Kirken bør rumme skæve eksistenser

Indre Mission tager bladet fra munden i ny bog om vanskeligheder ved at rumme
mennesker med divergerende holdninger, afvigelser og problemer. Hun er healer. Han er bøsse. Hun lugter af alkohol. Han har forgrebet sig på sin datter.Svend Løbner
er journalist
og huskirkeleder.

Hvordan rummer kirken de skæve eksistenser, også dem, der åbnelyst afviger fra bibelske normer? Det tager Indre Mission op i en modig bog: Fællesskab for alle? (Lohse 2009) med sognepræst Hans Ole Bækgaard som redaktør. Forskere, præster og psykologer prøver i antologien at bygge bro mellem den brogede virkelighed anno 2009 og Bibelens årtusindgamle vejledning.
Det er især svært, når mennesker, der har været tro i bibelskreds, missionshus og kirke i årevis, pludselig bryder med de vedtagne normer.
Når det unge kærestepar flytter sammen. Og måske bliver gravide uden for ægteskab.
Når det midaldrende ægtepar bliver skilt. Og den ene kort efter vil giftes med en anden.

Det udfordrer det kristne fællesskab til at gøre det, som bogens forfattere er enige om: At melde klart ud om de principper, man ikke er enig i, og samtidig favne de personer, som har ”trådt ved siden af” eller har fået voldsomme problemer.
Sognepræst Bjarne Hougaard konkluderer i sit kapitel om denne balancegang i forkyndelsen:
– Det betyder, at nye og usikre kristne skal have mulighed for at nærme sig fællesskabet uden at blive mødt med fordømmelse eller afvisning… Her skal fællesskabet være båret af den kærlighed, der tåler alt og udholder alt – altså også det, som er åbenlyst forkert.
Samtidig skal kærligheden være ledsaget af ”en klar tale om, hvad Guds vilje er, og hvor vejen går, for at den enkelte i sin egen samvittighed kan lade sit liv spejle og vurdere i Guds ord”, skriver han.

Men hvordan føles det for den, der har ”trådt ved siden af”, den, der har så åbenlyse problemer, at vedkommende er en belastning for fællesskabet, den, der har fået udvidet sin horisont eller adopteret andre teologiske holdninger, eller den, som bare af en eller anden grund føler sig udenfor, og som måske aldrig har kunnet trænge ind i fællesskabets indforståede kultur?
Her er bogens virkelige force, for den bygger på 23 livshistorier, som er indsamlet gennem annoncer i kristne medier og analyseret af antropolog Pia Kirkegaard, sociolog Linda Bak Schröder og landsleder for foreningen Agape, Lars Thidemann Jensen. Livshistorierne afslører fem årsager til, at mennesker forlader de kristne fællesskaber:

1. Man skal købe hele pakken
Man bliver kun accepteret, hvis man er helt enig i gruppens tro, teologi, religiøse praksis, livsstil og moral. Nogle af beretterne blev nødt til at forlade fællesskabet, fordi de fik andre teologiske holdninger til fx homoseksualitet, skilsmisse eller gengifte. Andre følte sig presset ud af fællesskabet, fordi de begyndte at interessere sig for noget, som var uden for ”normalen” i fællesskabet, fx spiritualitet, karismatisk forkyndelse, helbredelse ved bøn osv.

2. Man må ikke kritisere
For nogle mennesker bliver fællesskabet et ”tankefængsel”:
– Min hjerne blev puttet ind i en firkantet boks, mit liv blev mast og klemt og presset ind i snærende rammer, samtidig med at jeg troede, jeg var lykkelig, skriver en beretter.
En anden fortæller om en lejrleder:
– Der var kun én måde at tro og tænke på, og det var hans… Enten var man ”med på vejen”, eller også var man udenfor.

3. Man bliver mødt af larmende tavshed
Når fællesskabet ikke kan håndtere mennesker i krise, vælger mange at lade som ingenting.
– På trods af, at jeg havde været åben omkring min mors sygdomsforløb og efterfølgende død, blev jeg mødt af det, jeg vil kalde en larmende tavshed. Det var faktisk ingen, der spurgte til mig, lyder en af historierne.

4. Man blev aldrig lukket ind
Nogle gange kan klubkulturen være så stærk i det kristne fællesskab, at udenforstående føler, at folk kigger på dem og tænker: Hvad vil hun her?
Én fortæller:
– I min fortvivlelse drak jeg mig en dag så fuld, at jeg kastede op på værelset. Nogen ryddede op og lagde mig i seng, men næste dag var der ingen, der snakkede mere om den sag.

5. Man oplever, at fællesskabet kun er for de vellykkede.
Forkyndelsen kan blive så teoretisk og overfladisk, at der danner sig en filosofisk fernis:
– Jeg oplevede en enorm kontrast imellem forkyndelsen om, at Gud kunne hjælpe os med alle vore vanskeligheder, og vi skulle lovprise og takke ham og elske hinanden, og så det virkelige liv, hvor jeg var desperat af magtesløshed, fortæller en beretter.

De tre forskere opdagede to positive tendenser i de indsendte livshistorier: Den ene er, at personerne ikke oplever afstanden til fællesskabet som ”udstødelse”, men som en gradvis udvikling. Den anden er, at personerne ikke oplever et brud med fællesskabet som et brud med Gud. Kun to ud af 23 har valgt at forlade troen helt.

Hvad sker der rent psykologisk i den, der forlader det kristne fællesskab?
Psykoterapeut Steen Palm-qvist peger på forskellige årsager: Personen kan have negative tanker om sig selv: Ingen gider være sammen med mig! Man kan have dårlig samvittighed over ens fejl og mangler eller over alt det, man burde, men ikke fik gjort. Nogle kan have oplevelsen af at være overflødige og tør ikke spørge om en opgave. For andre kan livet være så lidelsesfyldt, at der ikke længere er ressourcer til at opsøge det kristne fællesskab.
– Hvor har vi dog brug for menigheder, der træder i karakter med en hjælpende hånd og omsorg i sådanne sager. Her er der mennesker, som ligger ned – ramt af en alvorlig livskrise – men som sjældent finder hjælp og forståelse og rummelighed blandt kristne, og som derfor er overladt til deres egne negative tanker, følelser og dårlige amvittighed.
Og om mennesker, der synder, siger Steen Palmqvist med et glimt i øjet:
– Jeg tænker af og til på, om kong David mon kunne blive ansat i en kristen organisation i dag!

Psykolog Ole Rabjerg tager fat på psykologien i det kristne fællesskab, der pludselig står over for mennesker, der er anderledes. Alle mennesker reagerer med angst over for det fremmede – helt fra otte måneders-alderen. Denne angst er sund, for det kunne jo være, den fremmede ville skade barnet. Vi skal blot, som vi vokser op, lære at skelne mellem ægte og falsk alarm. Og for det meste er angst i relationerne falsk alarm – heldigvis.
Men der er stadig en rest af angst – en angstens urmekanisme, forklarer Rabjerg. Mekanismen baserer sig på angstfølelser, og for at undgå dem udvikler mennesker en undgåelsesadfærd.
– Undgåelsesmekanismen kan… få os til at blive passive tilskuere til mennesker, som på en eller anden måde opfører sig anderledes i vore menigheder. Vi er måske ikke direkte angribende, men når vi tilbageholder omsorg og kontakt, bliver vi alligevel aktive aktører i en eksklusion, skriver han og pointerer:
– I et fællesskab findes der ingen neutral position: Enten er vi i gang med at inkludere, eller også er vi automatisk i gang med at ekskludere.
Bibelkredsen eller menigheden bør derfor arbejde med sin angst, mener han:
– Hvem af os ville ikke være indstillet på at arbejde med vores angst, hvis vi fik at vide, at vi i morgen skulle møde selveste Jesus? Men Jesus har netop fortalt os, at det, vi har gjort mod en af Jesu mindste brødre, har vi gjort mod ham selv.

Det fører naturligvis til nogle teologiske overvejelser, ikke mindst når menigheden skal forholde mennesker, som bevidst har valgt en livsstil, som er i modsætning til Bibelens værdier. Og her giver præster og sjælesørgere i bogen nogle bud.
For det første må fællesskabet overvinde skuffelsen over, at personen forlader fællesskabet – måske til fordel for et andet fællesskab, der bedre passer til vedkommendes teologiske profil. Der er altid sår og smerte ved et brud – men det må menigheden komme over, mener sognepræst Flemming Baatz Kristensen.
Dernæst må menigheden signalere total åbenhed:
– Enhver kan komme til det kristne fællesskab, som personen er – uden først at skulle have styr på livet, siger han. – Vore fællesskaber må aldrig være fine, stuerene og uden nedslag af menneskelige problemer.
Og så må menighedens teologi komme ned fra prædikestolen og relatere til almindelige menneskers hverdag. Kirken skal gribe i egen barm:
– Er vi åh så bibeltro i læren, men ukærlige i praksis? Vort syn er sandt og uopgiveligt, men hvad med håndteringen af det over for konkrete mennesker? Eller sætter vi traditionen – og måske vores egne regler og forståelser – over Bibelen?

Vicegeneralsekretær i Indre Mission, Peter Nord Hansen, følger trop. Det handler om, at vi alle er i samme båd:
– Meget ville være vundet, hvis det kunne lykkes for os at få øje på den virkelighed, at vi alle snubler og falder. For nogle er det bare mere synligt og tydeligt end for andre.
Når vi har erkendt det, kan vi gå videre og italesætte problemet:
– I langt de fleste tilfælde er det både befriende og rigtigt at tale direkte og åbent om det, vi ser forskelligt på… Hvis jeg derimod bevidst undgår at tale om det, kan fællesskabet i høj grad lide under det. Og ofte har vi set fællesskabet briste under byrden af tavshed.
Han har tvært imod erfaret, at åben og direkte tale kan åbne for et gensidigt og respektfuldt venskab på længere sigt – uden forstillelse.
Meget er løst med at indse, at en persons handlinger ikke er mit ansvar. Så kan vi vise nærhed, interesse og omsorg,, selv om vi ikke er enige, fremholder han.