet, som er relevant her, fordi oratoriet reelt består af seks kantater komponeret til de seks højtidsdage omkring jul og nytår.
Ryom går som sædvanligt grundigt til værks. Med er alle faktaoplysninger om de enkelte kantater, som bliver behandlet kronologisk; af disse har forfatteren udvalgt nogle af de væsentligste værker til en nøjere analyse.
At Bach med sin musik har villet bidrage til forkyndelsen af evangeliet, er Ryom ikke i tvivl om. Han skriver fx, at Bach efter bedste evne søgte at imødekomme fordringen om at skrive musik, der kunne stemme sindene til andagt. … at han ved at bruge tonemalerier og forskellige musikalske figurer tilstræbte en klanglig anskueliggørelse af evangelieberetningen for sine tilhørere.
Bag i bogen er alle kantater listet op i nummerorden med oplysninger om, hvilken søn- eller helligdag (eller kirkelig mærkedag) de er komponeret til, og med henvisninger til den side i bogen, hvor de er omtalt, hvilket er med til at øge bogens brugsværdi.
Peter Ryoms Bach-bog er interessant læsning for de mange, der holder af Bachs musik, og for dem, der vil komme til det – måske efter læsning af denne bog.
Niels Jørgen Vase
Peter Ryom:
J. S. Bachs kirkekantater
– Forkyndelse i ord og toner
240 sider 240 kr.
Andantino