Islamisering eller sekularisering?

Forleden blev jeg ringet op af en læser, der bebrejdede Udfordringen for ikke at tage islamiseringen tilstrækkelig alvorligt.Blot et par dage forinden erklærede den nykonservative Nasser Khader i et Ritzau-telegram: ”Burkaerne er bare en del af den kamp, vi er oppe imod nationalt og globalt: Den islamistiske trussel.” Vel at mærke en kamp, han mente, modstandere af et bebudet burka-forbud ikke begriber vigtigheden af.
Fællesnævneren for de to episoder er, at faren for ”islamisering” elegant (mis)bruges til at legetimere en øget ”sekularisering” af samfundet.
En raffineret finte, der på kort sigt har vist sig at true religiøs forsamlingsfrihed på studiesteder, fadervor og kristendomsundervisning på skoler og fastholdelse af en ugentlig hellig-/hviledag. På længere sigt står meget mere på spil.
Flere politikere og meningsdannere har i årevis plæderet for det religionsneutrale samfund, hvor tro alene henvises til privaten. En tendens, der ligeledes viser sig nationalt som globalt.

Naturligvis skal man ikke bagatellisere eventuelle anløb af islamisering. Men de kræfter, der åbenlyst ønsker at forvandle Danmark til et sekulært samfund renset for religion og uden spor af en jødisk-kristen kulturarv, er nøgternt set et langt mere skræmmende scenario.
Historien viser desuden, at samfund, der lader sekularisme fortrænge religion, i praksis bliver totalitære.
Derfor bruger Udfordringen ikke meget spalteplads på at stigmatisere landets få burkaklædte kvinder. I stedet gives opmærksomheden i denne udgave af avisen blandt andet til klarsynede aktører, der ser behovet for at fylde det offentlige rum med religion, og som i klar tekst og tale udfordrer den fremadstormende nyateisme.
Dette er en værdi- og åndskamp, der er værd at tage alvorligt.
”Thi for os står kampen ikke mod kød og blod…” (Ef. 6,12).