Nåden står over loven
Per Ramsdal er børne- og ungdomspræst i
Brorsons Kirke i København, hvor 60 afviste
irakiske asylansøgere opholdt sig indtil
politiaktionen den 13. august.Midt på kirkegulvet sidder en pige på 16 måneder. Hun har lange kulsorte krøller og mørkebrune øjne.
Hun hedder Niros, og hendes forældre er irakiske asylansøgere. I tre måneder boede de i Brorsons Kirke sammen med 60 andre asylansøgere, efter at de havde fået en endelig udvisningsdom.
I dag er Niros igen i kirken sammen med sin storesøster for at hente det, de ikke fik med sig under politiaktionen den 13. august. Hendes far sidder i asylfængsel i Sandholm og bliver sandsynligvis sendt tilbage til Irak inden for de næste uger. Selv bor hun med sin mor og søster på en hemmelig adresse i København.
Niros og hendes familie kom og bad om hjælp i Brorsons Kirke den 18. maj. Familien er flygtet fra Kurdistan for 20 år siden. Ved mange tilfældigheder endte de i Danmark og har boet i Asylcenter Sandholm i 10 år. Men på Niros et-års fødselsdag kom brevet med den endelige udvisning af Danmark.
Den første, de mødte i kirken, var præsten, – mig! Jeg havde travlt. Jeg havde nogle vigtige møder, jeg skulle holde gudstjeneste og havde virkelig ikke tid!
Den næste var kirketjeneren. Hans daglige rutiner blev forstyrret. Hvordan skulle han sikre sig plads til kirkens aktiviteter, når der pludselig boede 60 irakere i menighedslokalerne?
Den tredje, de mødte, var én fra menighedsrådet, som sagde: Jamen, nu ER irakerne jo i kirken. Vi har ikke inviteret dem ind men vi kan vel heller ikke smide dem ud igen. Er kirken ikke åben for alle?
Præsten måtte lige vende tingene en omgang. Jo, hvis vi skal tage det budskab alvorligt, som vi prædiker om søndagen, så må vi også leve barmhjertigheden ud i virkeligheden. Vi kan ikke stå og fortælle om den barmhjertige samaritaner og samtidig låse dørene for dem, der står udenfor og beder om vores hjælp.
I Jesu lignelse om samaritaneren bliver en mand overfaldet og efterladt halvdød i vejkanten. Den første, der kommer forbi, er en præst, som jo burde hjælpe. Men han var på vej til templet i Jerusalem, og ifølge Moseloven måtte man ikke have rørt ved blod eller døde mennesker, når man skulle forrette tjeneste i templet. Så han vælger at sætte loven og sit embede højere end forpligtelsen til at hjælpe sit medmenneske.
Lidt efter kommer en kirketjener. Han skal også op til templet, og de samme regler gælder for ham som for præsten. Også han går forbi.
Til sidst kommer en samaritaner. Han tilhører et folk, som godt nok boede i Israel, men blev mobbet og forfulgt på grund af deres race og anderledes religion. Han havde nok at gøre med at komme fra det ene sted til det andet uden selv at blive slået ned eller spyttet på. Alligevel standser han og hjælper den halvdøde. Han spørger ikke om mandens navn, religion eller politiske ståsted. Han tænker kun: Her er en mand, der har brug for hjælp. Og hvem er jeg, hvis jeg ikke har overskud og tid til at hjælpe et medmenneske.
De irakiske asylansøgere er udstødt af deres gamle fædreland og nu også af Danmark, som de i 10 år har troet ville blive deres nye fædreland. De ligger dybest set i vejkanten og har brug for vores hjælp. Og skal jeg lære noget af samaritaneren, så er der ikke tid til hverken at spørge om navn, religion eller politisk ståsted. Jeg må bare hjælpe her og nu.
Jeg kan ikke gøre meget for deres politiske sag. Men jeg kan altid gøre noget som menneske. Jeg kan trøste og tale med dem, give dem mad og husly, som kirken har gjort til alle tider, når den har hjulpet syge, fattige og hjemløse. Det er det, vi kalder diakoni. Og så kan jeg forsøge at hjælpe dem videre i systemet, ligesom samaritaneren hjalp den hjælpeløse hen til herberget, hvor han kunne få mere hjælp.
Lov er lov, og lov skal overholdes, siger nogen. Akkurat som præsten og kirketjeneren gør i lignelsen.
Men i Jesu forkyndelse er nåde og tilgivelse centrale ord, og disse værdier sætter Jesus gang på gang over loven. Loven må tilsidesættes, hvis mennesker lider eller er kommet i klemme i systemet. Jesus understreger endda, at loven er blevet til for menneskers skyld. Ikke omvendt.
Kirken står under loven i Danmark. Det gjorde den også på Jesu tid. Men når Jesus fortæller lignelsen, tror jeg, han vil sige, at vi skal tænke os om. At vores liv her på jorden handler om menneskeliv, om vores eget liv, om vores næstes liv og om Guds liv. Og det må komme frem for alt andet.
